Anmeldelse: Lises bog

 

Vinter uden sne III

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… fremragende roman. I det hele taget er hele trilogien strålende …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lises bog er den sidste i trilogien: Vinter uden sne. I de forrige romaner har vi fulgt Peter og hans families op- og specielt nedture. Peters far var en driftig velhavende forretningsmand, med hang til en tår over tørsten. Han døde kun 42 år gammel af druk. Peter var på det tidspunkt 18 år. Selvom der er gået en del år, ligger der en evig skygge over Peters liv, som har været svært for ham at ryste af sig. Han ser også hele tiden på sig selv og ved godt at han ind imellem drikker for meget. Den sociale arv er vanskelig at slippe ud af.

Lise

Peter og Lise mødes tilfældigt på en it-konference og det kommer til at vende op og ned på begges tilværelser. Lise er veluddannet, cand.polit., og det stod absolut ikke i kortene. Lise er vokset op på Lolland i en alkoholiseret familie med tre brødre, hvor dagligdagen bestod af tæsk og misbrug på alle fronter. Børnene gik for lud og koldt vand. Lise kom på børnehjem, hun var på flere, men som teenager var der en, Susanne, der troede på hende. Lises opvækst har på mange måder gjort hende paranoid over for sine omgivelser. Hun er hele tiden forberedt på at gå i en forsvarsposition. Følelser var ikke noget man viste og på et tidspunkt er Lise overbevist om, at hun slet ikke føler noget.

 

Heldigvis forandrer alt sig da hun får børn. Hun opdager, at hun er i stand til at elske dem. Hendes forhold til mænd er et ganske andet. De bliver brugt og hurtigt smidt ud igen. Hun er hele tiden på en kampplads og slås med både sig selv og omgivelserne. Hendes force er hendes intelligens og hurtige opfattelse, der ofte har reddet hende.

Peter & Lise

Peter han igennem flere år forsøgt at blive skilt fra sin kone Anne. Han er ikke stolt over at gentage sin fars fravær i familien og skulle forlade sine børn. Foreløbigt er han flyttet i et hus for sig selv. Peter og Lise mærker en stærk gensidig tiltrækningskraft. Der går ikke lang tid før de opdager, at de begge har været ude for den samme desavouering i deres liv. Lise havde aldrig forestillet sig, at nogen der boede og levede med en sølvske i munden, kunne opleve det samme grufulde svigt, som en lille pige fra et fattigt hjem på Lolland.

 

Mødet med Peter får både det bedste og værste frem i hende. Hun bliver bange for at miste sit skjold. Hun indser hurtigt at deres forhold er noget særligt, men det får både det værste og bedste op i hende. De starter med at arbejde sammen og det er ikke uden sværdslag. Udadtil er Lise tjekket og har styr på det hele, men hun har vænnet sig til at have alt under kontrol. En typisk overlevelses mekanisme hos en, der har været ude af stand til at kunne styre sit liv som barn og ung. Lise bestemmer nu selv.

En ny epoke

En dag bliver Lise kontaktet af socialministeren. Hun får tilbud om en formandspost i et børneråd og en ny epoke starter i Lise og Peters liv. Endelig er der en stemme der taler samme sprog som de udsatte og misbrugte børn.

 

Lise får med det samme opmærksomhed på sit projekt, hun er jo selv et af de brændte børn. Dermed kan hun fortælle den autentiske historie og have de rigtige svar. Hendes tre brødre klarede ikke skærene.

 

Lise ved hvordan det er at vokse op, hvor ingen ser det barn, der hele tiden råber om hjælp. Hun mener at det er på tide, at se på børn der vokser op på børneinstitutioner og plejefamilier med nye øjne. Loven bør revideres. Hun får opbakning, men tingene begynder at skride, for uanset hvor meget hun har prøvet at lægge sin barndom bag sig, kommer det hele ustandseligt væltende som en tsunami.

 

Lise har endelig forladt sin kæreste til fordel for Peter, men der skal ikke meget til, før de to kommer på kollisionskurs. Begge er vant til at få deres krav og ønsker igennem og finder det belastende hele tiden at skulle tage hensyn til den anden. Forfatteren kommer ind under huden på både Lise og Peter og til tider er det som at være med i et Elizabeth Taylor og Richard Burton drama. Mikael Lindholm har et vidunderligt beskrivende sprog, ind imellem med metaforer, som næsten kan være skræmmende.

 

Lise har et godt job med personaleansvar for 40 medarbejdere, men hun er ved at arbejde sig ihjel og starter selvstændigt. Lise og Peter indser at det vil være umuligt for dem at undvære hinanden og bliver gift. Deres ægteskab er mere end dramatisk. Lige når alt ser ud til at glide i smør, kommer der et hul i vejen og bilen kører (igen) i grøften. De oplever sygdom, konkurs og et rigidt kommunalt- og statsligt system, som ikke lige er til at hamle op med.

Selvbiografiske?

Romanerne er ikke selvbiografiske, men tager udgangspunkt i forfatterens egne livserfaringer. I denne sidste bog er omdrejningspunktet flyttet over på en kvinde, Lise, som Peter møder. Det vil sige, i virkeligheden drejer det sig om deres relation og hvordan man kan få det til at fungere i et forhold, hvor begge parter slæber rundt på en tung og tyngende bagage. De konfronterer ustandseligt hinanden. De analyserer hele tiden den anden, samt vender og drejer hinandens udsagn. De taler ikke altid samme sprog, de taler forbi hinanden, og Lise skyder ofte Peter i skoene, at han ikke kan forstå hendes bevæggrunde. Lindholm sætter ord på noget man ellers ville synes var enerverende ordkløveri, men får det turneret til tænksomme samtaler. Jeg vil indrømme, at jeg nogle gange tænkte på hvor mange af disse samtaler han har haft med sin egen kone. Vides ikke, sikkert ikke nogen, men ordvekslingen er hele vejen igennem velgennemtænkt og realistisk. Peter er ind imellem sat til vægs, fordi han simpelthen ikke forstår Lise. Det er anstrengende for begge parter.

Lindholm og trilogien

Mikael Lindholm har en særegen stil at skrive på. Han formår med et helt specielt sprogbrug at afdække selv de mest prekære og sensible situationer med et ordvalg, der får en begivenhed til at brænde sig fast på nethinden. I andre sammenhæng trækker man ovenikøbet lidt på smilebåndet og kan ikke forestille sig at han vil slippe godt fra det, men det gør han. Han er også i stand til at beskrive de mest intime detaljer og samvær på en yderst elegant måde.

 

I Lises bog bliver Peter endelig voksen og det ser ud til, at han har sluttet fred med sine indre dæmoner og sin mor. Han forstår mange flere ting og det går op for ham, at hun aldrig er holdt op med at elske Peters far, på trods af hans svigt over for hende og børnene. Jeg synes det er lidt ærgerligt at serien slutter her, for det virker ellers som om, Peter har meget mere på hjerte og det har været en fornøjelse at få sidste del med. Fremragende roman. I det hele taget er hele trilogien strålende.

 

Mikael Rauno Lindholm (f. 1961), har et stort og mangesidet forfatterskab bag sig. Han er uddannet journalist og har virket som dansk- og finlandsjournalist. Desuden har Lindholm bl.a. været chefredaktør på mange landsdækkende medier samt udenrigskorrespondent og stiftede i 2008 udviklingshuset, Innovation Inside. Han har udgivet bøger om f.eks. ledelse, samfundsøkonomi, innovation samt skrevet en række kriminalromaner sammen med sin hustru Lisbeth Zornig.

 

 

 

 

 

 

 

Læs også Freverts anmeldelser af Peters bog og Linneas bog.

 

 

 

 

Anmeldelse: Lises bog. Vinter uden sne III. Forfatter: Mikael R. Lindholm. Udgivet på forlaget Alhambra.

 

 

 

 

 

Anmeldelse: Lises bog – se mere her

 

 

 

 

Anmeldelse: Lises bog er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm