Litteratur

Med kunsten som indsats

Anmeldelse af Michael Solgaards

Med kunsten som indsats – møder mellem erhvervsliv og samtidskunst

 

 

 

 

 

 

Med kunsten som indsats

 

Bogens forside: Jeppe Hein, ”Who are you really?” (detalje) (2022), Moderna Museet, Stockholm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… Bogens mange illustrationer giver os muligheden for at se nærmere på kunstværker, der normalt er forbeholdt virksomhedernes ansatte og besøgende ….’

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

Når erhvervslivet møder samtidskunsten

 

Kombinationen af erhvervsliv og kunst går langt tilbage i tiden. Allerede i begyndelsen af 1400-tallet satsede den stenrige Medici-familie i Firenze formuer på at købe kunst af tidens absolut førende kunstnere som fx Donatello, Leonardo da Vinci og Michelangelo. De har alle på et eller andet tidspunkt boet hos Medici-familien, arbejdet for den eller været støttet af den økonomisk. Og dynastiet fortsatte denne tradition gennem århundreder.

 

Dengang var det primære formål et spørgsmål om prestige. De rigeste fyrster, gejstlige og storkøbmænd kappedes nemlig om at erhverve kunst blandt tidens største kunstnere – og så glædede man sig naturligvis også over at se sig selv og familien afbildet på smukkeste vis.

Fra mæcener til strategisk samarbejde

Siden har førende erhvervsfolk overalt i verden samlet på kunst – ikke sjældent som investeringsobjekt, men undertiden også af ren interesse. I visse tilfælde har de tillige virket som mæcener og overdraget deres samlinger til nationen. I Danmark gælder det fx forsikringsdirektør Wilhelm Hansen (Ordrupgaard), brygger Jacobsen (Ny Carlsberg Glyptotek) og ostehandler Knud W. Jensen (Louisiana).

 

I dag spiller samtidskunsten en helt anden rolle, når erhvervsvirksomheder investerer i kunst. Nu gælder det primært om et strategisk samarbejde mellem virksomheder og samtidskunstnere. Det er netop denne relation, der beskrives i Michael Solgaards bog “Med kunsten som indsats – møder mellem erhvervsliv og samtidskunst”. Den er i øvrigt den første herhjemme med dette tema.

Indadtil

Michael Solgaard ønsker med udgivelsen at vise forskellige måder at tænke samtidskunst ind i virksomhedsstrategien på til inspiration for alle, der gerne vil forstå de muligheder, som samarbejdet mellem samtidskunst og virksomheder giver.

 

Indledningsvis giver Solgård ordet til kunsthistorikeren Mette Marcus. I forordet oplyser hun, at fokus for virksomhedernes inddragelse af kunsten helt overordnet kan være rettet enten indadtil i virksomheden mod medarbejdere og ledelse eller udadtil mod kunder og markedsføring.

 

I forhold til medarbejderne kan hensigten være at motivere og fastholde medarbejdere ved at skabe et motiverende arbejdsmiljø, hvor kunsten kan danne udgangspunkt for kreative debatter og tanker.

 

Ledelsen kan også gå skridtet videre i samarbejdet med samtidskunsten og bruge den til forandringsledelse, hvor man mere værdibaseret og proaktivt sætter samtidskunsten i spil over for medarbejderne.

Udadtil

Samtidskunsten kan også sende signaler udadtil og dermed være med til at sætte en virksomhed i scene. Fx til imagepleje, til markedsføring og til branding eller i det hele taget til blot at skabe oplevelser for potentielle kunder og knytte dem tættere til virksomheden.

 

Men hvad med kunstnerne? Ender de ikke blot som brikker i virksomhedernes profilering og markedsføring? Nej, Mette Marcus henviser til virksomheders samarbejde med kunstnere som Jeppe Hein, Bjørn Nørgaard, Olafur Eliasson og Rose Eken. Alle udtaler i interviews i bogen, at de har gode erfaringer med samarbejdet. Når respekten er gensidig, og der er en god dialog, er kunstnerne på ingen måde afvisende over for virksomhedernes ønsker.

Kunsten som motivationsfaktor

Vi er nu klar til at se nærmere på konkrete samarbejdsrelationer. Og her tager Michael Solgaard over. Første kapitel handler om kunsten som motivationsfaktor for medarbejderne.

 

Ikke underligt tager Solgaard udgangspunkt i Novo Nordisk, hvor virksomhedens legendariske leder, Mads Øvlisen, i mere end 40 år har benyttet samtidskunsten for at udfordre medarbejderne og til at stimulere deres nysgerrighed.

 

Ideen har i den grad båret frugt, at de efterfølgende direktører har fulgt trop. Hele pointen med Novo Nordisks kunstsamling er, at den skal være til for medarbejderne. Det skal ikke være en ekstern profileret kunstsamling, som virksomheden praler med, forlyder det.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med kunsten som indsats

 

Nils Erik Gjerdevik, Uden titel (2014). Udsmykning af direktionskontoret, Novo Nordisk, Bagsværd. Foto: Nana Reimers.

 

 

 

 

 

 

 

DSV

I et af verdens største logistik- og transportfirmaer, DSV, er direktør Jens Bjørn Andersen ved at påtage sig samme rolle, som Mads Øvlisen havde på Novo Nordisk – omend i mindre målestok.

 

Andersen køber gerne værker af nulevende kunstnere, som er oppe i tiden, fx Tal R, John Kørner, Emily Gernild, Ivan Andersen og Peter Linde Busk. Han håber på, at samtidskunsten kan løfte motivationen og tilfredsheden blandt medarbejderne endnu mere. De skal føle, at virksomheden tager vare på dem som individer. På den måde bliver kunsten en brik i arbejdsmiljøet. Men den skal også inspirere.

Kunsten som middel til forandringsledelse

Virksomheder, der vil overleve på lang sigt, har brug for konstante forandringer. Det stiller store krav til såvel ledelse som medarbejdere, og her kan samtidskunsten og samtidskunstnerne bruges som forandringsagenter.

 

Aquaporin leverer renseløsninger til bedre og renere vand. Virksomheden beskæftiger derfor primært ingeniører og andre videnskabsfolk. For at undgå, at miljøet blev lidt ensporet, besluttede man at invitere arbejdende kunstnere inden for i virksomhedens store industribygning nord for København.

 

Dermed blev videnskabsfolkene automatisk eksponeret for anderledes tænkende individer i kantinen, ved sociale arrangementer og i fabrikshallerne.

 

Virksomhedens stifter og Chief Innovation Officer, Peter Holme Jensen, er blevet så begejstret for resultatet, at han ligefrem opfordrer Kunstakademiet til i højere grad at uddanne nye kunstnere, der er parate til at være i dialog med omverdenen. Hvis samtidskunsten skal være relevant, skal den i dialog med omverdenen, lige som forskerne, der skal lave relevante produkter, skal være det.

Kunsten som branding og markedsføring

Kommunikation, markedsføring, imagepleje og branding er centrale begreber, der kan sætte virksomheden i scene overfor potentielle kunder. Også her kan samtidskunst og samtidskunstnere spille en stærk rolle.

 

Et af de mest spændende eksempler herpå er Fjordenhus i Vejle Havn. Bygningen ligner mest af alt et mystisk vandslot. Den er opført af investeringsfirmaet Kirk Kapital. Firmaet ønskede ikke blot en ny kontorbygning, men et kunstværk udført af Olafur Eliasson. Hertil kom gourmetrestauranten Lyst, der er inkluderet i bygningen.

 

Olafur Eliasson har ligefrem løst opgaven som et gesamtkunstværk, idet han har specialdesignet alt fra bygningens mursten til dørhåndtag, skriveborde, stole og lamper. Ikke underligt er Fjordenhus blevet en selvstændig turistattraktion, som med hjælp fra Vejle Kunstmuseum lokker mellem 150.000 og 200.000 besøgende til hvert år.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Olafur Eliasson

 

Olafur Eliasson og Sebastian Behmann med Studio Olafur Eliasson, Fjordenhus (2009-2018), Vejle. Foto: Nikolaj Didriksen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Olafur Eliasson

 

Olafur Eliasson og Sebastian Behmann med Studio Olafur Eliasson, Fjordenhus (2009-2018), Vejle. Foto: Henrik Bjerre.

