Thorvaldsens Museum: Kunstens Konge - Folkets søn
Kunst

Thorvaldsens Museum: Kunstens Konge – Folkets søn

Thorvaldsens Museum: Kunstens Konge – Folkets søn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Thorvaldsens Museum: Kunstens Konge - Folkets søn

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …….. historien er vigtig at få fortalt ……’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bertel Thorvaldsen (1770-1844), er en af vores mest kendte billedhuggere. Han begyndte på Det Kongelige Danske kunstakademi allerede som 11-årig. Da han var 17 år, modtog han Den lille Sølvmedalje, to år efter Den store Sølvmedalje og i 1793 Den store Guldmedalje. Som 26-årig, i 1796, fik han tildelt Kunstakademiets store rejsestipendium.

 

Han forlod Danmark og tilbragte de næste 41 år forskellige steder i udlandet, men etablerede sig i Rom. Selvom han i mange år var væk fra Danmark, betragtes han alligevel som en af hovedpersonerne i Den danske Guldalder og han glemte aldrig sit tilhørsforhold til sit fædreland. Thorvaldsen havde en stor indflydelse på mange af de danske kunstnere der rejste ud og Italien var især landet man rejste til på dannelsesrejse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Thorvaldsens Museum: Kunstens Konge - Folkets søn

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

175-års jubilæet af museets åbning for offentligheden

I september 1838 kom han tilbage til København og blev modtaget med åbne arme. Det er netop udgangspunktet i museets særudstilling, idet den markerer 175-års jubilæet for åbningen af Thorvaldsens Museum for offentligheden. Mange af Thorvaldsens værker kunne allerede ses i København og realiteten af et museum, kom nærmere og nærmere. Det var Thorvaldsens ønske om at donere sit livsværk til byen, der omsider fik ham til at forlade Rom. Det drejede sig både om egne værker og hans kunstsamling. I 1839 blev det afgjort at der skulle bygges et museum og en byggegrund blev anvist af kong Frederik d. 6. Michael Gottlieb Birckner Bindesbøll, 1800-1856, der var en dansk arkitekt, fremlagde planer til opførelsen. De blev godkendt.

 

Udstillingen belyser begivenhederne omkring Thorvaldsens tilbagekomst til København, efter hans mange år i udlandet. Thorvaldsen fik betydning for demokratiseringen af kunsten i Danmark og hans ankomst påvirkede datidens København og de politiske dagsordener bag fejringen. Det er noget som de færreste har kendskab til. Efter en måneds sejlads ankrede han op foran Københavns Toldbod. Tilskuerne tiljublede ham som en helt. Seancen blev beskrevet som en tusindsårshændelse. Ikke alle vidste dog hvem han man. Nogle råbte: Længe leve Tordenskjold. Mere end 20.000 mennesker deltog i fejringen. Det var mest kunstnere, håndværkere, studerende og undervisere.

 

 

 

 

 

 

Thorvaldsens Museum: Kunstens Konge - Folkets søn

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

Thorvaldsen blev opfattet som folkets søn. Han viste hvordan en fattig søn af en træskærer, kunne blive en stor feteret international kunstner. Fejringen af Thorvaldsen blev en katalysator for det demokratihungrende Danmark. Den var frivillig og kostede ikke ret meget, i forhold til de riges selvpromoverende fejringer og fester. Kongefamilien figurerer ikke på maleren Jørgen Sonnes frise på museets ydermur. Frisen blev skabt i årene 1846-1850 og viser de nye magthavere: befolkningen.

Enevælden afskaffes

De liberale opfattede den frisindede Thorvaldsen som den perfekte frontfigur i kampen mod enevælden. Modtagelsen var under overfladen en politisk begivenhed med revolutionære elementer, der tydeligt udtrykte folkets krav til et mere frit og lige samfund. Kongemagten ønskede, at Thorvaldsen skulle stabilisere og genetablere nationens egen kunst og historie, men under de politiske rammer der allerede var. Den gik ikke. Befolkningen var opsat på de store ændringer. Da museet havde rejsegilde i 1842, var den franske revolutions tricolore, bundet på toppen af rejsegildekransen.

 

I 1848 åbnede man dørene til Danmarks første museum. Alle kunne nu få adgang til at nyde kunsten. Enevælden blev afskaffet i 1849 ved en fredelig revolution, efter Christian d. 8. død. Danmarks første Grundlov er fra samme år, og er blevet ændret fire gange siden.

 

Udstillingen er ikke særlig stor. Til gengæld får vi afdækket en historie der for de fleste er ukendt og hvor Thorvaldsen står midt i det hele. Det er ham der egentlig bliver startskuddet til det endelige opgør mod enevælden. Folket turde gå på barrikaderne. Thorvaldsen blev betragtet som ”en af os”, ”en folkets søn”, men blev samtidig hyldet som kunstens konge. Denne position blev udnyttet, både af Thorvaldsen selv og af kræfter i samfundet omkring ham.

 

 

 

 

 

 

 

KULTURINFORMATION

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgangspunktet for fortællingen i udstillingen er Sonnes frise, der løber hele vejen rundt om museets facade. Den viser skjulte symboler og revolutionære begivenheder, der fandt sted under fejringen. De smukke originale tegninger til frisen er hængt op, suppleret med en samling af Thorvaldsens værker og tekstplancher. I øvrigt blev Thorvaldsen den eneste æresborger København nogensinde har haft.

 

Udstillingen er placeret i få små rum på første sal og de store originale tegninger kan se lidt voldsomme ud i de omgivelser. Alligevel sniger jeg mig op på 4 stjerner, fordi historien er vigtig at få fortalt. Der er lidt at tænke over. Desuden vil der efter den lille, men betydningsfulde udstilling om demokratiets begyndelse, være rigelig lejlighed til at nyde alle de pragtfulde skulpturer og relieffer, der står side om side i den smukke bygning. Thorvaldsens Museum er altid et besøg værd.

 

 

 

 

 

 

 

 

175-års jubilæet af museets åbning for offentligheden

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Thorvaldsens Museum: Kunstens Konge – Folkets søn. Udstillingen slutter 25. februar 2024.
I anledning af 175-års jubilæet af museets åbning for offentligheden.

 

 

 

Thorvaldsens Museum: Kunstens Konge – Folkets søn – se mere her

 

 

 

 

Thorvaldsens Museum: Kunstens Konge – Folkets søn anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm