Statens Museum for Kunst: Surrealisme på papir

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' ……. en spændende og udfordrende udstilling, der opfordrer til, at man slipper normalitetens spændetrøje og tænker på nye måder …. '

– Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Legende surrealisme på papir

Kunstudstillinger, der beskæftiger sig med surrealisme, er absolut ikke hverdagskost – hverken herhjemme eller internationalt. Men de har trods alt fundet sted med års mellemrum.

 

I 2018 satte Gl Strand fokus på tre danske kvindelige surrealister fra 1930'erne: Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen og Elsa Thoresen (2018). Louisiana bød efterfølgende på den internationale udstilling Fantastiske kvinder (2022) – læs Hillestrøms anmeldelse her, og Arken præsenterede samme år en soloudstilling med Leonora Carrington – læs Hillestrøms anmeldelse her

 

Karakteristisk for disse udstillinger var, at hovedfokus var på malerier. Tegningerne var et supplement.

Tegningerne i centrum

Med udstillingen “Surrealisme på papir” vender Statens Museum For Kunst (SMK) valget af medium på hovedet, idet tegningerne er i fokus, mens malerierne er ikke eksisterende. Og det er der særdeles gode grunde til. For de surrealistiske kunstnere repræsenterede tegningen nemlig en umiddelbarhed og impulsivitet, hvilket det mere omstændelige maleri ikke var i stand til.

 

Udstillingen skal vise, hvordan surrealisterne brugte tegningen til at udforske deres kunstneriske projekt – og til at forstå sig selv, hinanden og deres samtid gennem legende eksperimenter og kollektive skabelsesprocesser.

 

Tilbageblik

Men lad os begynde med et historisk tilbageblik.

 

Efter 1. verdenskrigs uhyrligheder havde kunstnerne et behov for at starte på en frisk. En del af dem sluttede sig til den surrealistiske bevægelse, der opstod i Frankrig i 1920'erne. Disse kunstnere ønskede at revolutionere samfundet og sætte menneskets drifter og drømme fri. Midlet hertil var at udforske området mellem drømme og virkelighed. Naturligvis inspireret af psykoanalytikeren Sigmund Freud.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: SMK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tegninger som forarbejder

Tegninger har gennem kunsthistorien været et udbredt middel som forlæg til udsmykningsopgaver, malerier og skulpturer.

 

I bogen / kataloget til udstillingen vises et spændende eksempel på, hvordan Picasso benyttede forarbejder til hovedværket Guernica. Han udarbejdede indledningsvis tegning på tegning for at indkredse sine kunstneriske intentioner. Tegningerne, der blev udført i denne forbindelse, var dermed helt under kunstnerens kontrol.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Franciska Clausens “Collage med turbine” (1927) har også en underliggende erotik.

Her ses en mandlig og en kvindelig krukkeform samt en turbine. SMK.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Automattegninger

Inden for surrealismen skulle kunstnerne derimod slippe kontrollen over deres tegninger. Derfor udførte man de såkaldte automattegninger. Det vil sige tegninger, hvor man lader blyanten tegne frit hen over papiret uden tanke for et særligt motiv. Hensigten var, at kunstnerne skulle slippe deres endeløse fantasi løs og komme i kontakt med underbevidstheden.

 

Med tiden udvikledes denne arbejdsproces. En tegning af André Masson (1896-1987) kan tjene som eksempel. Først udførte han den grundliggende automattegning. Siden fulgte en lavering, og endelig tilføjede han to små cirkler, som skabte en lighed med et hovede set i profil eller en nøgen kvindefigur.

 

En sådan efterbearbejdning af en automattegning giver som regel en figuration, selv om kunstneren har tilstræbt at tilsidesætte bevidst intension. Eller har han? Mandlige kunstnere har en tendens til at inkludere tegn, der symboliserer kvindelige former.

 

Gruppearbejder

Automattegningerne suppleredes sidenhen med gruppearbejder, hvor tre til fire tegnere deltog ved skabelsen af hver tegning. Det skete efter princippet, at et stykke papir blev foldet eller dækket delvist til, så hver tegner kun kunne se en mindre del af den foregående tegners bidrag og derudfra udførte sin egen tegning.

 

Disse automattegninger udelukker idéen om et suverænt kunstnerisk ophav og tilskriver i stedet tegningen en instans, som ligger uden for tegnerens intentionelle kontrol. Det samme gælder collager, hvor kunstnerne bidrager med hver deres delelement uden at kende det endelige resultat.

 

Eksperimenterne bredte sig siden til en lang række grafiske teknikker. Surrealisterne benyttede fx fotogrammer, frottage og dekalkomani (billeder overføres til andre medier), hvor tilfældigheder styrer værkets udtryk. Collager brugte de til at samle brudstykker af tekst og billeder i drømmelignende kompositioner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: SMK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Automattegningens endeligt

Med tiden mistede surrealisterne dog interessen for automattegningerne. Alberto Giacomettis eneste automattegning fra 1943 viser, at heller ikke han havde fidus til tanken om tegning uden kunstnerisk fortsæt. Læs Lyksteds anmeldelse her

 

Giacometti lod blyanten bevæge sig hid og did, tilsyneladende uden at kunne finde ud – det vil sige uden at kunne finde en passende afslutning. Det er blevet til en tegning uden plot, fordi det er en tegning uden slutning. Og i netop den henseende ligner den måske alligevel en automattegning!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra venstre: André Masson, Skønheden og planten, 1942-43. Rita Kernn-Larsen, Rosenblomst, 1930-39. Sonja Ferlov Mancoba, Abstrakt komposition med antropomorf figur, (1930-1950) alle tilhører SMK. Foto: Niels Lyksted.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sexisme

Karakteristisk ved surrealismen er, at den lige fra begyndelsen har beskæftiget sig med seksualitet takket være inspiration fra psykoanalytikeren Sigmund Freud.

 

Surrealisterne ville skabe en ny, mindre fornuftsstyret verden med plads til fantasi og drømme, og heri indgik friere seksualitet som både mål og middel. Men tilsyneladende ikke for alle. Man har nemlig kunnet finde decideret kvindefjendske og homofobiske udtalelser fra gruppens leder, André Breton, og andre medlemmer af gruppen.

 

På den anden side har surrealismens udøvere uden for Paris valgt at gå i den modsatte retning: frigørelse af kvindelig og queer seksualitet.

Mændene

Da de mandlige surrealistiske kunstnere var i absolut overtal – det gælder også SMKs udstilling – var det mændenes udtryk, der kom til at dominere. Kvinden var for dem primært et objekt for deres begær og kærlighed.

 

Mændene tegnede erotiserede kropsdele som bryster og baller og køn, der end ikke behøvede at være tilkoblet et individ. På den måde handler deres billeder reelt mere om mændene selv end om kvinden!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Wilhelm Freddie, Surrealist Landscape with Butterfly, 1941, SMK – National Gallery of Denmark. Wilhelm Freddie / VISDA.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kvinderne

“Naturligvis var kvinderne vigtige – altså som muser. De var ikke kunstnere,” udtalte surrealistisk kunstner Roland Penrose i 1980.

 

Udsagnet til trods, formåede en gruppe kvindelige kunstnere alligevel at markere sig i gruppen. Endda markant. De færreste i dag kender Roland Penrose. Langt flere kender formentlig hans “muse” og ægtefælle Lee Miller.

 

Miller er ganske vist ikke med på udstillingen, men det er til gengæld tre danske kvinder: Rita Kernn-Larsen, Sonja Ferlov Mancoba og Franciska Clausen (takket være SMK) samt en håndfuld kvinder fra andre lande.

Forskelle og ligheder

Den svenske billedkunstner Greta Knutson (1899-1983) trækker på mødet mellem det maskuline og det feminine i “Landskab” (1948). Her læner stærke, mørke træer sig mod lysere mere feminint svungne træer.

 

Franciska Clausens “Collage med turbine” (1927) har også en underliggende erotik. Her ses en mandlig og en kvindelig krukkeform samt en turbine. Billedet skal illustrere det seksuelle møde. Den kvindelige form har dog også et stort ’vindue’, der vender ud og væk fra det erotiske møde, og antyder hermed, at der er andet og mere i verden for hende end dette.

 

Der er altså en markant forskel på de mandlige og kvindelige kunstneres opfattelse af seksualitet, selv om de også havde noget til fælles. De var legende, nysgerrige og provokerende, og med deres fokus på køn og seksualitet var de med til at starte en samtale, som fortsætter den dag i dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra venstre, Francis Picabia, Fire figurer og en fisk, 1927-32, og Man Ray, Portræt of Tristan Tzara under oplæsning af et lydligt i Zürich, 1916. Begge tilhører SMK. Foto: Niels Lyksted.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udstilling og bog

Det er enestående, at vi nu har mulighed for at revurdere, hvad der rørte sig i den surreale bevægelse for omkring hundrede år siden. At det kan lade sig gøre, skyldes udlån fra Centre Pompidou, der har stillet 75 af museets bedste surreale tegninger til rådighed. Disse er suppleret med lån fra private samlinger i ind- og udland samt værker fra SMK.

 

Når værkerne sjældent udstilles, skyldes det, at surrealisterne ikke skabte deres værker med henblik på evigheden. De blev nemlig skabt på billigt papir med ringe holdbarhed. Kunsten skulle være og virke her og nu, og en del af værkerne blev slet ikke set som “kunst”.

 

Et væsentligt supplement til udstillingen er en oplysende og interessant bog, hvor fire forskere kaster nyt lys over surrealisternes tegnekunst samt belyser emner, som er væsentlige i den aktuelle diskussion om surrealismen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rita Kernn-Larsen, Rosenblomst, 1930-39. SMK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Krav til publikum

Det stiller særlige krav til beskuerne af surrealistisk kunst, da værkerne ofte kan forekomme bizarre og mystiske. Men det er netop kunstnernes hensigt. Værkerne skal ikke give en fuldendt fortælling. Beskuerne skal aktivt forsøge at afkode værkerne, som havde det været en af deres egne drømme. Derfor er det vigtigt at have en god fantasi, når man betragter værkerne.

Relevans i dag

Når surrealismen er relevant for os i dag, skyldes det i høj grad de konstante informationsstrømme og ikke mindst de sociale medier, der skaber en oplevelse af det surreelle i hverdagen, hvor grænsen mellem sandhed og illusion er blevet sløret.

 

Takket være kunstig intelligens er det i dag muligt at skabe et verdensbillede, der er så fjernt fra den reelle verden, som tænkes kan. Gang på gang undres man. Kan det virkeligt være sandt? Og oftere og oftere må vi konstatere, at det, vi præsenteres for, er det rene opspind.

 

Forhåbentlig kan den surrealistiske kunst bidrage til, at vi forholder os kritisk, kreativt og mere fabulerende til den uoverskuelige virkelighed, som presser sig på.

Kort sagt

En spændende og udfordrende udstilling, der opfordrer til, at man slipper normalitetens spændetrøje og tænker på nye måder. Det gælder ikke blot i kunstens verden, men også i vores egen.

 

 

 

 

 

 

 

Statens Museum for Kunst: Surrealisme på papir: Udstillingen vises frem til 11. januar 2026. Den ledsages af en bog med samme titel, der stiller skarpt på bevægelsens aktualitet i nutiden og dens forhold til køn, biologi, og natur. Strandberg Publishing står for udgivelsen, der rummer 176 sider. Vejledende pris 249 kr. Den fås også på engelsk. Bogen får også ✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

Statens Museum for Kunst: Surrealisme på papir – se mere her

 

 

 

 

 

Statens Museum for Kunst: Surrealisme på papir. Coverfoto: SMK byder velkommen til Surrealisme på papir. Foto: Niels Lyksted

 

 

 

 

 

 

 

Statens Museum for Kunst: Surrealisme på papir er en anmeldelse af  Niels Lyksted, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm