Ordrupgaard: Ai Weiwei

– Water Lillies #1

Foruroligende genskabning af Monets åkander

✮✮✮✮✮

‘ …… udstillingen viser verdens hidtil største kunstværk udført i Lego …..’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Claude Monets utallige billeder af åkander hører til blandt de mest ikoniske kunstværker fra begyndelsen af det 20. århundrede. Det skyldes ikke mindst deres overjordiske skønhed, der får beskueren til at glemme alt om hverdagens problemer for en stund. Derfor anvendes de flittigt i annoncer for produkter, der skal forsøde vores tilværelse og bringe os i en himmelsk sindstilstand af velvære.

Der er imidlertid uendelig langt fra Monets idyller til Ai Weiweis verdensbillede. Ai er uden tvivl en af verdens bedst kendte konceptkunstnere. Han sætter konstant fokus på vigtige problemer i samtiden som fx på diktatorer, der forfølger anderledestænkende og senest på ulykkelige (båd)flygtninge overalt i verden.

Alligevel har Ordrupgaard valgt at inkludere værker af den kinesiske kunstner i en serie af udstillinger, som sætter fokus på grundlæggelsen af impressionismen for 150 år siden.

Lego som provokation

Den primære grund er naturligvis, at Ai Weiwei (f. 1957) har benyttet Claude Monets ikoniske åkander på en helt ny måde, så vi kan forholde os til presserende problemstillinger i en foruroligende verden præget af uret – og tilmed med en privat vinkel.

At Ai Weiwei har valgt at udføre sit værk i Legoklodser er naturligvis en provokation. Lego forbinder vi normalt med børns kreative leg og hyggelige stunder i familiens skød. Ais værk rummer derimod henvisninger til forfølgelse og undertrykkelse.

Water Lillies #1

Udstillingens monumentale installation “Water Lillies #1” er det hidtil største værk, som Ai Weiwei har skabt, siden han begyndte at anvende Legoklodser i sin kunst i 2014. Billedet måler godt 15 meter i bredden og næsten 3 meter i højden.

Da Ai første gang anvendte legoklodser, havde han sat sig for at portrættere politiske fanger. I de følgende år har Ai bl.a. genskabt “After the Death of Marat”, 2018, En druknet flygtning, “Untitled (After Van Gogh)”, Sædemanden, 2020, og “The Last Supper (after Leonardo da Vinci)”, 2022, i blå, grøn pink.

I Ai Weiweis udgave af åkanderne er Monets fornemme, personlige penselstrøg erstattet af industrielt fremstillede plastikklodser og tilmed i pangfarver. Læg hertil dystre skygger. Til formålet er benyttet 650.000 klodser i 22 forskellige farver. Længere væk fra Monets original kommer man vist ikke!

I højre side af værket har Ai Weiwei indsat et ildevarslende mørkt hul, der på brutal vis bryder idyllen i det nærmest paradisiske værk. Det skal angive nedgangen til den underjordiske hule i Xinjiang provinsen, hvor Ai og hans far, Ai Qing (1910-1996), boede i tvunget eksil i 1960erne som uønsket af Kinas kommunistiske parti.

Der er altså tale om selvbiografisk fortælling om Ai Weiweis dramatiske liv i kamp med de kinesiske myndigheder.

Digter uden frihed

Ai Qing var oprindeligt kendt som en fremragende digter, der blandt andet havde udgivet sine tanker om, hvordan man bedste muligt kunne fremme digterkunsten i Kina. Hans bud var at give digterne total frihed. Det var noget af en udfordring for Mao, der primært så digterkunsten som et propagandaredskab, hvorigennem han kunne udbrede sine egne tanker til folket.

Ai Qing blev derfor en skakbrik i Maos kamp for at holde magten. Fra 1949 til hans død i 1976 gennemførte Mao ikke mindre end 50 politiske kampagner, der alle havde dette formål.
Qing og hans familie blev i lange perioder straffet med forflyttelser til fjerne egne i Kina, hvor de levede i armod fx i den omtalte hule fra åkandebilledet. Som yderligere straf fik Ai Qing bl.a. til opgave at holde “toiletterne” rene. En blandt mange ydmygelser, som han tog i stiv arm livet igennem.

Efter Maos død og Kulturrevolutionens ophør blev Ai Qing rehabiliteret, og han markerede sig atter som en markant skikkelse blandt de kinesiske kunstnere.

Mellem 1979 og 1982 udgav Quin flere end hundrede digte. Han rejste overalt i Kina og internationalt.

Ai Weiwei – en outsider

Trods farens nyvundne frihed for sig selv og sin familie oplevede Ai Weiwei ikke den forløsning, han havde håbet på. Han følte, at systemet havde ødelagt hans barndom, og at han ikke passede ind i samfundets normer. Han var en outsider.

Som studerende ved filmakademiet i Beijing fik Ai Weiwei i 1981 mulighed for at videreuddanne sig i USA. Naturligvis efter at have fået “patriotisk uddannelse” og “træning i at holde på hemmeligheder”. I Staterne lærte han primært at klare sig selv i en verden, der var markant anderledes, end den han kom fra.

Tilbage i Kina

I 1993 var Ai Weiwei tilbage i Kina igen. Han fandt nu inspiration til sine første provokerende værker i tidlig kinesisk kunst. Ai overmalede en række antikke urner, som han forsynede med et Coca-Cola logo eller med moderne lakfarver, som vi kender fra bilindustrien. Det gik nu op for Ai, at kunst skulle være udfordrende og føles som en torn i øjet.

I de kommende år blev det centrale tema i Ai Weiweis kunst at nedbryde den klassiske orden og etik. Hans provokationer fik snart det kinesiske styre til at forbyde hans udstillinger.

Ai Weiwei i Danmark

Vi har tidligere kunnet opleve værker af Ai Weiwei i Danmark. Louisiana viste i 2011 fire kæmpe Frankenstein-træer af kamfertræ fra det sydlige Kina. De var groft syet sammen med gamle kinesiske håndværksgreb med dyveler og store jernbolte. Hertil kom et værk bestående af 40 sammenflettede cykler.

Faurschou viste i 2015 udstillingen “Ruptures”, der blandt andet rummede værket “Sunflower Seeds” kendt fra udstillingen i Tate Modern i 2010 samt værker i relation til jordskælvet i Sichuan i 2008.

Endelig kunne vi i 2017 opleve det omfattende facadeværk “Soleil Levant” – også titlen på et værk af Monet – på Kunsthal Charlottenborgs vinduer ud mod Nyhavn. Det bestod af flere end 3.500 redningsveste opsamlet fra flygtninge, som var kommet i land på den græske ø Lesbos.

Vurdering

Ordrupgaards aktuelle udstilling med værker af Ai Weiwei bringer os ajour med hans seneste frembringelser. Disse adskiller sig fra de tidligste værker ved i højere grad at være selvbiografiske.

Denne vinkling anvendte Ai første gang i 2011, da han benyttede sin fængsling i Chengdu til at udstille det kinesiske diktatur. Ai var dengang officielt anklaget for skattesnyd, men årsagen var snarere, at regimet var bange for at risikere tunesiske tilstande, hvor landets daværende diktator netop var blevet fjernet. Dengang lod Ai udføre en kopi af den fængselscelle, hvor han måtte tilbringe 81 dage.

Ai Weiweis udgave af Claude Monets åkander er således selvbiografisk, men tillige en hyldes til hans far, Ai Qing, og en reference til den forfølgelse, man kan blive udsat for i et undertrykkende diktatur.

Lego-åkanderne er et monumentalt, komplekst og stærkt værk, der skal minde os om, hvor vigtigt det er at leve i et land, hvor folk har ret til at udtrykke deres meninger, og hvor menneskerettigheder som en selvfølgelighed respekteres.

Der er næppe nogen tvivl om, at Ordrupgaards udstilling skal blive et tilløbsstykke. For det første fortæller den afgørende nyt om en af verdens mest kendte konceptkunstnere. For det andet viser den verdens hidtil største kunstværk udført i Lego. En interessant og spændende udstilling for museumsgæster i alle aldre!

Og så bør det tilføjes, at der er tale om en overraskende og original måde at markere grundlæggelsen af impressionismen på for 150 år siden. Det samme kan siges om den tredje og sidste udstilling i serien, der vises til efteråret. Det drejer sig om en udstilling med Flora Yuknovich, der maler abstrakt / impressionistiske værker inspireret af rokoko-malere!

Se Lyksteds video “But Not Forgotten – The Art of Ai Weiwei” fra Faurschou udstillingen “Ai Weiwei – Ruptures” fra 2015 her. Den fortæller bl.a. om jordskælvet i Sichuan, hvor flere end 70.000 mennesker døde i sammenstyrtede bygninger, der ikke var sikret mod jordskælv. Begivenheden blev fortiet af myndighederne. Tjek den ud her

Ordrupgaard: “Ai Weiwei – Water Lillies #1”. Vises frem til den 19. januar 2025. Der er udgivet en folder til udstillingen med en introduktion til den monumentale installation samt en kort biografi om Ai Weiwei og hans far Ai Qing.

Ordrupgaard: Ai Weiwei – se mere her

Ordrupgaard: Ai Weiwei er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION.

Redaktion: Jesper Hillestrøm