REJSEBESKRIVELSE: CUBA

reportage af Louise Frevert

Dag 1 – Ankomst & Godfather

I denne ferie blev det en tur til Cuba. Det er svært at slippe anmeldelserne i nogle uger, så jeg tænkte, at lidt rejsebeskrivelser fra ”jeres udsendte”, kunne fornøje jer i den grå danske vinter. Velankommet til Havana og en god nats søvn, læs tiltrængt efter 17 timers rejse, blev første dag en lang spadseretur langs Den Mexicanske Golf ud til The National De Cuba.

Jeg har længe ønsket at se dette legendariske hotel, der har overlevet revolutionen og bevaret al sin pomp og pragt. Lucky Luciano, amerikansk mafioso, holdti disse omgivelser i 1946 et slags møde om, hvordan man skulle holde orden på mafiaen på Cuba. I 1955 kom Meyer Lansky ind i billedet og åbnede et kasino. Det er værd at gense Godfather, hvis der skal friskes op på historien. Det er et vildt sted, med kæmpe restaurant, biograf, og en teatersal, hvor der er show. De fleste af datidens stjerner optrådte på The National. I foyeren hænger der en collage med billeder af nogle af de berømtheder, som har boet der og på hvilke værelser. Beliggenheden fås ikke bedre. Me encanta.

Det er ikke svært at fornemme, at Havana har været en usædvanlig smuk by. Desværre er mange huse ved at skvatte sammen og flere af dem ligger i ruiner. Alligevel bliver man grebet af pulsen i byen, af alle amerikanerbilerne, der suser forbi og de festligt malede huse. Dem er der trods alt en del af. Glade smil og positiv stemning møder én, jeg glæder mig til en ny bytur i morgen.

Dag 2 – Regnvejr & Hemingway

Beslutningen lå fast. I dag skulle vi gå ud til Plaza de la Revolution. Pladsen hvor alle store politiske taler bliver holdt. Jeg har se den på TV, mange gange, det var et must. Der var bare ikke taget højde for, at det blev styrtende regnvejr 1 km før målet, der er ca. 7 km derud. Nå, vi fandt læ og ventede 1 time sammen med de andre forliste stakler. Lidt drypperi kan ikke slå en vikingo ud, og endelig var vi der. Det var lidt af en tom fornemmelse at stå på pladsen alene, når der kan samles 100.000. Taxa tilbage. Det var simpelthen blevet for vådt til at gå.

Destinationen var derefter givet på forhånd, Floridita, la cuna del Daiquiri. Nok en af de mest legendariske barer i verden. Ernest Hemingway, 1899-1961, har haft det som stamsted, når han opholdt sig på Cuba. Han har skrevet bl.a. Og solen går sin gang (1926) Hvem ringer klokkerne for?(1940). Noget af det skrev han her, altså ikke i baren! Eller hvem ved. Det går i alle tilfælde stærkt med at tylle drinks ned på det sted og de smager uartigt godt. Med levende musik i baggrunden, en sandwich til at stille sulten, skyllet ned med et par Daiquiris, er du kommet i det helt rigtige cubanske mode. Og klokken er ikke mere end 3 om eftermiddagen.

Det regner stadigvæk. Ville have set Revolutions Museet, men det er under ombygning. Der er mange museer i Havana, det bliver i morgen. Inden da blev det en slentretur gennem byen. Der er tremmer for vinduerne i mange små butikker. Folk står udenfor og køber. Andre steder er køerne til madvarer alen lange. Folk står tålmodigt og venter til det bliver deres tur. Og så er det ikke en gang sikkert, at der er det, de skal bruge. Det er ingen dans på roser. Mælk i kaffen om morgenen er slut for mit vedkommende. Indtil videre. Man kan få mælkepulver rørt op med varmt vand. Nå, det er jo en bagatel.

Dag 3 – Madlavning hos cubansk familie

Vi blev kørt ud til en cubansk familie, hvor vi skulle lave mad. Da vi ankom, blev vi bænket om et bord. De spurgte, om vi ville spille Domino. Jeg må have set helt desorienteret ud, for værtinden skyndte sig at servere små retter og forklare, at Domino spillede man altid til fester på Cuba. Jeg har aldrig spillet Domino, og nu fortryder jeg, at det ikke var en fast bestanddel af aktiviteterne med børnene, da de var små. Brikkerne blev spredt rundt på bordet. Så er det, man strammer sig op og slår koldt vand i blodet. Gudskelov forklarede vores værtsfolk os reglerne. På spansk!!!!!!! Det var helt umuligt, men vi kom i gang og spillede på livet løs. Det var ret morsomt.

De serverede snacks var 2 forskellige slags grønne bananer. En i tynde skiver, der var blevet stegt i olie og en, hvor bananerne var skåret i tykke stykker, stegt lidt, taget op af olien, smashet, og igen stegt færdigt i olien. Den tredje snack var små kroketter, der skulle dyppes i honning. De var tilberedt af en rodfrugt, revet, og rørt op med 1 æg, salt og hvidløg. De hedder Malaga og er super gode.

Slut med Domino, tid til at vise vores kompetencer i køkkenet. Vi skulle kun snitte lidt salat og støde krydderier i en morter. Resten var præpareret. Jeg var blevet advaret om, at maden på Cuba ikke var en Michelin oplevelse. Hvert land har deres normer, råvarer, vaner etc., så det er altid med åbent sind, at jeg spiser i et nyt land. Du smager jo ikke det pågældendes lands rigtige mad på et femstjernet sted, kun lokalt. På Cuba gør de virkelig hvad de kan madmæssigt. Det er lidt op ad bakke, når vareudbuddet er begrænset. For det meste består måltiderne af sorte bønner, ris, samt kød af en eller art. De sorte bønner blev kogt og til sidst smagt til med lidt chili, kunne ikke smages, hvidløg, salt og peber. Svinekødet havde ligget hele dagen i en marinade af citronsaft, salt, peber og lidt olie. Det havde kogt i 4 timer og var mørt som, hvis det havde været pulled pork. Det var usædvanligt godt. Alt bliver serveret samtidig. Flan til dessert, karamelbudding som i Spanien.

Snakken gik, men ikke om mad, mere om den politiske situation i landet, om hvordan de levede og hvilke ønsker og håb de havde for fremtiden. Det var en lærerig aften på alle måder. Tak til hele den søde familie.

Foto: Darius

Dag 4 – Chokolade

Sidste dag i Havana. Samtlige museer var lukkede. Enten p.g.a. ombygning, rengøring eller andre grunde, der ikke var helt tydelige. Ja, så er det ellers bare at komme rundt og opleve den anden del af byen. Der er utallige ”Plazaer” i Havana. Eftersom byen ligger ved vandet, har den været præget af fiskeri, handel og været et forsvarsværk. Castillo de La Real Fuerza er fra 1582. Lige ved siden af ligger Plaza de Armas, der er blevet brugt som militær eksercerplads. Carlos Manuel de Céspedes, 1819-1974, står foran Palacio de los Capitanes Generales. Han var revolutionshelt og er afbilledet på CUC pengesedlerne, den lokale valuta. Langs havnefronten har man i en kæmpe industribygning etableret et slags kunstnerkooperativ, hvor kunstnere og småhandlende har deres forretninger. Et nyt tiltag fra bystyret for at være med på beatet og hjælpe kunstnerne. Plaza Viaje og området rundt om den, er komplet istandsat. De smukke gamle bygninger er blevet renoverede. Restauranter og musikcaféer ligger side om side og der er et leben uden lige. Så en cigarforretning for første gang.

Det er en stor kontrast i forhold til de områder vi har trawlet igennem de sidste to dage. Jeg fandt et museum der var åbent, et chokolade museum. Ganske vist ikke ret stort, men med plancher på væggene, samt gamle kopper og kander i glasmontrer. Man kan købe varm og kold chokolade. Mandag var der ingen varm chokolade, kun kold, og eftersom der heller ikke var noget mælk, men pulver, blev det en spændende oplevelse. Der har været chokolade produktion på Cuba siden det syttendeårhundrede. Der findes faktisk mange rigtig gode restauranter i Havana, så man kan sagtens spise lækkert. Jeg fik da både grøn salat og lakse tartar. Bimse fik Ropa Vieja, en typisk Cubansk sammenkogt ret. Lidt a la den vi fik hos familien, hvor vi lavede mad. I morgen flytter vi igen teltpælene.

Foto: Daniel Seßler

Dag 5 – Grotter & Cigar

Det var dejligt at komme ud af Havana. Ikke fordi der er megen trafik, men murbrokkerne og skidtet er forstemmende. Jeg håber virkelig, at der snart kunne komme forbedrede forhold til disse positive og skønne mennesker. Uhh, 7 timer i bil, med veje hullede som en danboost, men når man først er nået frem til Viñales, er det hele turen værd. Viñalesdalen er på UNESCO´s liste over bevaringsværdige områder. Stedet er frodigt og smukt. Sikke en udsigt, aldeles betagende. Midt i dalen finder man en malet mur, der er 120 meter høj og 180 meter bred. Den blev etableret fra 1960-64 og forestiller menneskets udvikling. Maleriet blev udført af lokale bønder under ledelse af Leovigildo González. Imponerende. Tænk på at hele bjergsiden først skulle ryddes. I det område er der nogle spektakulære grotter. Det var Cueva del Indio, som stod for skud. Man går ind igennem en 300 meter lang gang og der er stalagmitter og stalaktitter, så langt øjet rækker. Inde i grotten sejlede vi rundt i en motorbåd. Fed oplevelse.

Noget ganske uforudset blev et dropinn på en cigarplantage og det var ikke en forretning. Nå, tænkte jeg, endelig skal jeg se cigarer bliver rullet på inderlåret af en smuk, frodig cubaner! Ligesom i Bizet`s Carmen. Men nej. Min skuffelse var stor, da vi blev bænket på hver sin side af et bord og et velvoksent mandfolk af en cubaner, smilede venligt. Han demonstrerede den ædle kunst udi i cigarrulning. På et spækbræt! Det tog 25 sekunder. Ak, nogle gange kan drømme blive til virkelighed, men ikke i Viñales.

Dag 6 – Cienfuegos

Velankommet til Cienfuegos. En yndig by, med historie.
Stadigvæk undrer det mig, at gader og forretninger giver indtryk af, at butikkerne bugner af varer. Det gør nogle af dem også, måske ikke ligefrem bugner, men KUN hvor man kan købe på et kreditkort, der er kompatibelt til udenlandsk valuta! Ja, jeg siger ikke noget.

Cienfuegos blev etableret i 1819 af 40 familier. I dag er der stadigvæk skønne bygninger fra perioden. De fleste er stærkt ramponerede, mens andre oser af fordoms storhed.

De brede gader eller skal vi ikke hellere sige boulevarder, er med til at give byen et pompøst udtryk. Midt på torvet i byen ligger alle seværdighederne. Kirken, Catedral de la Purisima, det lokale museum, Museo Provencial og en flot statue af José Marti, landsfaderen, som står i et, for stedet, stort anlæg. Desuden er der Teatro Tomás Terry, bygget i 1889. Et teater der vil være enhver by værdig. Det er da også tydeligt, at ambitionerne for underholdningen i byen ikke har manglet. Mange af tidens største kunstnere fra 1920’erne optrådte her. Personligheder som mange af os tænker på med ærefrygt. Enrico Caruso, Sarah Bernhardt og mange flere. Ufatteligt at kunstnerne allerede dengang rejste rundt på tournéer.

Det er en stor og flad by, det ses tydeligt, når man stiger op i tårnet i Palacio Perrer. Et henrivende hus, færdigt istandsat i 2019. Der er store industriområder, boliger etc., en blandet landhandel. Når man har været hele vejen rundt, er det på tide med en forfriskning på Palatino, en gammel lokal bar med mahogni interiør. Flot. Solen er ved at gå ned og en ny dag i Cienfuegos venter i morgen.

Dag 7 – 22.000 skridt

Morgenmaden på Cuba starter altid med en tallerken frisk frugt. Ananas, papaya og guava. Ristet brød, lidt smør, ost, noget dåseskinke, marmelade, æg på en eller anden maner, alt afhængig, hvad man har kunnet få, hører med. Ikke overdådigt, men helt ærligt, hvad behøver man mere. Godt rustet til dagens eventyr, kørte vi ud til en lille båd, der skulle sejle os til Castillo de Jagua. De sidste dage har det blæst ret meget, i dag var der ikke en vind der rørte sig. Virkeligt heldigt. Små lokale fiskerbåde var ude og fange fisk og vi sejlede forbi deres huse.

Cienfuegos bugten har været et yndet sted for sørøvere i flere generationer. De havde frit lejde i den rolige bugt, der ikke kunne ligger bedre, rent strategisk. Det lurede spanierne og satte en stopper for. De byggede et fort og fra 1745 kunne ingen slippe igennem nåleøjet. Når man står oppe i tårnet, kan man se, at end ikke en måge kunne flyve uset ind i bugten. Der er et lille museum og fin information. Med solen skinnende, bjergene i baggrunden og pelikanerne der baskede forbi, kunne det ikke blive smukkere.

Jeg havde besluttet, at i dag skulle jeg nå Museo Provencial. Et lokalt museum, der ligger på torvet. Det er lidt af en blandet landhandel. Bygningen er flot med en kæmpe marmortrappe op til første sal, men det er ikke til at finde en rød tråd i, hvad museet ønsker at vise publikum. Hele første sal er et sammensurium af moderne kunst. Sjov oplevelse. Vi spadserede hele vejen ud til spidsen af byen, Punta Gorda. Fantastisk udsigt og hele turen værd. Det hjalp på trætheden med en lille forfriskning på det mondæne Palacio del Valle. Oprindeligt bygget som morgengave til bygherrens hustru. Whauu. Det er udsøgt smukt. I dag er det hotel. Man kan sidde på tagterrassen og nyde udsigten, inden solen går ned. Vi sover godt i nat efter at have gået 22.000 skridt.

Foto: Daniel Seßler

Dag 8 – Trinidad

Trinidad. Bare man siger navnet fornemmes den eksotiske, caribiske stemning. Der er noget ganske særligt over byen. Husene er ekstraordinært flotte og en del af dem er sat i stand. Det er første gang jeg ser, at forretningerne faktisk har mange forskellige varer på hylderne. Her er også mange restauranter og jeg spiste en sandwich til frokost, der var enhver international café værdig.

Trinidad ser lige nøjagtigt ud, som jeg havde forestillet mig en typisk by fra kolonitiden. Bymidten er endnu et af Cubas steder, der er på UNESCOs liste over bevaringsværdige byer/steder. Husene er fra 17-og 1800 tallet og gaderne, ”benbrækkergader”, ja, de er et kapitel for sig selv. Ingen har i flere århundreder rørt ved dem. Det gælder om at holde koncentrationen, når man bevæger sig ud på brostenene for at se på byen og besøge de mange museer.

I dag blev det første visit på Museo de la Arquitectura Colonial. De har sat plancher og genstande op i kronologisk rækkefølge, så man kan se udviklingen på værktøj, dørhammere, lofter, vinduer etc., i de sidste 300 år og mere. Det er overskueligt. Selve huset var privat beboelse fra 1738. Eget af en plantageejer. Det er nemt at komme omkring, for næsten alle museerne ligger rundt over Plaza Mayor.

Mine øjne faldt på et overdådigt stort hus, det var Museo Romantico. Åbenbart har det et af Cubas bedste samlinger. Der er møbler, glas, porcelæn, vaser, kakler, møbler, alt er blevet importeret fra Europa. Det er overdådigt, svulstigt, men fantastisk. Det er et typisk tidsbillede af tiden, og står intakt som et helt hjem. Man skal ikke begynde at tænke for meget på, hvordan pengene er blevet tjent. Jeg prøver at se det som et stykke kulturhistorie, der har været og som aldrig skal gentage sig. Ude på torvet strømmer den glade rytmiske musik mig i møde, et par cubanere smiler til mig og jeg går videre. Sætter mig på en fortovsbar, bestiller en kold lokal øl og lader tankerne danse.

Dag 9 – Slaverne

Resten af Trinidads seværdigheder må vente til i eftermiddag, for jeg skal ikke gå glip af landskabet bare få kilometer udenfor byen. Det skulle være helt bedårende. Det viser det sig også at være sandt. Første stop er Valle de los Ingenios, endnu et UNESCO spot på Cuba. Her får du virkelig en idé om, hvor store områder der har været dyrket sukkerrør på. Nu er der ikke mange sukkerrørsmarker tilbage, i stedet er der palmer.

Vi kørte videre til Hacienda Manaca Iznaga. En kæmpe farm, hvor der boede 350 slaver. Der er et 45 meter højt tårn, det højeste i sin tid, der ringede når arbejdsdagen begyndte og sluttede. Eller hvis nogen havde formastet sig til at flygte. Jeg spurgte chaufføren om, hvad han tænkte om den tid. Svaret var: Ingen taler om det. Det er der ingen grund til. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg sagde heller ikke noget. Det er åbenbart fortid for cubanerne, måske! som så meget andet. Vi besøgte derefter et par andre flotte steder, samt et kendt keramikværksted.

Vel tilbage i byen, skal de sidste museer udforskes. Museo de La Lucha contra Bandidos, fortæller om den blodige revolutionære kamp, der fandt sted, hvor Castro bekæmpede antirevolutionære folk, der gemte sig i Escambray-bjergene, dem vi tidligere så i dag. Der er mange sort/hvide fotos og forklaringer på revolutionens start, kamp og etablering i landet. Jeg fik myrekryb, da der holdt en lastbil og lå en speedbåd med maskingeværer i gården. Det historiske museum er næsten det samme som ”bandidos” museet. Flere billeder fra revolutionen og nogle tegninger o.a. fra ”den unævnelige” periode. Nåede lige Iglesia de la Santisima Trinidad. Den er flot og på Cuba tænder man stadigvæk levende lys i kirkerne. I øvrigt skulle den have Cubas største kirkerum. Al den kultur gør en sulten og ikke mindst tørstig. Tid til en drink i Trinidad. Det bliver nok den sidste.

Dag 10 – Jungleoverlevelsestur & Bæverrotte

Vi skal en tur ud i det blå, sagde min morfar altid, når han tog min mor og mig med ud på en ukendt udflugt. Sådan var det i dag. Vi var ikke helt klar over hvor vi skulle hen, men nogle gange er det skønt at blive overrasket. Læs: jeg ville ikke indrømme, at jeg ikke helt forstod, hvad der blev sagt! Cubas landskab er smukt og varieret, så man kan roligt læne sig tilbage og lade billederne glide ind. Der er mange steder at stoppe op, miradores, hele tiden med nye motiver. Efter flere pauser var målet Topes de Callente. Stedet er udgangspunkt for hiking og andre udflugter og der er etableret en lille økologisk rancho med to værelser til overnatninger. Alt er recycled og lavet af naturting, i den udstrækning det kan lade sig gøre. Vi var på en herlig halsbrækkende jungleoverlevelsestur i halvanden time. Ned, ned, ned til en flod, der løb langs en klippe. Smukt med lianer der snor sig, høje træer og det er ikke mere udfordrende end en tur på Møns Klint.

Det var blevet tid til en sen frokost og der var to valgmuligheder: Pollo eller jutia. Jeg ved, at pollo er kylling, men anede ikke hvad jutia var. Jeg sagde selvfølgelig jutia. Altid sjovt at prøve noget nyt. Slog det op i ordbogen, det er caribisk bæverrotte. Nå ja, hvorfor ikke. Det var superlækkert og mørt. Smager lidt imellem okse- og svinekød. Dertil grovhakket kartoffelpuré, ris, stegte bananer og en kæmpe grønsalat. Så er man vist godt tanket op, parat til nye oplevelser. Det blev til et par stop mere, bl.a. Mirador del Hanabanilla, underskønt. Vi krydser øen og kører mod kysten på den anden side, alt imens cubanske rytmer strømmer ud af radioen og solen stråler fra en skyfri himmel. La vida es maravilliosa.

Foto: Privat

Dag 11 – Strand & Piña Colada

At slappe af på en strand i en uge, har aldrig været et af mine hofnumre, men et par dage er ganske skønt og tiltrængt. Cuba har nogle af de mest uspolerede og underskønne strande i verden og man ville være et skarn, hvis man ikke have besøgt en af dem. Fidel Castro har udtalt at Cayo Santa Maria er smukkere end Veradero. Nu har jeg aldrig været der og Castro skulle heller ikke havde været set hverken her eller der, men den 15 km lange strand i Cayo Santa Maria er vidunderlig smuk. Der er hundredvis af pelikaner, der elegant vipper op og ned på bølgerne. Der findes ca. 8 forskellige slags pelikaner, hvor den største af slagsen kan have et vingefang på op til tre meter. Pelikanen lever både i Australien, USA, Sydamerika og andre steder. Det er en relativ stor fugl, der besidder stor graciøsitet. Den flyver op i luften, for få sekunder senere at ramme vandoverfladen som et missil, for at fange en fisk.

Efter at have fået sand mellem tæerne og svømmet i strandkanten, er det tid til en drink af de kalorielette! Piña Colada. Vi har drukket en del af dem uden rom, det er meget populært her. Indrømmet, et par med den vederkvægende nationaldrik, er også røget ned. Det siges, at den oprindeligt blev serveret af en pirat, for at hans besætning kunne holde gejsten oppe. Den skulle have bestået af kokosnød, rom og ananas. Det var først i 1930, at der kom en opskrift i The Savoy Cocktail Book på ”este trago fenomenal”. Det er på tide at rykke teltpælene op og drage til næste og sidste destination på Cuba.

Foto: Privat

Dag 12 – Che

Che Ernesto Guevara. Når man siger navnet, kommer hans billede uvilkårligt op på nethinden. Han har været det største revolutionsidol verden over, for den venstreorienterede ungdom igennem generationer. I dag kørte vi til Santa Clara, hvor hans mausoleum og museum er blevet etableret. Det skulle ses. Che, 1928-1967, blev skudt i La Higuera, Bolivia, hvor han prøvede at mobilisere bønderne til revolution. De var ikke interesseret og angav ham til CIA. Hans lig blev begravet ved en flyveplads og blev fundet efter 30 år. Hans jordiske rester blev transporteret til Santa Clara, som havde været en stor sejr for Che, da de revolutionære på 12 timer forviste Batista fra området.

Mausoleum og museum ligger i samme betonbunker under hans statue og den lokale revolutionsplads. Man må desværre ikke tage billeder, både telefon og bæltetasker skulle afleveres. Mausoleet er et næsten jungleagtigt eksotisk rum, hvor Ches mindeplade hænger sammen med de 36 kampfælders plader, der blev skudt samtidigt med ham. En dame viste os rummet og vi stod målløse i 1 minut og kiggede på bambusvæggene og palmerne forenden, hvor en flamme brændte i en smuk trekantet marmorbeholder.

Museet var en anden dør, man skulle ind ad. Det første rum var med billeder af ham som barn med familien. Han voksede op i en venstreorienteret middelklassefamilie i Argentina. Han blev færdiguddannet som læge i 1953 og derefter tog hans revolutionære løbebane fat. På motorcykel udforskede han flere lande og kom i kontakt med Castro. Che blev hurtigt indrulleret i toppen af organisationen. Han var frygtløs og dristig som Castro har udtalt. Han havde astma og nærmest overdrev sin afstandstagen fra det, ved at udfordre sig selv til det yderste. Der er snesevis af billeder af en storsmilende og charmerende Che, men tag ikke fejl af, at han dræbte massevis af mennesker, der stod i vejen for revolutionens hellige optændte flamme. En del af hans håndvåben ligger i montrerne sammen med hans tøj.

Jeg spurgte om, hvorfor han hedder Che og svaret var, at i Argentina siger de Che som en kærlig hilsen til en, som vi siger ven, skat eller andet. Det blev så hans navn. Det blev en lang og spændende dag. Jeg ville have fortrudt, hvis jeg ikke havde været der. Det er en del af vores forståelse af verden.

Dag 13 – Lidt mere historie

Lidt Cubansk historie er altid godt at catche op på. Altså meget kort fortalt, med fare for et par fodfejl. De første mennesker, der ankom til øen for ca. 5000 år siden var Guanahatabey jægerne. I de næste 3500 år kom flere forskellige folk til og i 1492 kom Christoffer Columbus til øen, men kun i en kort periode, for det var faktisk Diego Velázques der i 1509 erobrede Cuba. Spanierne hærgede øen og den første lille by blev placeret i Baracoa i 1512. 1519 var hele landet erobret. I 1762 besatte englænderne Havana i et års tid. Cubas første tog kørte i 1837. Slaveriet ophørte i 1886.

Cuba bliver ratificeret og får sin første præsident i 1902. USA kommer i 1903 til at kontrollere Guantánamo og USA’s militær invaderer Cuba i 1906. Gerardo Machado bliver præsident i 1924 og i hans anden periode fra 1929 bliver der diktatur. Fulgencio Batista leder et oprør i 1933 og Ramón Grau bliver ny præsident. Det slutter brat og i 1934 er det Carlos Mendiata på posten. I 1940 bliver Batista selv præsident og så skifter det ellers i 1944, Ramón Grau er genindsat og i 1952 er Batista igen på banen med et militærkup.

Fidel Castro viser tænder sammen med sine kumpaner, men en gryende revolution bliver stoppet. I 1956 går det løs. Castro og 82 medrevolutionære går i land fra den berømte yacht GRANMA, for at styrte Batista. 1959 er året, hvor revolutionen bliver vundet. I 1961står det berømte slag i Svinebugten, hvor amerikanerne angriber Castros revolutionsgarde og bliver slået tilbage. 1962 bliver skelsættende, Rusland og USA står overfor en atomvåbenkrise, hvor Cuba får atomvåben i landet. Det Cubanske Kommunistparti bliver en realitet og Che Guevara dør i 1967.

Foto: Spencer Everett

I 1980 bliver grænsen åbnet og ca 130.000 cubanere rejser ud af landet. Siden da har der været skiftende vinde og i dag er Miguel Diaz-Canel, 1960-, præsident nr. 19 i Cubas historie. Han har igennem 20 år gjort sig bemærket i partiet. Han har tidligere bl.a. været minister for videregående uddannelser og blev i 2021 leder for det Kommunistiske parti. Hvordan fremtiden vil forme sig for Cuba, er svært at spå om. De har siden Covid haft nogle økonomisk vanskelige år. Især taget i betragtning, at en af de primære indtægter for landet er turisme. Vi må se. Det er altid mere spændende at følge et lands udvikling, når man har været der.

Dag 14 – Frevert takker af for denne gang

Cuba er et sammensat land. Befolkningen klarer sig rimeligt i forhold til, hvad der kan være af forhindringer. Jeg kan ikke helt forstå, at de er i stand til at fremtrylle alle de mange retter, de har på deres menukort, når de har vanskeligt ved at få varerne. Nogle gange ser man da også noget ”magi”. Vi bestilte f.eks. en pizza med skinke og ost. No problema, men osten var gedeost og der var en lille stribe skinke på. Bunden havde aldrig set et pizzaovn, men den smagte skønt og så forrygende ud. Bedre var maden, da vi kom ud til kysterne. Det skal siges, at man sagtens kan få stjernemad i byerne, hvis du betaler for det. Det er MEGET dyrt. Siger jeg som dansker.

Der kommer forhåbentlig en opblødning på forholdene på Cuba. Cubanerne bør virkelig have en tilværelse lige så lys og positiv, som den mentalitet de har. Sjældent har jeg på en rejse mødt så mange søde, charmerende og hjælpsomme mennesker. Der er ingen sure miner, ingen snyder, det kan godt være, men jeg opdagede det aldrig. Folk er generelt meget ærlige. Vejret er skønt hele året. Cubanerne fortjener virkelig at komme ordentligt på fode. Det har været forrygende at opleve noget helt andet end forventet. Gracias Cuba por una experiencia maravilliosa.