SAFARI FRA HELVEDE
– en boganmeldelse
‘ …… Du sidder simpelthen med på første række …..’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
✮✮✮✮✮✮
Virkeligheden overgår fantasien, og det holder i særdeleshed stik i dette tilfælde. Tom Buk-Swienty har intet mindre end overgået sig selv, igen. Hvis man ikke vidste bedre ville man tro, det var et virkeligt godt sammensat plot i en spændingsroman, men handlingen er den skinbarlige sandhed.
SAFARI FRA HELVEDE – en dokumentar
Tom Buk- Swienty skriver i et sprog, så du føler dig inddraget i begivenhederne. Bogen er på 461 sider og havde der været 461 sider mere, havde jeg heller ikke sluppet bogen før den var færdig. Tom Buk- Swienty er en sjælden begavelse i dansk litteratur og beskriver tingenes tilstand som var du selv til stede. Du sidder simpelthen med på første række.
30 sønderjyske soldater, der tjente i det tyske kejserriges tjeneste under 1. verdenskrig, blev rekrutteret til en specialopgave, en hemmelig mission. De havde ingen anelse om hvad det drejede sig om, kun at det var en forudsætning at de talte dansk. De blev samlet fra forskellige steder på en kaserne i Sønderjylland, nogle få var fra Tyskland og en enkelt talte ikke dansk.
Et særligt team
Efter nogle måneder så det ud til, at de udvalgte mænd hver især havde en enkeltstående kvalifikation, der tilsammen ville være brugbar, til at kunne udgøre en hel besætning, og være i stand til at kunne føre et større skib. En kaptajn, en fyrbøder, matroser, et par telegrafister, en kok og hvad der ellers krævedes.
Da alle var samlet blev det meddelt ”holdet”, at de skulle ud på en længere tur, men de fik ikke at vide hvortil. Det gjorde de på åbent hav. Deres skib, ‘Kronborg’, skulle komme det tyske krigsskib ‘Königsberg’ til undsætning. Det sad uhjælpeligt fast i en flodmunding i Afrika, med en besætning på 330 mand. Skibet havde været meget aktivt i forsvaret mod englænderne, og Churchill (britisk marineminister under 1. Verdenskrig) ville have det elimineret. Da de forlod Danmark, sejlede de 25.000 sømil i farlige farvande, for derefter at gå i land i Afrika og gå til fods gennem et uvejsomt terræn til kolonien Tysk Østafrika.
Øjenvidneskildringer
Historien bliver fortalt af fyrbøderen Nis Kock, og det er takket være hans udførlige optegnelser, samt øjenvidne beretninger og arkivmateriale fra Danmark, Tyskland og England, at det har været muligt at fortælle denne historie. Vi får indblik i den vilde og hensynsløse krig der foregik. Vi møder undervejs andre kendte mænd, general Paul von Lettow-Vorbeck og general Jan Smuts.
Fotomateriale
Bogen er fyldt med fotografier, som på alle måder illustrerer livet i junglen. Det er helt utrolige billeder, der fortæller om et barskt soldaterliv, så meget anderledes end det vores sønderjyske drenge kendte til hjemmefra. Billederne giver en ekstra dimension til bogen, det er som selv at være der.
Med tydelighed ses hvordan både soldaterne og deres bærere har slæbt tonsvis af ammunition, geværer og proviant, kilometer efter kilometer gennem fuldstændigt ufremkommeligt terræn. Nis Kock og andre siger alligevel flere steder, at når man først har oplevet Afrikas skønhed, vil man aldrig holde op med at være draget af den vidunderlige, frodige natur. Nis Kock drømte om at komme tilbage, det blev desværre aldrig til noget.
Snilde og strategi, men store omkostninger
Krigen varede ca. 5 år og kostede desværre ca. 700.000 afrikanere livet. Der er efter 2. Verdenskrig blevet sat spørgsmålstegn ved von Lettow-Vorbecks rolle både under 1. og 2. Verdenskrig og mange mener at de mange afrikaneres tragiske skæbne kunne være undgået, hvis han havde handlet anderledes.
For besætningen havde det også store omkostninger. Flere døde og de fleste af dem der overlevede, kom til at lide af kroniske sygdomme og eftervirkninger fra malaria. Tænk hvilken snilde og strategi der blev lagt for dagen, når man tænker på, at disse begivenheder foregik for mere end hundrede år siden.
SAFARI FRA HELVEDE. Forfatter: Tom Buk-Swienty. Udgivet på Politikens forlag.
Se mere om SAFARI FRA HELVEDE – en boganmeldelse her
SAFARI FRA HELVEDE – en boganmeldelse skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION