UDSTILLING | KunstCentret Silkeborg Bad: Maria Dubin

 

 

 

 

Træernes indtog i skovens udkant

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et farvemættet enkeltværk fra udstillingen. Foto: Thomas Riishøj

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'KunstCentret Silkeborg Bad danner rammen om interessante allegorier over velkendte vækster …… '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis man bevæger sig gennem Silkeborg Sydby og ud ad vejen mod KunstCentret Silkeborg Bad, vil man på et tidspunkt ramme Gjessøvej, og fortsætter man forbi kunstcentret, opdager man i et langt forløb et skovområde, der strækker sig over et areal på omkring 700 hektar.

 

Silkeborg Vesterskov er kendetegnet ved, hvilket ikke er usædvanligt for skove, en masse træer, og blandt dem nogle af kongerigets højeste douglasgraner, som er mere end 200 år gamle samt blandt andet et fem hektar stort areal med bøgetræer, som får lov til at passe sig selv som biodiversitetsskov.

Fra kurbad til kunstcenter

Foruden træerne kan man finde gravhøje i området og knapt så romantisk 24 militære bunkers fra tiden, da tyskerne besatte Danmark. Faktisk havde besættelsesmagten hovedkvarter i Silkeborg Bad fra 1943 til 1945. Efterfølgende fungerede Silkeborg Bad som interneringslejr for tyske flygtninge, inden institutionen igen kunne overgå til sit oprindelige formål som kurbad.

 

Adskillige år senere åbnede KunstCentret Silkeborg Bad i bygningerne som en udstillingsinstitution for samtidskunst i Vesterskovens udkant, og her kan man nu opleve en serie værker, der fremstiller allegorier over, hvad der fylder i enhver skov: Træer.

 

Når jeg går rundt i Maria Dubins udstilling ”A Tree is a Tree is a Tree: The Tree Chapel” rammer en tanke mig, og det bør retfærdighedsvist siges, at den ikke umiddelbart har en direkte forbindelse til Dubins frie fortolkninger af de velkendte vækster.

 

Mine indskydelser drejer sig om maleren Piet Mondrian (1872-1944), der sikkert er mest kendt for de ikoniske og geometriske eksperimenter, som dog havde et afsæt. I mange år malede Mondrian traditionelle og ekspressive landskaber. Transformationen fra figurativ til abstrakt kunst ses tydeligt i en serie af træer, som han lidt efter lidt opløste til geometriske linjer.

 

 

 

 

 

 

 

 

En af de 30 tegninger, man kan opleve på udstillingen i en diskret disponering. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

Karakteristiske farveeksplosioner kendetegner Maria Dubins malerier. Foto: Thomas Riishøj

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Motivisk fastholdelse

Maria Dubins versioner af træer rummer ingen vinkelrette eller geometriske finter, men optræder i langt højere grad som organiske kompositioner. De har dog til fælles med Mondrians værker, at strukturerne opløser sig bort fra det rent naturalistiske til en æterisk balance mellem natur og virkelighed.

 

Som beskuer kan man sagtens blive fanget i adskillige fælder under iagttagelsen af Dubins værker. Ofte besvarer hun gåderne ved at forsyne en tilsyneladende nonfigurativ figur med grene oven i købet med blade. Således holder hun motivisk fast i en oprindelig plan, som går ud på at placere de særegne træer i et miljø, der befinder sig i direkte kontakt med naturen.

 

Netop denne kendsgerning er Maria Dubin fuldstændig bevidst om. Faktisk udfordrer hun udsigten fra Silkeborg Bads såkaldte panoramasal ved i bogstavelig forstand at lade to af de i format ens malerier gå i direkte dialog med landskabet udenfor. Dette er sat i scene med bistand fra kunstcentrets utrættelige tekniske medarbejder Arne Bjerre, for hvem intet tilsyneladende er umuligt.

 

Den visuelle dialog mellem det til lejligheden sakralt komponerede rum, der smukt sammenfletter dette med skuet ud over Ørnsø med tilhørende trævækster, er ret begavet kommunikeret.

Den brede symbolske pensel

Når jeg nævner det sakralt konfessionelle element i udstillingen og refererer til udstillingens titel, hvor ”The Tree Chapel” (Trækapellet) inkluderes, er vi i sagens natur i direkte association til noget, der lidt frækt kunne insinueres som guddommeligt. Her maler jeg med den brede symbolske pensel, men det kan jeg roligt gøre, da Maria Dubin ikke holder sig tilbage, når det handler om at beskrive væksterne med pensler i diverse størrelser.

 

Farvernes indbyrdes udstrækninger synes som en uafbrudt problematik blandt kunstmalere; men netop bevidstheden om de kollisioner, der naturligt optræder på billedplanerne, er Dubin sig klart bevidst om. Faren ved at benytte en farvefilosofi, der hylder den rene farve, er altid til stede, og metoden kræver kontrol, og netop kontrollen i harmoni med et intuitivt billedsprog, giver en forbilledlig nerve til værkerne.

 

Udstillingen finder sted i to rum på Silkeborg Bad. Jeg har nævnt Panoramasalen, men i det inderste rum finder man på endevæggen 30 tegninger, som rummer nogle perler uden de karakteristiske farveeksplosioner, der kendetegner kunstnerens malerier.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et af udstillingens malerier, der rummer en forbilledlig nerve. Foto: Thomas Riishøj

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dialog med landskabet

Tegningerne kan sagtens opleves som intime modstykker til de langt mere monumentalt fungerende malerier; men de lever deres eget liv lidt diskret placeret direkte på væggen længst tilbage i rummet. Jeg havde dog gerne set disse arbejder indrammet og sat i spil mere offensivt. Det havde de fortjent.

 

Det er altid interessant, hvordan kunstnere, der motivisk berører naturens elementer, udfordrer udstillingsrummene i KunstCentret Silkeborg Bad. Hos Maria Dubin er udfordringen samt dialogen direkte forankret til det omkringliggende landskab. Et sådant greb kræver mod og tro på værkernes styrker, og forehavendet bliver ført til dørs med en vis intensitet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Installationsfotoet viser, hvordan Maria Dubins værker gennem panoramavinduet udfordrer landskabet omkring KunstCentret Silkeborg Bad. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maria Dubin, født i 1963 i Gentofte, var elev af professorerne Erling Frederiksen og Christian Magle, Glyptoteket i København. Hun er desuden uddannet ved École Nationale Supérieure des Beaux-Arts i Paris. Hun bor og arbejder i København og Paris.

 

 

Udstillingen ”A Tree is a Tree is a Tree: The Tree Chapel” kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad, Gjessøvej 40, Silkeborg, frem til den 10. januar 2027.

 

 

 

 

 

 

UDSTILLING | KunstCentret Silkeborg Bad: Maria Dubin – se mere her

 

 

 

 

 

UDSTILLING | KunstCentret Silkeborg Bad: Maria Dubin. Coverfoto: Malerierne på udstillingen ”A Tree is a Tree is a Tree: The Tree Chapel” er kendetegnet ved ensartede formater. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

UDSTILLING | KunstCentret Silkeborg Bad: Maria Dubin er anmeldt af kunstkritiker Lars Svanholm, KULTURINFORMATION Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KunstCentret Silkeborg Bad — Maria Dubin: A Tree is a Tree is a Tree: The Tree Chapel — English Abstract

 

This solo exhibition at KunstCentret Silkeborg Bad — a contemporary art institution situated on the outskirts of Silkeborg Vesterskov, a 700-hectare forest area in central Jutland, Denmark — presents Danish artist Maria Dubin (b. 1963, Gentofte) in a major new body of work centred on the tree as both motif and metaphor. Dubin studied under professors Erling Frederiksen and Christian Magle at the Glyptotek in Copenhagen before completing her training at the École Nationale Supérieure des Beaux-Arts in Paris — an institution whose emphasis on painterly tradition and formal discipline is legible throughout her practice. She lives and works between Copenhagen and Paris. The exhibition title A Tree is a Tree is a Tree: The Tree Chapel — a deliberate echo of Gertrude Stein's celebrated formulation "a rose is a rose is a rose" — signals both the work's motivic consistency and its ambition to invest a familiar natural form with renewed contemplative and near-sacred significance. The exhibition is distributed across two spaces within the historic Silkeborg Bad building: the monumental Panoramasal, where large-format paintings are installed in direct visual dialogue with the surrounding Ørnsø landscape visible through floor-to-ceiling windows — a spatial intervention described by reviewer Lars Svanholm as both courageous and formally accomplished — and an intimate inner room housing thirty drawings, works of considerable delicacy that Svanholm characterises as jewel-like counterpoints to the chromatic intensity of the paintings. Dubin's painterly language occupies a productive tension between organic figuration and near-abstraction: trees are consistently legible as trees — branches, leaves, roots — while simultaneously dissolving into compositional structures of colour and rhythm that invite comparison with Piet Mondrian's early tree series, in which the Dutch master progressively abstracted the arboreal form toward pure geometric organisation. On view until 10 January 2027, Gjessøvej 40, Silkeborg.