Interview med Henrik Wolsgaard-Iversen
I jazzens tjeneste
Det er lykkedes redaktionens journalist og fotograf Niels Lyksted at komme i audiens hos monopolhelten, medie – og jazzmanden
Henrik Wolsgaard-Iversen
Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
Hvordan står det til med den hjemlige jazzscene? I 1960erne og 1970erne tiltrak den en række berømte amerikanske musikere, som bidrog til at højne niveauet blandt de danske jazzmusikere markant.
Kan vi stadig mærke effekten? Hvordan står det til med jazzscenen netop nu? Og hvad kan vi forvente os af jazzen i de kommende år?
Det må Henrik Wolsgaard-Iversen kunne svare på. Han har nemlig fulgt udviklingen lige siden begyndelsen af 1960erne, og så er han fortsat særdeles aktiv i jazzens tjeneste.
Nørre Farimagsgade
For at få svar på disse spørgsmål opsøgte jeg den højt estimerede jazzekspert på hans bopæl på Nørre Farimagsgade i hjertet af København, hvor han har boet i omkring 60 år. Den store lejlighed på fjerde sal har været rammen om utallige sammenkomster med en lang række af jazzens største stjerner.
At jazzen fortsat har Henriks store interesse er let at se. Reolerne er nemlig fyldt til bristepunktet med jazz-cd’er, lp’er og kassettebånd samt fotos af mange af jazzens helt store koryfæer.
Ben Webster
Henrik har været formand i Ben Webster Fonden i 30 år og er stadig aktivt bestyrelsesmedlem i fonden, der administrerer indtægterne fra Websters pladeindspilninger til fremme af jazzen i Danmark.
Med et liv i Ben Websters tjeneste er det naturligt at indlede interviewet med at spørge om, hvad det er, der fascinerer ham ved den legendariske tenorsaxofonist.
“Første gang, jeg hørte Ben Webster spille, var i begyndelsen af 1960erne. Det var en enestående oplevelse. Koncerten fandt sted i Radioens Koncertsal på Frederiksberg. Her blev Webster akkompagneret af pianisten Kenny Drew, bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen og trommeslageren Alex Riel,” indleder Henrik.
“Webster kendte ikke de danske musikere på forhånd, men en halv times prøve med koncertens numre viste, at kemien musikerne imellem var i top. Hertil kom, at Webster satte stor pris på at få sin musik fremført i en stor, smuk koncertsal med en fremragende akustik. Sidst men ikke mindst bidrog et lydhørt publikum til en fremragende koncert. Også jeg var fortryllet af koncerten. Og det har jeg været lige siden.”
© Ben Webster Fonden – all rights reserved
Arnvid Meyers Orkester
“Ben Webster boede dengang i Amsterdam, men han besluttede snart efter at flytte til København. Det skyldtes dels muligheden for at få flere jobs, dels at han kunne komme til at spille i trompetisten Arnvid Meyers Orkester. Meyer havde nemlig specialiseret sig i Duke Ellingtons musik, som Webster holdt særligt meget af. They are playing my music! Webster var lykkelig,” fortæller Henrik.
“Hertil kom, at trioen fra Radioens Koncertsal fremover blev hans faste akkompagnatører fx ved utallige koncerter i Montmartre i Store Regnegade. Koncertstedet blev på en måde hans kontor, da han opgav Montmartres telefonnummer som sit eget. Det var også her, at han checkede sin post”.
Soul Food
Ben Webster havde gennem mange år udelukkende boet på hotelværelser, men i København fik han endelig sin egen lejlighed. Det var i Nørre Søgade ikke langt fra Henriks lejlighed. Resultatet blev en tæt personlig kontakt med ægteparret Rosita Thomas og Henrik Wolsgaard-Iversen.
“Ben kom jævnligt på besøg hos os, fordi han ligesom de andre amerikanske musikere elskede den mad, min kone Rosita lavede: Soul Food – søde kartofler, grisetæer, kål og broccoli. Solid mad og billige ingredienser, som Rosita fandt hos bønderne på Amager”.
Webster privat
Ben Webster betegnes ofte som The Brute & the Beautiful eller The Beauty And The Beast – både som musiker og som privatperson. I musikalsk henseende hentydes der til hans heftige, knurrende growl i hurtige, swingende numre som Cottontail og Sweet Georgia Brown samt hans nærmest hviskende, inderlige vibrato i ballader som Stardust og Chelsea Bridge.
Henrik Wolsgaard-Iversen genkender ikke den brutalitet, som nogle omtaler i deres karakteristik af saxofonisten.
“Jeg husker Ben Webster som en sød og omsorgsfuld mand, der kunne fortælle de mest fantastiske jazz-historier.”
“Ben havde en dejlig fortælleteknik. To the point, og så var den fortælling færdig. Ingen lange væverier. Sådan var hans spil også: koncentreret og to the point. Og altid med en signatur bagefter. Han var også lidt af en skuespiller. Han kunne godt lide at være lidt Humphrey Bogart-agtig.”
© Ben Webster Fonden – all rights reserved
Websters død
Ben Webster døde i 1973 i forbindelse med en koncertturne i Holland, men han blev begravet i København.
“Ben fik en meget fin begravelse,” husker Henrik Wolsgaard-Iversen.
“Præsten Johannes Møllehave holdt en meget smuk tale for ham, hvorefter blandt andet Kenny Drew og Niels-Henning Ørsted Pedersen spillede en masse dejlig musik. Ben blev efterfølgende bisat på Assistens Kirkegård, hvor mange berømte personer gennem tiden har fundet hvile. Siden er også Websters kolleger Richard Boone og Kenny Drew blevet bisat her”.
På den danske jazzscene var der stor enighed om, at Ben Websters eftermæle skulle sikres.
“Ben havde ingen direkte arvinger, og en fjern fætter i Californien ønskede forståelig nok ikke at vedgå arv og gæld,” fortæller Henrik.
“Ben havde nemlig en betydelig gæld til telefonselskabet KTAS, da han ofte ringede til gamle venner i USA. Når det drejede sig om telefoni, havde han ingen tidsfornemmelse, og desuden var telefonen hans livlinje hjem”.
Ben Webster Fonden
Den herboende amerikanske jazzmusiker Billy Moore, Jr., der oprindelig var arrangør for Jimmie Lunchfords berømte band fra swingtiden og siden blev Bens agent i Danmark, foreslog at der blev oprettet en fond, som skulle administrere indtægterne fra Websters pladesalg.
“De store amerikanske pladeselskaber var ikke meget for at sende Websters royalties til den nyoprettede, danske fond. Men med Dronning Margrethes underskrift på majestætens brevpapir lykkedes det efterhånden at få udbetalt pæne beløb. Derved havde fonden endelig penge at arbejde med jazzen i Ben Websters ånd,” fortæller Henrik.
I dag kommer pengene primært fra streamingtjenester, da rettighederne fra de gamle plader er udløbet. Hertil kommer midler fra det danske pladeselskab Storyville, som jævnligt udsender nye cd’er med arkivoptagelser af Websters musik.
“Fondens midler går til fremme af live musik og til præmiering af særligt talentfulde musikere. Det sker fx med tildeling af Ben Webster Prisen, som uddeles hvert år i forbindelse med Ben Websters fødselsdag d. 27. marts. I 2022 skete det for 46. gang. Ud over hovedprisen tildeles hæderspris(er). Æresmedlemmer er pt Sonny Rollins, Charles Lloyd og Jesper Thilo,” fortæller Henrik.
Websters ånd
Men hvordan fortolkes Websters ånd i dag. Han var jo en repræsentant for datidens jazz? Og jazzen har jo udviklet sig betydeligt siden.
“Websters ånd tolker vi i dag som musik med en vis charme. Og så må den også gerne swinge. Det er ikke alle, der swinger nu om dage, men mange gør det heldigvis stadig. Selv om musikken ikke swinger, kan den alligevel være meget interessant og berigende,” understreger Henrik.
Bebop
Ben Webster var bestemt ikke den eneste amerikanske jazzmusiker, der slog sig ned i København i 1960erne og 1970erne.
“Særligt saxofonisten Dexter Gordon og pianisten Bud Powell bidrog afgørende til udviklingen af den danske jazz,” fortæller Henrik.
“De lærte musikerne at respektere melodierne, harmonierne, tempi osv. Trommeslageren Alex Riel fortæller stadig om, hvor stor betydning, de mange amerikanske musikere havde. Jo, bebop’en adskilte sig klart fra tidens ellers så populære dixieland-musik”.
Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
DR og jazzen
I de år kunne man jævnligt høre fremragende koncertoptagelser fra koncertstederne i DR på P2. Som chef for Underholdningsafdelingen havde Henrik Woldsgaard-Iversen det overordnede ansvar for disse produktioner, men han var meget bevidst om, ikke at lade sine egne musikalske præferencer være afgørende, når der skulle produceres nyt.
“Heldigvis havde vi allerede en fantastisk tradition med at producere jazzudsendelser, inden jeg tiltrådte som chef, og den skulle naturligvis fortsættes,” fortæller Henrik.
“Steen Bramsen og Per Møller Hansen var fremragende producere. De kunne deres jazz på fingrene og vidste, hvordan billeder og lyd skulle kombineres, så jazzen blev præsenteret bedst muligt. De to producere optog alle mulige orkestre, danske såvel som udenlandske til radio og tv.”
“De gamle optagelser udgives i dag på cd og dvd, men desværre bliver de ikke vist i fjernsynet. I alt ligger der omkring 140 glimrende jazzudsendelser fra min tid, som sagtens kunne fryde en masse mennesker. Til gengæld præsenteres de lejlighedsvis på DR Bonanza. Det er et website under dr.dk, der har adgang til et arkiv, som rummer en stor del af Danmarks Radios egenproduktion”.
Montmartre og Jazz Cup
Jazz har iflg. Henrik Wolsgaard-Iversen altid været en lidt hemmelig musikform, bortset fra de store dage i 60erne og 70erne, da Norman Granz præsenterede de helt store jazz-stjerner under Jazz At The Philharmonic i de københavnske koncertsale. Han uddyber:
“Den slags skal vi ikke forvente at opleve igen. Koncertsalene er fortid, hvad jazzen angår. I stedet skal den opleves på de mindre spillesteder”.
“I København kan vi glæde os over, at Montmartre sammen med Jazz Cup året rundt tilbyder fornemme koncerter med tidens største talenter. Jazz Cup i Gothersgade er sædvanligvis fyldt til bristepunktet ved koncerterne fredag, lørdag og søndag. Det er primært det grå sølv, der møder op, men heldigvis suppleres de i stigende grad med yngre mennesker. Den eksperimenterende jazz lever godt i Kødbyen.”
Nye danske talenter
Man kan også opleve jazz i Paradise Jazz i Huset, Rådhusstræde 13, og i Hvide Lam på Kultorvet.
“I Hvide Lam kan man hver mandag opleve 5-6 unge tenorsaxofonister stå i kø for at komme til at spille med mere erfarne musikere. Et godt sted at lære at spille jazz. Websterprisen har derfor støttet dette og lignende initiativer. Ved den seneste tildeling fik otte af de musikere, som i det daglige holder jazzen i live på de mindre spillesteder, hæderspriser for deres trofaste arbejde på jazzscenen”.
Henrik glæder sig over nutidens store talentmasse.
“Vi har et fortræffeligt udbud af gode pianister og bassister. Blandt pianisterne vil jeg særligt fremhæve Carsten Dahl, Søren Kristiansen og Magnus Hjort. Bassisterne er krumtappen i jazzen, og heldigvis er vi også godt forsynede på dette område. Her vil jeg dog foretrække at sige: ingen nævnt, ingen glemt”.
“I disse tider, hvor spillestederne har svært ved at betale mere end fire musikere pr koncert, er specielt duoer med klaver og bas populære”.
Rytmekons
De fleste af de unge talenter er i dag uddannede ved Rytmisk Musikkonservatorium (også kaldet Rytmekons) i København. Spørgsmålet er imidlertid, om man for alvor kan lære at spille jazz på et konservatorium.
“Det havde den amerikanske altsaxofonist Phil Woods et bud på, da han for år tilbage underviste på Rytmekons,” fortæller Henrik.
“Han besvarede spørgsmålet således: I kan godt lære en smule her, men i lærer først for alvor at spille, der hvor jazzen spilles. Tag ud på de små spillesteder og spil sammen med musikere, der er bedre end jer selv! – Det var selvfølgelig ikke så sjovt for rektor at høre, men det er dér, det foregår!”
Talenter i USA
Det er ikke kun her i landet, at talentmassen blomstrer. Det gør den også i USA, oplyser Henrik Wolsgaard-Iversen.
“I New York og på Vestkysten er der et bredt spektrum af fremragende unge saxofonister, pianister og bassister. Interessant nok holder amerikanerne mere fast i traditionen, end vi gør her.”
Henrik håber at kunne bringe nogle af disse talenter til Danmark via midler fra Ben Webster Fonden.
“Vi kunne godt bruge et frisk pust fra disse geniale unge mennesker. Mulighederne er der nu, hvor coronaen for alvor er på retur. Og det skal udnyttes!”
Jo, den snart 85 årige jazz-fan ser masser af muligheder, der skal afprøves i den kommende tid. Da nogle af dem pt er i støbeskeen, kan han dog ikke oplyse nærmere.
Radio Jazz
Ud over arbejdet som bestyrelsesmedlem i Ben Webster Fonden er Henrik aktiv i Radio Jazz, der oprindelig etableredes som en lokalradio i København.
“I dag sender vi via internettet og kan derfor høres overalt på kloden. I den forbindelse får jeg undertiden mails fra lyttere fra så fjerne egne af kloden som Filippinerne, Mexico, Argentina og New York,” fortæller Henrik.
Endelig skal det også nævnes, at Henrik stadig er aktiv som musikanmelder for magasinet Jazz Special.
Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved
I jazzens tjeneste
Da interviewet var ved at være forbi, bliver jeg inviteret til en sniglytning på en ny cd med pianisten Oscar Peterson. Det drejer sig om en optagelse fra 1971, hvor han akkompagneres af bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen og trommeslageren Louis Hayes. Dengang var de medvirkende hhv 46, 25 og 34 år gamle. Et energicentrum på højeste niveau.
Lytningen foregår i Henriks allerhelligste: det lille kontor ved siden af entréen. På skrivebordet står computeren klar til brug. Til højre herfor finder vi lyttehjørnet med en behagelig lænestol omgivet af reoler med cd’er, kassettebånd og fotos med minder fra et langt liv i jazzens tjeneste.
Endnu en anmeldelse er i støbeskeen!
Interview med Henrik Wolsgaard-Iversen er udarbejdet af Niels Lyksted, KULTURINFORMATION
Interview med Henrik Wolsgaard-Iversen er redigeret af chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION. Redaktionen retter en særlig tak til Henrik Wolsgaard-Iversen for hans velvillige medvirken.