DESIGNMUSEUM DANMARK: Danish Modern
Dansk design i det 20. århundrede
Hvordan dansk design blev verdenskendt
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
✮✮✮✮✮
‘ ….. det er en meget gennemarbejdet og interessant fremtoning, udstillingen har ….’
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Hvis nogen skulle gå rundt i den vildfarelse og tror at en stol er en stol, må jeg desværre skuffe dem. Designmuseum Danmark har efter en større ombygning, åbnet dørene til museets nye permanente udstilling, og et af de primære emner, er stole eller rettere sagt stolen som et stykke dansk kunst og kultur. Danmark er kendt over hele verden for sit design og udstillingen fortæller om vejen til denne succes.
Vi bliver ved indgangen til udstillingen, præsenteret for 15 ord, som er nøgleord til den medvind dansk design har haft og stadigvæk har. Der er placeret forskellige genstande med international markedsværdi: Jacob Jensens pladespiller, Stelton kanden, Fiskers støvsuger, Ph-bordlampe med flere, garneret med ord som: minimalisme, holdbarhed, enkelthed, hygge, håndværk, klassicisme, detalje, sanselighed, tradition samt andre.
Danish Modern er en periode, hvor der blev lagt vægt på bl.a. at finde en stil, at kunne designe på en ny måde og at finde veje til at designe internationalt. Denne måde at anskue tingene på, blev hurtigt populært i det 20. århundrede. Der er blevet skrevet en del om dansk design af blandt andre forskere, journalister, connaisseurs og formgivere, som går så langt, at de fremhæver fænomenet, som et dansk design-DNA. Det er da noget vi kan være stolte af.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Danish Modern identificeres specielt i forhold til den internationale eller centraleuropæiske modernisme, der gjorde op med forestillingen om fortidens stil, og i stedet designe efter tidens muligheder og behov. Danmark har ikke været præget at store politiske omvæltninger, selvom nogen nok vil synes det, derfor har der aldrig været et decideret opgør mod det bestående. Man har derfor bygget videre på det der allerede var og simpelthen fornyet det. Man var heller ikke bleg for at se tilbage på tidligere tiders gedigne håndværkertraditioner eller skue ud i verden og det blev grundlaget for Danish Modern.
Wegner
En stol er ikke bare en stol, det går hurtigt op for en, når man begynder at kigge nærmere på udstillingen. Møbelarkitekten Hans J. Wegner har sagt det ganske glimrende: ‘Stolen står jo mennesket nærmest. Den kan man give et personligt udtryk’. En stol, i en eller anden afskygning, er der altid brug for. Eksempelvis vil det være utænkelig ikke at have en spise stol. Vi tager det som en selvfølge, men vi har næsten altid problemer med at finde den rette, når vi skal anskaffe nye. Wegner var ikke til at stoppe i sin søgen efter den perfekte stol. Han tegnede mere end 500 forskellige stole.
Det kan du stole på
Stolen kan bruges på mange måder. Tænk bare på en barstol, hvor du kan sidde nonchalant og tage dig ud, i en lænestol hvor du kan flyde, en liggestol i solen, du kan også sidde kejtet på en stiv stol til et selskab. Det går op for en, hvor meget stolen betyder for én i hverdagen. Som museet fortæller, stolen er den mest kulturbærende genstand, vi har frembragt. Den fortæller alt om den tid og det samfund, den er skabt i.
I bogstaveligste forstand er der i udstillingen en stoletunnel, stole fra gulv til loft. Det er intet mindre end en genial måde de 147 stole bliver præsenteret på. De er hængt op som i et gammeldags portrætgalleri, blev jeg fortalt, hvor billederne hang tæt, ved siden af hinanden og i både vandrette og lodrette rækker. Tre rækker oven på hinanden, med den øverste række skrånende let ud fra væggen. På denne måde kan man se alle stolene næsten forfra, i stedet for de stole der er sat øverst, ellers kun ville være blevet set fra bunden. Stolene er delt ind i 8 kategorier, stoletyper, f.eks. Windsorstole. Der er som undertekst kun navnet på designeren, årstal, og oprindelsessted. Der kommer lys på stolene efterhånden, som man passerer dem.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Designikoner
I de næste rum møder vi alle de danske designikoner i udstillingen. Hver kunstner har fået tildelt et rum med hver deres signatur design. Det er et godt greb der her er lavet, for du får en virkelig god fornemmelse af de forskellige designeres forskelligheder og ikke mindst styrker.
Starten af historien og et udsnit af vores mange designere
Danish Modern begyndte faktisk på museet i 1949, hvor Københavns Snedkerlaug havde sin årlige udstilling. Snedkerne havde siden 1927 vist udstillinger, og de havde samarbejdet med møbelarkitekterne. Amerikanske journalister publicerede artiklen ”Danish furniture, som udkom i det amerikanske boligmagasin Interiors i 1950. Her blev den egenartede danske designtilgang fremhævet, og at danske stole forenede skønhed, komfort og minimalisme. Sådan startede det danske designeventyr.
I denne del af udstillingen møder vi både mere traditionsbårne formgivere, nogle af dem der fulgte Klint-skolens dogmer, de er i venstre side og nogle af de mere organiske designere, er til højre.
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
I det sidste rum er der smæk på farverne, når Nanna Ditzel, 1923-2005, Verner Panton, 1926-1998, slår sig løs. Igennem hele udstillingen møder vi dem alle: Gertrud Vasegaard, 1913-2007, Rigmor Andersen, 1903-1995, Ole Wanscher 1903-1985, Mogens Koch, 1898-1992, Kay Bojesen, 1886-1958, Lis Ahlmann, 1894-1979, Børge Mogensen, 1914-1972, Grethe Meyer 1918-2008, Poul Kjærholm, 1929-1980, Henning Koppel, 1918-1981, Hans J. Wegner, 1914-2007, Jens Harald Quistgaard, 1919-2008, Finn Juhl, 1912-1989, Axel Salto, 1889-1961, Arne Jacobsen, 1902-1971, Jacob E. Bang, 1899-1965, Per Lütken, 1916-1998, Poul Henningsen, 1894-1967, Knud V. Engelhardt, 1882-1931, Fisker & Nielsen-Peder Andersen Fisker,1875-1975, og Hans Marius Nielsen,1870-1954, Bernadotte & Bjørn-Acton Bjørn, 1910-1992, og designeren Sigvard Bernadotte,1907-2002, Erik Herløw, 1913-1991.
Snart tilføres udstillingen også et køkken fra Frankfurt, Bauhaus perioden, 1919-1933, og et rum med cool og tech. Vi kan sagtens begynde med det, der er allerede er klart og vente på resten, der er rigeligt at se på og forholde sig til. Det er en meget gennemarbejdet og interessant fremtoning udstillingen har, og selvom du ikke umiddelbart kender noget til eller kun lidt til dansk design, er dette en oplagt chance til at stifte bekendtskab med dette fænomen. Udstillingen kan ses af alle.
KULTURINFORMATIONs anmelder og redaktionsmedarbejder Louise ‘All Over’ Frevert. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
DESIGNMUSEUM DANMARK: Danish Modern. Udstillingen er permanent – se mere her
DESIGNMUSEUM DANMARK: Danish Modern – læs også chefredaktør Hillestrøms artikler om Finn Juhl & Axel Salto
Læs Lyksteds anmeldelse af Dansk Designhistorie her
Læs Freverts anmeldelse af 101 DANSKE DESIGNIKONER her
DESIGNMUSEUM DANMARK: Danish Modern er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm