Interview: Rachel Einarsson taler med folkene bag DSCH

 

 

"Det er ikke alle musikere, der har lyst til det her"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Øystein Sonstad på Cello. 

 

 

 

 

 

 

 

'Alt tyder på, at Det Norske Kammerorkester er drevet af en vis forståelse for demokrati og flad ledelsesstruktur. Når orkestret kommer til København den 27.-28. maj for at opføre den spektakulære teaterkoncert ”DSCH” inspireret af D. Sjostakovitj’ musik, præsenterer det nemlig et produkt, der er udviklet af orkestrets egne musikere. Men hvad er historien bag denne historie? Hvordan gik det til, at en så anderledes idé om formidling inden for klassisk musik overhovedet kom på scenen? Katrine Øigaard Sonstad og Øystein Sonstad indvilgede i at fortælle om, hvordan de fik skabt historien, der har fået overbevisende anmeldelser i bl.a. The Guardian og The Times.'

– cand.mag. Rachel Einarsson, Klassisk bureau

 

 

 

 

Det begyndte egentlig for 30 år siden.

 

Så blev der lidt stille.

 

Så vågnede tanken igen.

 

Der blev holdt møder.

 

Der opstod skepsis.

 

Nogle gik i gang med at øve.

 

Så bredte der sig en kæmpe frustration.

 

Spændingen var levende til det sidste.

 

Og da premieren først var skudt af, kunne alle ånde lettet op. ”DSCH” kunne både stå på sine ben og flyve med sine vinger. Og publikum tog godt imod den.

 

Men der var flere sten på vejen til gennemførelsen, premieren, de gode internationale anmeldelser og de udsolgte sæder i London. ”DSCH” havde premiere på Operaen i Oslo i maj 2023. Året efter gjaldt det Queen Elizabeth Hall på Southbank Centre i London, og forestillingen har også været på plakaten i Bergen. Nu får København besøg af Det Norske Kammerorkester, der beviseligt må være drevet af et særligt kollektivt drive og en lettere flad ledelsesstruktur; for ”DSCH” er vokset ud af orkestrets egne musikere.

 

En duo bestående af det dansk-norske ægtepar Katrine Øigaard Sonstad, kontrabas, og Øystein Sonstad, cello, har fostret idéen om et kammerorkester i dramatisk action over musik af D. Sjostakovitj. Ikke et kompromis med musikken og dens præmisser, men et anderledes fokus netop på musikken.

Interview med Katrine Øigaard og Øystein Sonstad

Jeg mødes med Katrine Øigaard og Øystein Sonstad i kantinen på Operaen i Oslo. I lyse omgivelser med udsigt til livet på Indre Oslofjord.

 

Idéen til forestillingen opstod for ca. 30 år siden, da Katrine Øigaard havde overværet en teaterkoncert i København om Gasolin. Den gjorde indtryk. ”Det må man også kunne gøre med klassisk musik”, tænkte Katrine Øigaard efterfølgende.

 

Hun virker som en musiker, der både mestrer den klassiske disciplinære livsform med at øve og være tro mod noden, men som også har brug for at skabe andre rammer for den musik, der virkelig rører hende.

 

Hun har været freelancemusiker siden 1999, og indtil da var hun i en årrække solokontrabassist i DR Symfoniorkestret. Ved siden af sit efterhånden mangeårige engagement i Det Norske Kammerorkester er hun bl.a. også medlem af Danmarks Underholdningsorkester.

 

Med sig i skabelsen af ”DSCH” fik hun Øystein Sonstad, der også har kammermusikken som en central arbejdsform. Han har været medlem af Det Norske Kammerorkester siden 1991 og er desuden fast medlem i Oslo Strykekvartett, og ligesom sin hustru nærer han en stor passion for at skabe nye rammer og former for musik. Faktisk har han tre gange tidligere komponeret musik til forestillinger med Cumulus Teatret, der er arrangør af den aktuelle ”DSCH” i København.

Mikkel Harder Munck-Hansen

Allerede i starten, dengang for 30 år siden, havde Katrine Øigaard snakket med Mikkel Harder Munck-Hansen, den nuværende direktør for Det Danske Kulturinstitut i Rom, om sine idéer. Udover at være uddannet skuespiller er Mikkel Harder Munck-Hansen bl.a. fhv. skuespilchef ved Det Kgl. Teater og fhv. Chef for Radio Drama på DR. Nu blev det for alvor aktuelt at tage fat i ham igen.

Uden noder eller unoder

”Jeg spurgte Mikkel Harder, og han ville gerne være med. Så gik det lidt i stå, og vi havde ingen noder”, fortæller Katrine Øigaard om en start, hvor stort set alt skulle skabes fra bunden. Tanken var, at musikerne skulle spille uden noder til forestillingen. Og den tanke vakte bekymring. ”Vi kan ikke spille det udenad”, tænkte Katrine Øigaard, inden hun spontant fortsætter. ”Der gik næsten 30 år! I Det Norske Kammerorkester havde vi de senere år haft flere projekter, hvor vi spillede uden noder. Så tænkte jeg: De her musikere har lyst til det, og de har indstillingen. Så startede vi med nogle møder, Mikkel og jeg”, lyder det om de første skridt.

 

På spørgsmålet om, hvorfor repertoirevalget faldt på Sjostakovitj, mærker man, at Katrine Øigaard føler sig særlig ramt af hans musik. ”D. Sjostakovitj var det første, jeg ville have med”, siger hun med overbevisning.

 

”Øystein kom med ind i billedet, for han er den bedste arrangør. Han ved, hvordan man kan putte ting ind i en form” siger Katrine Øigaard om sin norske ægtefælle, der mente, at al musikken skulle være af Sjostakovitj. ”Du havde en fornemmelse af, at det kunne smelte sammen”, siger hun til Øystein hen over bordet. Han nikker næsten usynligt, men med et roligt og opmærksomt lyttende blik på sin hustru, der fortsætter. I stedet for Sjostakovitjs brug af klaver besluttede man at sætte et akkordeon i stedet. Et klaver viste sig ikke så brugbart i forestillingen, bl.a. fordi det ikke er så let at flytte rundt på. Der var brug for et mere handy instrument.

 

”Mikkel Harder foreslog Bjarke Mogensen, og ham havde vi også arbejdet sammen med. Mikkel havde nogle ønsker til særlige stykker af Sjostakovitj, men ellers er Øystein hovedmanden bag valget af musikken”, fortæller hun. Som det eneste værk i ”DSCH” får Sjostakovitjs Kammersymfoni i C-dur lov at stråle i sin fulde længde, mens Øystein og Mikkel fik sat udvalgte uddrag af andre værker sammen. ”Nu tænker vi: Jamen, det er jo sådan, det egentlig er meningen, det skal lyde”, udbryder Katrine Øigaard om resultatet af potpourriet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Katrine Øigaard på Kontrabas.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Scenografi og musikere

I kraft af sit netværk i scenekunsten fandt Mikkel Harder frem til de andre folk, der skulle skabe de andre elementer i forestillingen: Lys, kostumer, scenen. Det er således scenograferne Lars Egegaard Sørensen og Maja Ravn, der har ansvaret for alt visuelt i forestillingen.

 

Der formede sig hurtigt et tæt samarbejde. Men der skulle også findes musikere med mod og lyst til at kaste sig ud på dybt vand; nogle der tør vove at huske et lettere kompliceret repertoire på 90 minutter udenad.

 

”Vi gik ind i processen sammen, og det var et kæmpe sats“, fortæller Katrine Øigaard. „Vi skulle overbevise musikerne om at være med. Pekka Kuusisto var lige begyndt som kunstnerisk leder for Det Norske Kammerorkester på det tidspunkt. Han var en smule skeptisk i starten, også på grund af det med at skulle spille udenad”, siger hun videre. ”Jeg grinede lidt ad ham – han har nodepapiret stående, men han ser aldrig på det“, lyder det med et lille grin. For sådan er det med erfarne musikere: Nodepapiret er der – somme tider mest for en sikkerheds skyld. I „DSCH“ er sikkerhedsnettet imidlertid væk, for det passer hverken praktisk eller æstetisk ind i en dynamisk teaterkoncert.

 

Det at undvære en dirigent er imidlertid ikke uvant for orkestret, der faktisk altid spiller uden. Men i ”DSCH” øges intensiteten i at søge sammen på en anden måde, fordi musikerne også skal bevæge sig og indtage forskellige positioner undervejs. ”Alle musikere har et stort ansvar”, forklarer Øystein Sonstad.

 

”Pekka er samlingspunkt i de stykker, han er med i. Han er all over the place, men han er ikke med i det hele”, siger han og tilføjer, at meningen er, at alle musikere skal have lige meget at lave og at der ikke skulle være en egentlig stor solist. Og sådan blev det – til trods for forhindringerne.

 

For Operaen i Oslo mødte først idéen om „DSCH“ med en del tøven. Men da Det Norske Kammerorkesters kunstneriske leder, Pekka Kuusisto, var kommet sig over den værste tvivl, begyndte det at tage yderligere form.

 

„Han er en fantastisk person for os og har formået at hæve det her projekt“, konstaterer Katrine Øigaard om Pekka Kuusistos lederskab, der bl.a. også inkluderede involvering af musikerne. „Vi havde workshops, og alle involverede har bidraget med idéer. Men det har også været sindssygt frustrerende undervejs, fordi det er en langtrukken proces. Vi er vant til at arbejde meget koncentreret: Prøver i få dage før en koncert, og det, at alle er topforberedte. Men her er det anderledes – lederen ved heller ikke helt, hvad der skal ske“, forklarer Katrine Øigaard med hensyn til Mikkel Harder, der har ledet implementeringen af det koreografiske og lært musikerne, hvordan de skal bevæge sig, mens de spiller. Undervejs har han også skullet finde ud af, hvad musikerne egentlig var i stand til i kombinationen med at spille på et instrument.

 

Alt i alt har man landet den mest optimale plan fra start, lyder det til. ”Små ting er ændret undervejs mellem opførelserne, men overraskende få, lidt her og der”, fortæller Øystein Sonstad med sin vanlige ro om udviklingen af ”DSCH”. ”Overgange er blevet lavet mere smooth. Stemmer ikke det?”, spørger han, inden han selv svarer: ”Jo, der er bare optimeret på det, der allerede er”.

 

Spændingen i at lave noget helt nyt har imidlertid været latent til stede i hele forløbet, fornemmer man, når man taler med ægteparret Sonstad. Oplevelsen af at træde ud i noget, man selv har skabt, har været stærk.

'Sammenbrud' og prøver og flere prøver

„Vi har haft kriser over, om det var interessant nok, om vi kunne det“, husker Katrine Øigaard. „Mikkel sagde, at det var helt naturligt: „I vil få sammenbrud på skift“, forudsagde han ifølge Katrine Øigaard.

 

Sidste uge op til premieren samlede alle elementer sig, og holdet var overrasket over, at det var en succes.

 

Arbejdet har krævet noget helt særligt af musikerne. Og det har sandsynligvis rent professionelt givet dem noget mere med i bagagen. Måske også derfor har de givet lidt mere af sig selv hver især.

 

„Alle musikere rydder kalenderen, selvom de har rigtig travlt med alt muligt andet“, fortæller Katrine Øigaard om musikernes engagement i „DSCH“. „Jeg er mest rørt over, hvordan musikerne tager imod det.

 

De får kun løn for den tid, de er til prøverne. Alle giver sig. De er taknemmelige, og vi har fået en anden samhørighed i orkestret. Vi er kommet tættere på hinanden“, konstaterer Katrine Øigaard efter det anderledes prøveforløb med „DSCH“. „Folk bliver suget ind i det her“, supplerer Øystein Sonstad, inden Katrine fortæller om de særligt krævende forhold ved „DSCH“.

 

„Det er langt fra al musik, der kan laves sådan her. Og det kræver meget tid: Det kan ikke lade sig gøre med få prøver. Der er mange musikere, du ikke kan få med til det. Det er ikke alle, der har lyst til det“, konkluderer hun om sit eget projekt uden at virke bebrejdende. For hun stiller sig frit overfor, hvad folk vælger. „Stykket er et tillæg til alt det, der findes i forvejen. Det er til dem, der har lyst“, siger hun i al enkelhed.

 

Jeg overvejer, om ikke man er afhængig af gode anmeldelser, når man sætter sit eget helt nye skib i søen; om man ikke er spændt på, hvorvidt verden har forstået ens gode intentioner. En del af svaret overrasker lidt.

 

„Vi er absolut påvirkede af anmeldelser. Men der er jo ikke så mange af dem“, konstaterer Øystein Sonstad.

 

Anmeldelser i klassisk forstand i dagbladene er ikke længere en selvfølge. „Grunden til successen i starten var ikke anmeldelser, men det som folk skrev på Facebook. Så kom vi til London, hvor vi fik anmeldelser“, siger han med henvisning til vægtige konklusioner i bl.a. The Guardian og Times. „Men vi har lært os ikke at gøre os afhængige af anmeldelserne“, siger han, igen med sin egen ro.

 

 

 

 

 

 

 

 

Øystein Sonstad på Cello. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fordi det er sjovt

Afslutningsvist får jeg lyst til at stille det helt irriterende spørgsmål om, hvorvidt der er en mening med at lave „DSCH“ – om der er en stor pointe eller et sigte. „Jeg har altid godt kunnet lide det visuelle – at formidle klassisk musik, som både appellerer til dem, der er vant til det, og til dem, der ikke er så vant til det. At give folk en anden oplevelse, også fordi jeg selv er lidt af en cirkushest”, afslører Katrine Øigaard.

 

”Sjostakovitj appellerer til alle, og der er ingen pædagogisk tanke med det som sådan”, siger hun. Øystein Sonstad supplerer med en vis opblomstring i stemmen. ”Det er derfor, vi gør det: Fordi det er sjovt!“

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs også: KLASSISK MUSIK: DSCH – kommer til København her

 

 

 

 

 

Interview: Rachel Einarsson taler med folkene bag DSCH, er en artikel frembragt af cand.mag. Rachel Einarsson fra Klassisk bureau. Einarsson skriver og formidler artikler, reportager, podcasts og anmeldelser m.m, fra hele verden om klassisk musik. Hun er indehaver af portalen klassiskbureau.com som befinder sig på et højt internationalt niveau, og her findes et hav af oplevelser for selv de mest kræsne klassiske musikelskere. KULTURINFORMATIONs redaktion retter en særlig tak til Rachel Einarsson for samarbejdet.

 

 

 

Interview: Rachel Einarsson taler med folkene bag DSCH. Besøg Rachel Einarssons forunderlige verden her

 

 

Interview: Rachel Einarsson taler med folkene bag DSCH. Redaktion: Jesper Hillestrøm