FILMANMELDELSE: Sirât

Drama – roadmovie

✮✮✮

' …… filmen er noget ’bumlet’ og efterlader tilskueren lige så fortabt, som Luis vandring i ørkenen ….. '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Filmen blev nomineret til en Oscar i kategorien bedste udenlandske film. Konkurrencen var hård blandt de fem film og Sirât vandt desværre ikke. Filmen vil dele vandene, eller lad mig sige det på en anden måde, enten bliver man bjergtaget og erkender at det er et sublimt værk, eller den kan opfattes som lettere bedaget, nærmende sig det langtrukne.

Når det så er sagt, er filmen utroligt smukt fotograferet af filmfotograf Mauro Herce, med unikke stemningsbilleder i et underskønt landskab. Det veksler mellem ørken og bjerge i bløde jordnuancer. En flot filmisk oplevelse, og der er så og sige ingen dialog i det første kvarter af filmen.

Marokkos ørken

Rytmen fra teknomusikken, komponeret af Kangding Ray, hamrer ud fra lærredet. Vi er til raveparty og befinder os et sted i Marokkos ørken. Højtalere bliver stillet op. Folk danser og er vinderskæve. Nok ikke alle, men det er vanskeligt at skelne mellem hvad de dansende er påvirket af, eller om de bare er i en slags euforisk trance.

Mar – er forsvundet

Louis, Sergi López, der i øvrigt spiller formidabelt som faren, og hans søn Esteban, Bruno Núñez Arjona, ca. ti år, går rundt og deler små sedler ud. Louis er en midaldrende mand der leder efter sin forsvundne datter Mar. Hun forsvandt for et halvt år siden og er formodet at have deltaget i et rave. Esteban er bare med. Vi får aldrig at vide hvorfor han er der, snarere virker det som om han skulle med, fordi faren ikke helt er sikker på, hvorfor han leder efter hende.

På et tidspunkt spørger en af ’raverne’ Esteban, hvorfor han leder efter Mar. Han svarer, at det ved han ikke for hun er bare væk. Hvorfor søger Luis efter Mar? Hun er voksen og ønsker måske ikke at blive fundet. Det spørgsmål får vi aldrig svar på. De rejser rundt i en van de kan sove i og har deres hun Pipa med. Vi ved heller ikke om der er en mor, hun nævnes ikke. Raverne er ikke særligt imødekommende, dog ses en lidt distanceret venlighed.

Festen afsluttes

Der bliver festet og musikken dunker igennem. Pludselig dukker en gruppe bevæbnede soldater op for at stoppe festen og evakuere festdeltagerne. Festen er færdig og historien skifter karakter. Soldaterne beordrer folk til at forlade stedet med det samme. Verden bliver et kaos. En af deltagerne mener at Tredje Verdenskrig er begyndt og prompte svarer en anden: ’Det har været verdens undergang i lang tid’. To biler bryder ud af kortegen og Luis følger efter dem i håb om, at de vil føre ham til den næste fest og hans datter. De to køretøjer er rene panservogne i ørkenen og Luis gamle van har svært ved at klare strabadserne. På uvirkelig vis slipper de fra militæret!

Ørkenvandringen fortsætter

Den undslupne gruppe består af Bigui-Richard "Bigui" Bellamy, Jade-Jade Oukid, Steff-Stefania Gadda, Tonin-Tonin Janvier, og Josh-Joshua Liam Henderson. De kører fra Luis og sønnen, men kommer tilbage. Der bliver rettet op på situationen, da Luis køber og betaler benzin til en ublu pris af nogle handlende. Inden længe er der heller ikke mere vand eller mad.

Luis og Estebans halsløse søgen slutter cirka to timer senere. Vi er stadig i Sahara, selvom det ikke er klart hvor. Personerne, eller dem der er tilbage, det er her jeg ikke spoiler mere af handlingen, er på vej på taget af et tog, sammen med andre personer. De er på vej et sted hen og enhver feststemning er pillet væk. Man sidder lidt fortabt tilbage i mørket med et stort tomrum. Det kan også være det er instruktørens idé, men det er lige abstrakt nok.

Tæt ved autentisk

Musikken er en central del af filmen, sammenfattet med det marokkanske landskab. Den spansk-franske instruktør Oliver Laxe bruger uprofessionelle skuespiller, der stammer fra den spanske ravescene. Det må siges at give filmen intensitet. Alt fremstår autentisk og skuespillerne spiller strålende.

Sirât betyder ’vej’ eller ’sti’, men refererer også til en bro i Islam, der forbinder Helvede og Paradis. Den er tynd som et hår og skarp som et tveægget sværd. Man kan lægge den symbolik i filmen som man vil, men er subkulturerne der hvor fællesskaberne vil være i fremtiden? Er vi ved at bryde op fra den gængse opfattelse af, hvad en normal eksistens er, i forhold til at leve i mindre og sikre enklaver?

Vi ser det allerede nu i små religiøse samfund, hvor åndeligheden bliver den grundlæggende værdi. Det kan også være i bofællesskaber, for at komme ensomheden til livs. Eller som her, hvor man spiller en bestemt form for musik, som i dette tilfælde også styrker og danner et fællesskab. Vil instruktøren have os til kigge klarere på vores verden som en klode i forfald? Der er ikke luftet direkte dommedagsstemning, men med de hændelser vi oplever undervejs, er der ikke meget tilbage til menneskeheden. Jeg vil nu hellere være mere optimistisk og se på filmen som en enlig svale.

Bumlet – uden mål og med

Filmen er noget ’bumlet’ og efterlader tilskueren lige så fortabt, som Luis vandring i ørkenen. Der er aktion og der er masser af den, men det er vanskeligt at finde en råd i tråd i handlingen. Lad mig heller sige, du bliver desorienteret efterhånden som filmen skrider frem. Så er det fantastiske landskab ikke nok til at skabe forståelsen. Du vil ikke blive skuffet når du ser filmen, nok snarere forbavset.

Sirât-Drama-Roadmovie. Medvirkende: Sergi Lopez -Luis, Bruno Núñez -Esteban, Stefania Gadda-Steff, Joshua Liam Henderson- Josh, Richard Bellamy-Bigui, Tonin Janvier-Tonin. Instruktør: Oliver Laze. Manuskript: Oliver Laxe og Santiago Fillol

FILMANMELDELSE: Sirât, se trailer her