HAVEBOG: I gang med spiselige bede
Skab dit eget paradis med flerårige planter
✮✮✮✮✮
‘ ……. Med denne bog er du klædt godt på til at skabe dine egne bede …..’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Kristine Cazalis Fenger er selvlært plantemager og blomsterbonde. Oprindeligt er hun uddannet filosof med speciale i miljøetik og naturhaver. Kristine er selvstændig og driver virksomheden Blomst og Bønne. Hun er meget metodisk og intet er overladt til tilfældighederne, hvad hendes bog tydeligt viser.
Bogen om spiselige bede indeholder et væld af smukke billeder. De fungerer ikke alene som illustrationer, men viser samtidig planternes skønhed. Forfatteren kalder den en håndbog, men den er mere end det. Den giver klare dessiner på, hvordan du opbygger din egen spiselige have. Det er set tidligere og kan gøres på mange forskellige måder, men det nye her er inddelingen af bedene.
Jeg har i årenes løb haft mange bede og en køkkenhave og det er ikke altid lige nemt, må jeg tilstå. Ofte sætter man ambitionsniveauet for højt når man starter, og vil anlægge det hele med det samme. Begynd hellere i en mindre skala. Som forfatteren foreslår, start med et Universalbed. Her er bedet 120 cm x 250 cm, den størrelse de fleste af forfatterens bede har, og indeholder planter, der er meget anvendelige og kan bruges til flere ting, bl.a. salater, kolde og varme og en del af planterne har spiselige blomster og blade. Desværre er der mange der ikke er helt trygge ved at spise blomster og det er ærgerligt, for faktisk har de alle fantastiske smage. Hvis man for eksempel dyrker nogle af de planter, som er omtalt her, kan man snildt servere dem for gæster, der måske ikke har fidus til at spise blomster. De vil blive positivt overraskede.
Kristine deler sin haveglæde og begejstring med læseren og ønsker, at vi skal se haven som en del af vores eksistens og opleve glæden ved selv at kunne frembringe afgrøder vi kan spise. Det er ikke alle der har en have, men de fleste har mulighed for at nyde naturen ikke langt fra deres bopæl. Hvis man er så heldig at kunne komme til et ‘plukselv’ sted, kan man opleve fornøjelsen ved et ”høstudbytte”. Et par krydderurter i køkkenet er heller ikke en dårlig idé.
Må vi bede om et bed?
Forfatteren har kreeret 13 bede som er et strålende udgangspunkt til inspiration af spiselige, flerårige bede. Der er anvisninger til bedenes placeringer i haven, jordtyper, kompost, plantetidspunkt og meget mere. Intet er overladt til tilfældighederne. Der er detaljerede beskrivelser af de enkelte processer, så du ikke går galt i byen.
Der er et bed der opfylder næsten alles behov og smag. Bedenes indhold starter med et Børnebed. Det er super godt tænkt. Børn synes det er spændende selv at kunne plukke det de spiser og jeg har oplevet at mine egne børn har spist noget fra haven, som de ellers aldrig ville spise. Her er det som sagt et helt bed og det kan måske begrænse pelsning af de andre bede, når nu barnet har sit eget. Det giver også på sigt barnet et tættere forhold til naturen.
Tebedet er en anden god idé. Her kan du eksperimentere med alle mulige forskellige smage. Bagerst i bogen er der anvisninger på tørring af urter.
Salatbedet er et must i enhver have. Frisk salat på brødet og til den daglige salat.
Det lille, vilde bed er mindre i størrelse, 80 cm x 120 cm, end de andre bede og indeholde planter, der vokser vildt i Danmark. Det tiltrækker mange insekter og er farvestrålende. Her er du helt tæt på naturen.
Grøntsagsbedet er noget af det bedste der findes. Dette er flerårigt og nemt at passe. Der er f.eks. bladfennikel, spinatsyre, flerårig broccoli. Friske grøntsager er noget ganske særligt.
I Krydderurtebedet har forfatteren valgt de mest gængse krydderurter. De kan alle tørres. Også det er et lille bed. Krydderurter er taknemmelige og vokser hurtigt.
Et bærbed er skønt at have. Du kan plukke i hverdagen og sylte et par glas til vinteren. Dette bed er større end de andre120cm x 400 cm, men det passer sig selv. Her er valgt solbær, stikkelsbær, skovjordbær, jostabær, ribs og blåfrugtet gedeblad.
Det spiselige blomsterbed har den størrelse forfatteren benytter mest. Her er hornviol, hosta, lavendel, løvefod, martsviol med flere. Det er smart at samle de blomster man skal spise, noget jeg aldrig selv har tænkt på. Jeg har haft mine rundt omkring i almindelige bede.
Cirkelbedet er en anden måde at udnytte jorden på. De bliver simpelthen anlagt rundt om træerne og indeholder nogle af de samme planter som er i de tidligere nævnte bede.
Et helbredende bed består af planter der har været kendt i århundreder. Citronmelisse, lavendel, pebermynte, lægebaldrian og andre. Du kan lave en dejlig velduftende kropsolie med lavendler.
I alle haver er der et hjørne der ligger i skygge og derfor er et decideret Skyggebed hensigtsmæssigt. Du kan plante purløg, sibirisk vinterportulak, kulsukker etc. Alle spiselige planter, der vokser godt i skygge.
Det sidste bed er Lakridsbedet. Alle planter har en smag af lakrids, anis eller noget lignende. De kan bruges til sauce, saft, forårssalat og urtete.
Planlægning og fakta
Alle afsnit har en bedplan så du tydeligt kan se, hvordan det er mest hensigtsmæssigt at sætte planterne, samt størrelsen på bedet. Der er en planteliste og en planteoversigt. Der kan man se hvor høje planterne bliver, hvilke dele af planten der kan spises, hvornår der kan høstes, anvendelse, planteafstand og hvad der ellers kan være praktisk at vide.
Med denne bog er du klædt godt på til at skabe dine egne bede og huske at starte med et bed ad gangen. Du vil få usigelig megen glæde ud af dem, både hvad indhold angår, men også hele den rekreative virkning havearbejdet vil have.
HAVEBOG: I gang med spiselige bede. Forfatter: Kristine Cazalis Fenger. Fotos: Simon Gabriel Cazalis og Kristine Cazalis Fenger. Udgivet på forlaget Muusmann.
HAVEBOG: I gang med spiselige bede – se mere her
HAVEBOG: I gang med spiselige bede er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm