Litteraturkritik: Franciska Clausen – kvindelig avantgardekunstner i en mandsdomineret verden

 

 

 

 

Ny bog i serien om kunstens kvinder udgør en præcis biografi om en vigtig kunstner

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Omslaget på Jens Tang Kristensens bog om Franciska Clausen

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'Kunsthistorikeren Jens Tang Kristensen skærer direkte ind til benet i beskrivelsen af den i sin samtid grænseoverskridende og avantgardistiske kunstner Franciska Clausen'

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at Franciska Clausens kunstneriske virke i de seneste år er blevet beskrevet ganske massivt i udstillinger og bogform. I sidstnævnte tilfælde blandt andet faktisk i kraft af en roman fra 2022 af Agnete Braad.

 

I forbindelse med en omfattende udstilling på kunstmuseet ARoS i Aarhus for få år siden blev der udgivet et forskningsbaseret et flot, visuelt dominerende pragtværk af Inge Lise Mogensen Bech, og denne grundige og billedrige udgivelse kom til at spille en dobbeltrolle som både katalog til udstillingen parallelt med, at den står som nok nærmest den ultimative biografi om kunstneren.

 

I en serie om kunstens kvinder har kunsthistoriker og ph.d. Jens Tang Kristensen nu ikke desto mindre forfattet en beskeden og ganske sympatisk biografi om Franciska Clausen, og her er det teksten og fortællingen i ren form, der bærer konceptet. Jens Tang Kristensen går helt tydeligt efter den skarpe analyse af Franciska Clausens udfordringer i en mandsdomineret verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med ”Stigen” fra 1922 skaber Franciska Clausen et af sine første konstruktivistiske værker. Inspirationen er hentet direkte fra Lászlo Moholy-Nagys atelier i Berlin. Foto: SMK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I opposition til samtidens normer

Med henblik på at ramme de væsentlige nuancer i en kunstners liv, bør det være væsentligt at skabe en fortælling om, hvilket miljø et kunstnerliv udspringer af, og her er Tang Kristensen på mange måder på hjemmebane, da han er inspektør på kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa, som under Museum Sønderjylland varetager arven efter Franciska Clausen.

 

Læseren bliver naturligvis ledsaget gennem Clausens barndom i Aabenraa, som dengang var en del af Tyskland. Franciska Clausen blev født ved indgangen til Det 20. Århundrede i 1899 og levede frem til 1986, og derved har hun været aktiv som billedkunstner i 1900-tallet, hvor opbrud var et hævdvundet anliggende i kunsten.

 

Et centralt argument i bogen synes at være, at Clausen bevidst arbejdede i opposition til samtidens normer, og at netop dette bidrog til hendes vanskelige position i en dansk kunstverden. Tang Kristensen arbejder til daglig med hendes arkivmateriale gennem forskningen i Franciska Clausens samlinger. Det giver mulighed for at inddrage nyt kildemateriale eller nye erfaringer vedrørende kunstnerens liv og levned, hvilket sandsynligvis har givet næring til den aktuelle fortælling om kunstneren.

 

Denne beretning anskueliggør en kunstner, der er opvokset i et velhavende hjem, men som relativt hurtigt rejser udenlands, hvor hun skaber kontakter til store personligheder i først Berlin og siden hen Paris. Hun krydser dog på sin vej ud i Europa München, hvor hun i 1918 optages på ”dameakademiet”. Jeg behøver vel ikke at nævne, at officielle kunstuddannelser var forbeholdt det maskuline køn?

 

Tilbage i Danmark bliver hun i 1920 optaget på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor der i perioden var en del ballade som udkomme af en konflikt mellem elever og de ansatte i forbindelse med en omstridt professorrokade på Akademiet.

Elev hos Léger

Franciska rejste efter dette kortvarige ophold på Kunstakademiet tilbage til Tyskland, men denne gang til Berlin, som dengang tiltrak aktører fra alle kunstarter. Her traf hun den ungarske billedkunstner Lászlo Moholy-Nagy, som hun blev elev hos. Netværket i Berlin blev dog styrket, men i 1923 rejste Franciska Clausen hjem til Aabenraa, blot for kort tid efter, at rejse udenlands igen. Denne gang til Paris, hvor hun søgte ind på en skole, som blev ledet af den navnkundige, postkubistiske maler Fernand Léger.

 

Opholdet hos Léger udviklede sig på den private front, men det er tydeligt, at forbindelsen til ham inspirerede hende kraftigt, og i hendes motivkreds fandt man nu nye elementer, der blandt andet inkluderede maskindele, men disse værker udviklede sig over tid til rene geometrisk-abstrakte kompositioner.

 

Det kan være vanskeligt, at definere Franciska Clausen ud fra en entydig stilart i disse år, da hun på samme tid, som hun eksperimenterede voldsomt, udførte flere portrætværker. Tilbage i Danmark efter sine ophold i udlandet fik hun, hvad man kan kalde en marginal rolle på den nationale kunstscene.

 

Det kan virke mærkværdigt, at en kunstner, som indtil 1931 havde et vis indflydelse i de europæiske kredse nu nærmest blev underkendt og ignoreret herhjemme. Min egen tese omkring dette forhold kunne være, at man herhjemme så hende som en kunstner, der bevidst arbejdede imod sin samtid og derved blev marginaliseret i dansk kunstliv på grund af hendes avantgardistiske radikalitet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto fra Franciska Clausens første separatudstilling i Bingers Kunsthandel i januar 1932.

Foto: Fonden Franciska Clausens Samlinger. Museum Sønderjylland

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forsinket anerkendelse

Dette, samt den kendsgerning, at hun netop var vanskelig at placere i en stilistisk bås, kunne man forestille sig, forvirrede det akademiske parnas såvel som anmeldere, der ofte ikke lagde fingre imellem, når de analyserede Clausens værker. Jeg tror, det er indlysende, at det kunstneriske magtapparat dengang var mandsdomineret, og derfor imod en kunstner som Franciska Clausen.

 

Det er dog kunstnerens liv og stærke attituder, som Jens Tang Kristensen er mest interesseret i at skildre, og i 1960’erne syntes det, som Franciskas succes steg støt og hun begyndte at opnå en anerkendelse, der blev styrket, da den sønderjyske forfatter Gynther Hansen i samarbejde med kunsthistorikeren Troels Andersen skrev den første monografi om Franciska Clausen. Således fik hun trods alt en forsinket anerkendelse som avantgardistisk pioner.

 

Anerkendelsen bliver bekræftet i 1979, da Franciska Clausen modtager den livsvarige hædersydelse fra Statens Kunstfond. Hun dør i 1986 fire dage efter, at Statens Museum for Kunst har købt to af hendes hovedværker.

 

Alle disse forhold sætter Jens Tang Kristensen forbilledligt ord på i den aktuelle bog, hvori han skærer ind til benet i beskrivelsen af den for sin samtid grænseoverskridende og avantgardistiske kunstner Franciska Clausen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bogen ”Franciska Clausen” i serien ”Kunstens kvinder” er på 138 sider og udgivet på forlaget Frydenlund. Forfatteren Jens Tang Kristensen er ph.d. i kunsthistorie og museumsinspektør ved Museum Sønderjylland, der administrerer Fonden Franciska Clausens Samlinger.

 

 

 

 

Litteraturkritik: Franciska Clausen – kvindelig avantgardekunstner i en mandsdomineret verden – se mere her

 

 

 

 

 

Litteraturkritik: Franciska Clausen – kvindelig avantgardekunstner i en mandsdomineret verden. Coverfoto: Franciska Clausen: ”Grammofonpladen”, 1932. Fonden Franciska Clausens Samlinger. Museum Sønderjylland.

 

 

 

 

Litteraturkritik: Franciska Clausen – kvindelig avantgardekunstner i en mandsdomineret verden er en anmeldelse af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm