Teater

MATADOR: The original musical

MATADOR: The original musical

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MATADOR: The original musical

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……. man føler sig underholdt i selskab med MATADOR THE MUSICAL ….’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stemningen er nærmest euforisk inden forestillingen starter. Matador er dansk folkeeje og der har været store forventninger til denne nye version af musicalen. MATADOR THE MUSICAL er en dansk musical baseret på tv-serien Matador, der kørte på DR i årene 1978-1981. Musicalen har tidligere været sat op i Operaen, men denne version er spritny.

 

Matador er en historie mange af os kan nikke genkendende til. Både hvad angår den hierarkiske opdeling i et klassesamfund, men også følelsesmæssigt og psykologisk. Mads Skjern, Nicolai Jørgensen, kommer til den lille by Korsbæk med sin søn Daniel, medbringende en masse ambitioner i kufferten. Han vil satse stort. Han prøver at låne penge af Bankdirektør Hans Christian Varnæs, men forgæves. Jon Lange spiller en sympatisk Hans Christian Varnæs, meget pæn, der tangerer det kedelige.

 

Mads Skjern finder andre veje og bliver over årenes løb, en af de mest magtfulde mænd i byen. Nicolai Jørgensen er svag i første akt og bærer præg af, at han var kommet til skade dagen før, og må gennemføre rollen med en krykke. Man bliver i tvivl om han på nogen måde er Mads Skjern. Men i anden akt, viser han alle sider af sit mangfoldige talent. Magt, penge og ambitioner kan være en farlig cocktail, og for Mads Skjern er det ved at vælte hans privatliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MATADOR: The original musical

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

 

 

 

 

 

Konformitet og konventioner kan sætte en stopper for meget, men her er det hans kone Ingeborg, Lea Thiim Harder, der får ham til at forstå sig selv og sin families forskelligheder. Alle facetterne er med, fra den næsten undseelige fyr til magtmennesket, der trods alt har sine bløde sider. Mads Skjern forandrer sig og det gør hans omgivelser også. Lea Thiim Harder har sødme og ærlighed, hun når helt ned til sidste række. Og hvilken stemme! Hun er formidabel og dundrer igennem. Hendes version af Ingeborg er et flot modspil til Nicolai Jørgensen.

 

Efterhånden er der kun to familier i Korsbæk, der konkurrerer om at være den mest indflydelsesrige, de er kommet ret tæt på hinanden og de familiære bånd kan til tider snære.

Mange gode præstationer

Der er mange usædvanligt gode præstationer. Bl.a. Annette Heick som Elisabeth Friis. Hun har fundet sin egen Elisabeth, der bryder sine lænker. Skarpt spillet med lune og ynde.

 

Nævnes skal også Daimi Gentle som Fru Fernando Møhge. Hun og Misse dukker hele tiden op som små morskabsvignetter. Daimi overspiller den gamle kværulantiske tante på charmerende vis og hendes underkuede datter Misse Møhge, Ragnhild Kaasgaard, følger troligt med og er festlig. Jeg kan godt lide at man har valgt at sætte lidt ‘fald-på-halenkomedie’ ind i sammenhængen, det giver forestillingen flere facetter.

 

Marie Dalsgaards Maude Varnæs, er lige som hun skal være. Hun er tilmed morsom og får mange nuancer frem i figuren. Strålende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MATADOR: The original musical

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

 

 

De mange facetter

Matador viser de almen menneskelige sider hos os mennesker. Vi har de samme ønsker om kærlighed, håb, krav og tro på fremtiden, uanset hvem vi er og befinder os på den sociale rangstige. Eller sagt på en anden måde, vi glædes og skuffes alle på samme maner. Vi kommer rundt om det hele, både de familiære dramaer om ambition, tradition og fornyelse, men også om en altid uundgåelig forandring og om at turde stå ved hvem man er.

 

Det er er en flot opsætning. Scenografien der er skabt af Benjamin la Cour, sidder lige i øjet. Han har maximalt udnyttet scenen, som fremstår endnu større end den er og vil kunne flyttes med rundt i landet. Kombinationen af videoprojekteringer og flytbare rekvisitter, fungerer perfekt. Der er mange hurtige sceneskift, der glider som i olie.

 

De flotte kostumer står Astrid Lynge Ottesen for. Der er kælet for detaljerne. Et par af kjolerne skulle nok have været rettet lidt bedre til, men det hører trods alt til i småtingsafdelingen.

