AALBORG TEATER | anmeldelse: Den blinde passager

Fotograf: Rumle Skafte

✮✮✮✮✮

' ….. Hvad kræver mest mod? At bede en fremmed om hjælp – eller at hjælpe en fremmed, selvom det kan koste én livet? …. '

– Pia Haupt, KULTURINFORMATION

Næsten 90 år skulle der gå, før den østrigske jødiske forfatter Maria Lazars manuskript til Den blinde passager fandt vej til scenen. Lazar skrev stykket i 1938, mens hun selv levede i eksil i Danmark, efter at være flygtet fra nazisternes forfølgelse. Men manuskriptet blev aldrig opført dengang, og først i 2022 blev en række af hendes hidtil upublicerede værker opført. Nu bliver Den blinde passager for første gang opført i Skandinavien på Aalborg Teater.

Den blinde passager er en perle i mørket. Det tager fat på et evigt aktuelt emne: Mennesker på flugt, der tvinges til at forlade deres hjem og søge et sted, hvor de kan være i sikkerhed. Og måske er det netop Lazars egen historie som jødisk flygtning, der gør stykket så stærkt. For selvom det blev skrevet for næsten 90 år siden, føles det stadig uhyggeligt relevant i dag.

Aalborg Teater udnytter Lille Scene til fulde. Man kommer ikke bare tæt på – man kommer helt ind i forestillingen. Stykket foregår ombord på et fragtskib en tåget vinterdag i Tyskland, og det føles næsten, som om vi selv er med ombord.

Når den første sætning i et stykke er "Auf Wiedersehen, Heil", ved man med det samme, hvilken tid i verdenshistorien vi befinder os i.

Fotograf: Rumle Skafte

Blomsterbroschen og en skjult flygtning

Nina, kaptajnens datter, kommer grinende ombord. Hun er en rigtig swingpige, der lever i nuet, tager livet, som det kommer, og ikke tager tingene alt for tungt. Og så ser hun heller ikke værst ud.

Hun viser begejstret sin bror Carl, som er letmatros ombord, sin nye, meget store blomsterbrosche, som hun har fået af sin forlovede Jørgen.

Kort forinden har der lydt skud, og der er blevet råbt "Halt". Men det bekymrer hende ikke det mindste. Hendes store nye orange blomst passer jo helt perfekt til den smarte mørkeblå kjole, og det er trods alt det vigtigste.

Hun opdager slet ikke, at hendes bror ikke deler hendes begejstring. Carl siger ikke noget, men sidder tavs og sammenbidt og stirrer ned i bordet.

Ninas forlovede, som samtidig er styrmand ombord, kommer glad ned i messen. Han fortæller, at skibet ikke kan sejle den dag, fordi tågen ligger alt for tæt. Men Nina er ligeglad. Hun tænder for radioen, for når de ikke kan sejle, kan hun da i det mindste danse med sin skat. De fjoller rundt, flirter og deler masser af søde kys. De er helt tydeligt helt verliebte. De danser helt tæt og helt i takt med hinanden.

Nina prøver at få Carl i bedre humør, men det lykkes ikke. Han knytter hænderne så hårdt, at hans knoer bliver helt hvide. For Carl har det bestemt ikke spor sjovt.

Jørgen giver Nina en lang omfavnelse og kravler op på dækket. Så snart han er væk, er Nina over Carl og hvæser ham helt op i hovedet: "Hvor er han?" For den sweater, som hun skulle stoppe et hul i for Carl, er væk. Til gengæld ligger der en sok. Der mangler også et glas, og der er svundet en hel del af vermouthflasken. Carl må til sidst gå til bekendelse.

Der er en flygtning ombord … Herfra er dramaets setting sat, for hvor langt vil vi gå for at hjælpe andre?

Fotograf: Rumle Skafte

Skuespillet og den jødiske læge

Alle skuespillerne leverede nogle gode præstationer. Men jeg er nødt til at fremhæve Adam Schmidt, blandt andet kendt fra tv-serierne "Carmen Curlers" og "Danefæ". Han gjorde et stærkt indtryk som den jødiske læge Fritz Hartmann på flugt. Med stor indlevelse formidlede han en tydelig smerte og håbløshed, der brændte igennem til os alle.

Min medanmelder har følgende statement:

Min oplevelse af Den blinde passager er, at vi møder mennesker og følelser med mange facetter: kærlighed, medfølelse, jalousi og narcissisme.

Karaktererne lever ubekymret på et skib, næsten med skyklapper for øjnene, indtil en jødisk læge på flugt fra Nazityskland bliver blind passager på deres skib. Pludselig tvinges de til at være konfronteret med realiteten og skal træffe et valg.

Den enkle scenografi, lyssætning og de få rekvisitter skaber en intens stemning.

Skuespillernes nedtonede og autentiske præstation kan virke flad, men det er bare et stort udtryk for historien. Kroppen taler højere end ord. Et harmonisk samspil, en vellykket sammensætning, der rammer beskuerens nerve.

Replikken: ”Man behøver ikke blod på hænderne for at være en morder” får mig til at tænke på konsekvenserne, ansvaret og skyldfølelsen – Stella Ravn

Fotograf: Rumle Skafte

Hvad ville jeg selv have gjort?

Undervejs i stykket kunne jeg ikke lade være med at spørge mig selv: Hvad jeg selv ville have gjort, hvis en helt fremmed havde rakt hånden frem og sagt: "Hjælp mig". For hvad tør man, hvad gør man? Vil man udvise næstekærlighed eller kold og ligegyldig ubærlighed?

På vej hjem fra Aalborg Teater kunne jeg ikke lade være med at drage paralleller til 1943, hvor vi som et lille land stod sammen om at hjælpe vores jødiske medborgere i sikkerhed i Sverige. Omkring 7200 blev reddet, fordi mennesker på tværs af samfundet valgte at hjælpe.

Det fortæller, at selv et lille land sammen kan udrette noget stort, når mennesker står sammen. Når vi tør række hånden frem til et andet menneske frem for at vende os bort. For sammenhold kan gøre en forskel – selv når det virker umuligt.

Den blinde passager bør ses af alle, der ønsker at se det store billede også i forhold til deres medmennesker. Mine allersidste ord skal tilfalde Aalborg Teater, den fantastiske instruktør Ina-Miriam Rosenbaum og resten af holdet bag Den blinde passager. Af hele mit hjerte. Tak!