DR-KONCERTHUSET: Luisi & Brahms’ 3.

 

Sfærisk skaberkraft i dur og mol

 

 

 

 

 

Foto: Søren Krabbe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ …… meget smukkere bliver det ikke ……’

– Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

Der var lagt op til et program med stor spændvidde den 8. februar 2024 i DR Koncerthuset. Vi skulle lytte til en uropførelse, et sjældent spillet værk og en sikker publikumsmagnet.

 

Hvordan skaber man en bro over to sfæriske lieder, et møde med Skaberen og en komponist der er fri, men glad? Jeg synes at stykkerne var godt udvalgt, og vi fik som sædvanlig en træfsikker oplevelse i hænderne på Fabio Luisi og DR Symfoniorkesteret. Og de kom på arbejde denne aften. Vi må give en cadeau til messingblæserne og janitsharerne.

Hans Abrahamsen: To Lieder

Det første værk på aftenens program var en uropførelse af den danske komponist Hans Abrahamsen. Stykkerne – eller rettere: sangene – er komponeret til orkesterets koncertmester Christina Åstrand. Bogstaverne i hendes navn skulle endda være omdannet til toner i stykket. De to sange er en videreudvikling af komponistens tidligere værker. Solisten selv udtaler i koncertprogrammet: “Det er den smukkeste musik fuld af stjerneskud og lys, som universets egen melankolske melodi”.

 

Hvilken slags musik er disse to sange? For det første er sangene hævet over gængs tonalitet. Man kan ikke sige at stykkerne er i dur eller i mol.

 

For det andet er soloviolinen naturligvis den der ‘synger’ i stykket, men man fornemmer ikke at orkesteret skal akkompagnere soloviolinen. Stykket er heller ikke en samtale mellem soloviolinen og orkesteret. Det opleves mere, som om at orkesteret og soloviolinen bidrager til et fælles sfærisk lydbillede.

 

Der er lagt vægt på klange og lydbilleder, og hvis man holder øret fast på dette udgangspunkt, bliver musikken nøjagtigt så smuk, som Christina Åstrand beskriver det. Efter uropførelsen blev komponisten kaldt op på scenen, og modtog publikums hyldest.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Søren Krabbe

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alexander Skrjabin: Poème de l’extase

Hvordan får publikum vænnet ørerne til den mere romantiske klassiske musikstil? Vi skal jo trods alt afslutte aftenen med at lytte til Brahms’ 3. symfoni. Som en fornuftig overgang er Alexander Skrjabin et godt bud. Komponisten er forankret i den klassiske musiktradition, men forsøger sig med nybrud i forskellige retninger. I den korte pause mellem de forholdsvist afdæmpede sange og Poème de l’extase, strømmer der en mængde musikere ind på podiet, deriblandt en håndfuld janitsharer.

 

Alexander Skrjabin skriver dette stykke, for at vi skal fornemme hvordan det må være at nærme sig Gud og fornemme hans skaberkraft. Stykket kredser omkring det samme enkle tema, mens flere og flere instrumenter byder sig til, efterhånden som stykket skrider frem. Solotrompetisten kommer virkelig på overarbejde og skal matche resten af messingblæserne for at trænge igennem lydtæppet. Jeg undrer mig over, at træblæserne ikke gemmer trommehinderne helt inde i høreværnet, for der bliver efterhånden skruet gevaldigt op for volumen.

 

Stykket er utrolig flot og slutter naturligvis i et kæmpe crescendo, deraf ordet “l’extase”. Vi er nået til stedet, hvor den energi findes, som kan omdannes til alt det skabte, der omgiver os. Hermed er vi “Frei, aber froh”.

Johannes Brahms: Symfoni nr. 3

Johannes Brahms kan ikke bare skrive et stykke musik, fordi det lyder godt. Der skal være en idé eller inspiration bagved. Johannes Brahms forbliver ungkarl hele sit liv. For det første var han optaget af sin musik de fleste af døgnets 24 timer. For det andet var han relativt god til at fornærme sine omgivelser, hvilket ikke øger sandsynligheden for at finde en livsledsager. “Frei, aber froh” er temaet for hans tredje symfoni som hentyder til at han har affundet sig med sin ugifte stand, fordi musikken giver ham så meget. Selvfølgelig er symfoniens hovedtema i noder “f-A-f”. Der bliver vekslet mellem dur- og molakkorder i rigelige mængder. Brahms er både vemodig og glad. Så langt så godt.

 

Johannes Brahms var som komponist perfektionist, og alligevel kan man godt tillade sig at mene, at hans 3. symfoni er et særligt gennemkomponeret værk. Ikke en eneste tone stikker ud eller ødelægger behaget ved at lytte. Brahms formår at sammensætte melodistumper så virtuost, at alle fire satser opleves, som det man på godt dansk kunne kalde “Stream of consciousness”. Temaerne er lange og vikler sig umærkeligt ind i hinanden. Bortset fra Brahms’ vuggevise og de ungarske danse, er temaet fra tredjesatsen et af hans største “hits”. Meget smukkere bliver det ikke.

 

 

 

DR-KONCERTHUSET: Luisi & Brahms’ 3. – se mere her

 

 

 

DR-KONCERTHUSET: Luisi & Brahms’ 3. – se et indblik fra YOUTUBE her

 

 

 

DR-KONCERTHUSET: Luisi & Brahms’ 3. er anmeldt af Festus Steinmeier, KULTURINFORMATION Redaktion: Jesper Hillestrøm