 

Anja Gaardbos koreografi fylder og virker, specielt i de store ensemblenumre. Til tider er der for mange trin, som om både hun og danserne skal vise hvor dygtige de er. Danserne ER dygtige, det har vi opdaget, men hvorfor alle de staccato bevægelser og moderne dans, blandet sammen med jazz og Bob Fosse agtige trin? Det er nok en kende for overentusiastisk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KULTURINFORMATION

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

 

 

 

 

 

Musikken

Nu er vi nået til det primære når det drejer sig om en musical: Musikken. Først tænkte jeg, det er en spøjs konstellation, men alle mine tvivl er blevet sat i skammekrogen. Det er musik der fænger. Der er mange ørehængere bl.a. Eventyr. Den sidder lige i skabet. ‘Forbi før det begynder’, sunget af Carsten Svendsen-Kristen Skjern går klokkerent ind. Carsten Svendsen viser igen hvor bredt hans talent er og han har en stor stemme.

 

I det hele taget er der ikke så meget andet at sige end: Det fungerer. Det er hvad jeg opfatter som ‘rigtig’ musical musik, hvad det så end burde være. Der er dansant musik, med fart og tempo, melodier der næsten får tårerne frem i øjnene, romantiske duetter, pompøse indslag, det er bare godt.

Et par årtier ned til 2-3 timer

MATADOR THE MUSICAL har bevaret det nostalgiske islæt, vi forbinder med den serie vi kender. Selvfølgelig er det vanskeligt at barbere hele Matador ned til under tre timer, men det lykkes. Den skal så heller ikke vare længere. Alle de kære karakterer fra Matador, kan vi nikke genkendende til (enkelte har der naturligvis ikke været plads til, og den præmis må man købe). Man kan ikke lade være med at sammenligne figurerne fra serien, med dem vi oplever i musicalen. Her kan vi sagtens genkende dem og nogle af dem er lagt temmelig tæt op ad de originale personkarakteristikker. Det kan man være lidt betænkelig ved, fordi der ingen nytænkning er, men alle har alligevel formået at finde deres egne ben at stå på, og få nye udtryk frem hos personerne. Ovenikøbet har flere af dem fået mere pondus og humor.

 

Det er et godt resultat instruktøren Frede Gulbrandsen er kommet frem til. Det er glædeligt at man også var i stand til at høre teksterne når hele ensemblet sang på scenen. Man føler sig underholdt i selskab med MATADOR THE MUSICAL. Publikum over det ganske land kan glæde sig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KULTURINFORMATION

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

 

 

 

 

 

MATADOR: The original musical. Medvirkende: Mads Skjern-Nicolai Jørgensen, Ingeborg Skjern-Lea Thiim Harder, Kristen Skjern-Carsten Svendsen, Elisabeth Friis-Annette Heick, Hans Christian Varnæs-Jon Lange, Maude-Marie Dalsgaard, Laura-Rikke Bilde, Fru Fernando Møhge-Daimi, Misse Møhge-Ragnhild Kaasgaard, Grisehandler Larsen-Gordon Kennedy, Katrine Larsen-Line Krogholm, Tjener Boldt-Joakim Tranberg, Ulrik Varnæs-René Wormark, Regitze- Alberte Kyst, Ellen-Nanna Rossen, Daniel- Søren Torpegaard Lund, Oberst Hackel og Viggo Skjold Hansen spilles af Thomas Bang, Kvik spilles af hundene Silja og Santolina. Instruktør: Frede Gulbrandsen. Koreograf-Anja Gaardbo. Scenograf-Benjamin la Cour. Kostumedesign-Astrid Lynge Ottesen. Kapelmester- Joakim Pedersen. Producent-Rikke Lange. Musik- Burhan G og Lise Cabble. Bent Fabricius-Bjerres berømte titelmelodi indgår også.

 

 

Forestillingen spiller på Falconersalen. Er på Musikteatret i Holstebro fra d. 17. april 2024 og Vejle Musikteater fra d. 2. maj 2024.

 

Matador musicalen præsenteres i samarbejde med DR. Baseret på DR’s Tv-serie ”Matador”, af Lise Nørgaard mfl., instruktion Erik Balling. Med tilladelse fra Nordisk Film Production A/S på vegne af instruktør Erik Balling.
Originalt manuskript til musicalen: Lise Nørgaard, Anders Thomas Jensen, Susanne Bier.

 

 

 

 

MATADOR: The original musical – se mere her

 

 

 

 

MATADOR: The original musical er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm