Boganmeldelse: MIRAKLET 1996-2006

Ti år der forandrede dansk film

Et værk af Per Juul Carlsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… en tilbundsgående analyse af MIRAKLET i dansk film …..’

– Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som bekendt er vores hyggelige lille nation et kongerige med sit eget sprog og tæller få millioner indbyggere. Alligevel har vi opfundet H. C. Andersen, LEGO og Carlsberg – plus det løse.

 

Inden for film har Danmark også udmærket sig. Tilbage i tiden kom Nordisk Film på banen med en vis hr. Ole Olsen og stumfilmstjernen Asta Nielsen. Senere var arvtagerne folk som Balling & Bahs – fædrene til Olsen Banden, og serierne Huset på Christianshavn og Matador.

 

I dette kølvand vil mange fremhæve filmmagerne Erik Clausen, Nils Malmros og Bille August, som scorede en Oscar i 1989 for Pelle Erobreren – hvor Gabriel Axel året før også scorede én for Babettes Gæstebud. Og her kunne vi nævne mange andre navne på dygtige instruktører, filmfolk og skuespillere, men det er ikke nødvendigt. Jeg vil dog lige fremhæve publikumssuccesen Midt om Natten fra 1984.

MIRAKLET – i dansk film

Når jeg indleder på denne måde, er det for at understrege værdien af herværende pragtværk, som journalisten og filmanmelderen Per Juul Carlsen har begået. Carlsen har frembragt en tilbundsgående analyse af MIRAKLET i dansk film nemlig årene 1996-2006. I følge forfatteren er det netop denne 10-årige periode – med lidt margin på begge sider – der skabte et mirakel og endnu en gang satte Danmark på verdenskortet, med priser på priser, anerkendelser og udmærkelser fra det store udland.

 

Per Juul har en afslappet og letlæselig tilgang til sine læsere. Jeg nyder flere ting ved dette over 600 siders monster tykke – skal vi kalde det katalog af viden, forklaringer, baggrundsoplysninger, anekdoter, sejre og traumatiserende oplevelser om films tilblivelse, deres fiaskoer og prisvindende hædersbeviser.

Et nærmest manifest

Først og fremmest har Carlsen i værkets indleding lavet et nærmest ‘dogme-manifest’ som en art køreplan til bogen. Her kundgøres det, at siderne indeholder store mængder af interviews med forskellige aktører, hvor nogle har været mere meddelsomme end andre – og nogle af forskellige grunde slet og ret ikke har haft mod på at deltage med besyv. Jeg kan godt lide denne køreplan – så ved man, hvad man kan forvente på tallerkenen. At kapitlerne er med romertal kan jeg dog ikke lide. Lad være med at bruge romertal! Jeg vil fremover ikke tolerere romertal! Jeg har i øvrigt aldrig forstået mig på romertal.

Det gik agurk

Videre i værket får vi forklaringen på, hvorfor Carlsen kalder disse ti år for MIRAKLET. Kunne man ikke sige nybrud? Eller revolution? Eller Bølge? Eller opblomstring? Det får vi en fin forklaring på. Forfatteren mener, at ‘mirakel’ er det rigtige ord – fordi der er tale om et mirakel! Jeg kunne finde på at skrive, at dansk film ‘gik agurk’ i den periode – og det gjorde den vitterlig. En slags symbiose eksploderede og produktioner fik frit løb – Janteloven var trængt i baggrunden og Den Kolde Krig forsvundet.

Filmselskaberne

Carlsen nøjes ikke blot med slavisk at gå hver film i gennem, men præsenterer os for sammenhængene mellem de enkelte film. Vi kommer omkring slægtskaberne filmene og filmfolkene i mellem og kigger på forløbere til de store sællerter og også de vanskelige to’ere eller tre’ere osv.

 

Naturligvis dominerer filmselskabet Zentropa landskabet, med den ‘polske havenisse tissende’ Peter Aalbæk Jensen, der med bar cigar skabte sig og skabte perfekt gødet jord for mange instruktører, hvor vi kan pege på folk som Lars von Trier, Per Fly og Susanne Bier. Zentropa var dog ikke eneste aktør også Nimbus Film bliver fremhævet og et had/kærlighedsforhold, makkerskab, venskab og fjendskab mellem de to selskaber er festlig læsning, hvor selvsagt mange emner berøres helt ned til Vibeke Windeløvs tissetrang til Nimbus’ langt mere rengjorte toiletter end Zentropas.

Dogme-filmene

DOGME95 ser dagens lys 13. marts 1995. Man er ganske enkelt træt af tungt udstyr og fordyrende processer i filmproduktionen og et hold af ‘Dogmebrødre’ beslutter sig for at skippe det. Her er en af hovedmændene Thomas Vinterberg og filmen Festen skabes (Nimbus Film). Som bekendt slår Festen bunden ud af den danske mælkejunge og priserne regner ned over den – i øvrigt bliver det svært for Vinterberg at ‘komme tilbage’ ovenpå den film, men det lykkes og en film som den senere Submarino er et eksempel på det (Jeg tror næsten Submarino er en af Vinterbergs mest rørende film). Hele dette Dogme-koncept går Carlsen naturligvis i spændende analytiske detaljer med.

 

Vi kommer også omkring Per Flys Bænken (år 2000). En film som på nordjysk vis bliver kaldt en ‘mission fra Guj’. De, der kender filmen, ved, at den med et ultra simpelt plot kommer så langt ud over rampen, at den rammer noget, der praktisk taget er uforklarligt – ja, som et mirakel. I kapitlet om Bænken er der ikke overraskende en del spændende info fra instruktøren og også hovedrolleindehaveren Jesper Christensen. Hvordan researchen kom i hus, og hvordan brugen af ‘skjult-kamera’ på Københavns Hovedbanegård, med en beskidt og stinkende Jesper Christensen som alkoholiker-Kaj gav filmen så meget realisme, at det næsten blev for realistisk.

De mange pragtfulde og mindre pragtfulde anekdoter

Som sagt er det ikke kun film på film forfatteren endevender, men også finurlige episoder af mere eller mindre lødig karakter. Von Triers hæmoride creme og den lindrende effekt ved udvortes og indvortes brug beskrives som den himmerigs mundfuld, den er. Også Peter Aalbæks numseafklapsninger af ‘småtternes’ (unge elever og praktikanter) hvide bagdele, hvis de havde begået en fejl, kommer på tapetet.

 

Der er også et spøjst foto af manuskriptmanden Mogens Rukow, der havde for vane at ryge to cigaretter på én gang. Af de lidt mere ulykkelige beretninger medvirkede Pusher-filmene til narkotika afhængighed hos nogle skuespillere – ikke noget de dog blev tvunget til, men som desværre ‘lå lidt i kortene’, når method acting-tilgangen var i spil – du spiller narkoman – vær som en narkoman. Endelig kommer en skuespiller som Jesper Asholt ud for en krise og langtids sygemelding efter at have gjort sit yderste i en mindre flatterende rolle i filmen Kunsten at græde i kor. Kunsten har sin pris og nogle gange en overpris.

MIRKALET forsvandt

Jeg kunne blive ved med at remse film og guldkorn op fra bogen, men det er ikke min opgave. Min opgave er at anmelde værket og jeg kan kun sige, at den bør være at finde hos alle danske filmelskere og at den temmelig sikkert vil indgå som pensum på vores forskellige uddannelsesinstitutioner i årene fremover. Værket er rigt illustreret med masser af stills fra filmene og mange er på blankt papir. Bagerst har vi naturligvis et register, men også indexer i fold-ud format, der viser oversigter over filmenes budgetter, antal solgte biografbilletter og den slags ting – stort og gigantisk med udsøgt grundighed.

 

Sluttelig rejses spørgsmålet om MIRAKLET kan ske igen? Og hvordan? Og hvor forsvandt MIRAKLET hen? Her kan jeg selv som filmanmelder sige, at en film som Smagen af sult (3 stjerner i KULTURINFORMATION) og endelig også Englemageren (2 stjerner i KULTURINFORMATION) ikke medvirker til noget kommende mirakel.

 

 

 

 

Boganmeldelse: MIRAKLET 1996-2006 er udgivet på forlaget BOOK LAB.

 

 

 

 

 

Boganmeldelse: MIRAKLET 1996-2006 – se mere her

 

 

 

 

 

Boganmeldelse: MIRAKLET 1996-2006 er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION