Frederiksborg Slot: C. A. Jensen

Elsket og udskældt

Den glemte portrætmaler

✮✮✮✮✮✮

‘ ……. tænk, at denne fantastiske maler har fået lov til at samle støv i mere end 150 år …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Christian Albrecht Jensen (1792-1870). Hos de fleste er der ingen klokke der ringer, når hans navn bliver nævnt. Det er forståeligt, for han blev simpelthen skrevet ud af kunsthistorien. Til trods for at han var en datidens mest populære og produktive malere. Når man ser hans malerier, bliver man betaget af hans detaljerigdom og farvevalg. Nok var han samtidig med en anden stor guldaldermaler, Christoffer Wilhelm Eckersberg, men Jensen havde helt sin egen stil.

C.A. Jensen blev født i Sydslesvig og havde hele livet en stærk binding til sin hjemegn. Han giftede sig i 1823 med Catharina Lorenzen, fra samme område. Hun var en gæv og særdeles smuk kvinde. Hun stod brask og bram ved sin mands side i alle årene, også da det begyndte at gå galt for ham. Kort efter flyttede parret til København. I årene 1825-1840 var Jensen den mest benyttede portrætmaler i Danmark.

Højen giver hug

Allerede efter nogle år blev han kritiseret for sin stil. I 1828 fik han det første hug af kunstkritiker Højen, der på sigt skulle blive hans banemand. Højen var tidens mest frygtede og dominerende kunstkritiker og havde stor indflydelse i kunstmiljøet i København. Højen havde formået at møve sig ind mange af de steder, hvor selvfølgelig både Jensen og andre fremtrædende malere kom. Kunstforeningen havde Højen været med til at oprette og han var undervisende professor i kunsthistorie på Kunstakademiet.

Højen kritiserede Jensens ”urene farvebrug, brugen af monotone skygger og mangelfuldt modellerede former”. Når man ser Jensens billeder i dag, virker det som rent nonsens. Tværtimod står hans billeder knivskarpe. At han ikke var så ”velfriseret” i sit udtryk, gør ham kun endnu bedre, for du får indtryk af, at du kender personerne på malerierne, de er menneskelige og må have set nøjagtigt ud som de er malet. Håret stritter nogle gange lidt op eller ud til siderne, skægstubbe står tydeligt frem osv. Han var i stand til at fange det helt særegne og personlige hos de mennesker han malede.

Man forbavses også over hvor ærlig han nogle gange er i sine gengivelser af personen bag portrættet. Det må i nogen tilfælde have været hårdt for den portrætterede at sluge. Til gengæld giver det et nuanceret billede af tidens borgerskab, politikere og kongelige. Selvom Jensen også malede politikere, var han på ingen måde en politisk maler. Han malede blot, hvad han så og følte, og selvfølgelig fik betaling for. Han besad en utrolig indlevelsesevne.

Catharina og Jensen fik ni børn. Økonomien var stram med den børneflok. Højen holdt sig ikke tilbage med sin kritik af Jensens portrætter, den blev mere og mere massiv. Han mente at hans billeder vendte sig mod verden i stedet for kun at dreje sig om danskheden. På det tidspunkt var nationalfølelsen i højsædet og hvis man viste sig at være en smule kosmopolitisk, var det formasteligt!

Eckersberg er in

Eckersberg blev fremhævet som den perfekte nationalmaler med de glatte og polerede motiver. Hos Jensen kunne man se penselstrøgene og Højen anså det for sjusk. Man kan spekulere på, hvad der i virkeligheden lå under hans hadske kritik af Jensen. Han rejste til London og havde nogle udstillinger og igennem en firårig periode malede han portrætter i Rusland. Det faldt også Højen for brystet, han mente Jensen burde være blevet herhjemme.

Hans portrætter blev populære, fordi hans stil var både malerisk, følsom og livlig, og han havde et fabelagtigt talent for at fange både personlighed og det menneskelige hos dem han portrætterede. Til sidst fik Højen skovlen under Jensen og han blev mindre og mindre efterspurgt. Det betød i sidste ende, at han blev frosset ud og helt stoppede med at male. Han malede sit sidste portræt 1858.

Stoppede med at male

Ingen ved helt hvad han foretog sig i sine sidste år, bortset fra at han arbejdede i Den Kongelige Kobberstiksamling som medhjælper. Han var også i en periode tilbage på Frederiksborg slot. Christian 8. havde været Jensens mæcen og han havde leveret mange bestillingsarbejder til slottet. Året inden Kongen dør i 1847, har han besluttet at Jensen ikke længere skulle male til Frederiksborg Slot, men i stedet kopiere gamle udenlandske malere. Det med at kopiere tog man ikke så tungt på det tidspunkt og da Jensen altid var i pengenød, tog han alt hvad han kunne få. Takket være hans tætte forhold til stedet har kunstsamlingen mere end 100 værker af A. C. Jensen.

Når vi i dag ser Jensens portrætmalerier, er det helt og aldeles uforståeligt, at han blev lagt for had. Hans indlevelsesevne og følsomhed, afspejler sig i hans portrætter. Han havde siden sin tidligste ungdom haft en interesse i portrætter og han specialiserede sig i portrætmaleriet, der i 1800-tallet næsten blev allemandseje. Borgerskabet havde råd til at få malet små portrætter, som signalerede status og at man var med på noderne. Udstillingen starter i kronologisk rækkefølge, med hans tidligste værker og der er også fire temarum, hvor bl.a. hans malestil bliver sat under lup.

En udstilling på FREDERIKSBORG der støver af og giver plads

Hvor er det dejligt at Frederiksborg Slot sætter en udstilling op som denne. Tænk, at denne fantastiske maler har fået lov til at samle støv i mere end 150 år. Der er udgivet en overdådig smuk bog i forbindelse med udstillingen, som giver Jensen den cadeau, som han fortjener. Formatet er så stort, at du kan se alle penselstrøg og detaljer. En eminent maler har endelig fået sin plads i historien.