 

 

 

 

 

 

Polestar

Mindre kan naturligvis også gøre det. Det gælder fx elbilfirmaet Polestar. Virksomheden har droppet bilforhandlerne og bilsælgerne og sælger kun på nettet, direkte til kunderne. Det betyder, at firmaets showrooms ikke er et salgssted, men et sted hvor man kan opleve bilerne. Polestars syv showrooms i Danmark er derfor inspireret af gallerierne.

 

Et eksempel herpå er en pop up-udstilling i virksomhedens udstillingslokale i det indre København. Her blev lokalet fyldt med printkopier af malerier af Tal R og Mamma Andersson fra en aktuel museumsudstilling på KUNSTEN i Aalborg.

 

 

 

 

 

Tal R og Mamma Andersson

 

Værker af Tal R og Mamma Andersson indgik i Polestars biludstilling i form af fotostater. Foto: Daniel Rasmussen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Norge har Polestar et samarbejde med det nye Munchmuseet i Oslo. Her er der fokus på oplevelser, f.eks. en app, der hjælper folk på en prøvekørsel til at identificere Munchs yndlingssteder i den norske hovedstad.

Kunsten som produktudvikler

I visse tilfælde vælger firmaer at arbejde tæt sammen om helt nye kreationer, som virksomheden også kan bruge i sin forretningsmodel. Design- og livsstilvirksomheden HAY har fx været involveret i kunstudstillinger med pop up-butikker, der forhandler produkter, som nogle af kunstnerne fra gallerierne har udviklet specielt til formålet.

 

Har man ikke lige råd til at købe et originalt kunstværk, kan man måske nøjes med en original plakat, et bloklys i keramik af Rose Eken eller en notesbog af John Kørner med ordet ”Problem” trykt på forsiden.

Salling ROOFGARDEN

Stormagasinet Salling i Aarhus har i samarbejde med Jeppe Hein valgt at invitere de handlende på en kunstnerisk oplevelse på toppen af stormagasinet. I Salling ROOFGARDEN finder de tre sociale bænke, ”Sky Benches”, som opfordrer publikum til at tale sammen, mens de sidder og kigger ud over Aarhus. Siden er kommet et spejlværk, der reflekterer himlen, elementernes rasen og beskueren selv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med kunsten som indsats

 

Jeppe Hein: “Sky Benches” (2022) i Salling ROOFGARDEN på toppen af stormagasinet i Aarhus. Foto: Salling. Her kan kunderne sætte sig og nyde udsigten og de smukke planter eller tale sammen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Initiativet skyldes den stadig mere omfattende online-handel, som truer med at lægge stormagasinerne øde. Og det er lykkedes. 1,3 mio. besøger hvert år toppen af Salling, og en del af dem køber også tøj og ting på etagerne i samme anledning. Stormagasinet er nu en af Danmarks fem mest besøgte destinationer. Kun Tivoli, Bakken og LEGOLAND har flere besøgende ifølge VisitDenmark!

Vurdering

En spændende, oplysende og velskrevet bog om et særdeles relevant emne. Den vil utvivlsomt blive læst med interesse ude i virksomhederne, og forhåbentlig vil mange andre virksomhedsledere og deres ansatte tage tråden op, når det gælder om at inddrage samtidskunsten i virksomhederne. Bogen viser, hvordan det kan gøres, og hvilke resultater man efterfølgende har opnået.

 

I sagens natur har vi kunstinteresserede, der normalt får vores kunstoplevelser på gallerier og museer, ikke adgang til mange af de kunstværker, som virksomhederne har opkøbt. Takket være bogens mange illustrationer, får vi nu muligheden for at kigge dem i kortene. Bogens målgruppe er således langt bredere end blot erhvervslivet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med kunsten som indsats

 

Simone Aaberg Kærn, ”Micro-Global Performance” (2002-2003), udstillet hos Aquaporin i 2017.

Foto: Aquaporin. Udstilingen har tidligere været vist på Statens Museum for Kunst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet af Strandberg Publishing A/S. Michael Solgaard: Med kunsten som indsats – møder mellem erhvervsliv og samtidskunst. Omfang 200 sider, rigt illustreret. Pris: 349,95 kr.

 

 

 

Med kunsten som indsats – møder mellem erhvervsliv og samtidskunst – se mere her

 

 

 

 

Med kunsten som indsats er anmeldt af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm