Louise Frevert
AKTUELT

ENIGMA – et museum

ENIGMA – et museum

 

 

 

 

 

 

 

ENIGMA - et museum

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

‘ …… alle tiders aktivitet for alle i alle aldre ……’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

Endelig åbnede det længe ventede museum, hvor kommunikation på alle fronter bliver synliggjort. Det tidligere Post og Telegraf Museum i Købmagergade lukkede i 2015. Der skulle udvides og fornyes.

 

Det nye museum, ENIGMA, har været undervejs i 8 år. Kommunikation nu om stunder, er af en helt anden kaliber end da posten blev delt ud hver dag, telegrammer blev sendt på tværs af verdensdele, telefonnumrene havde to bogstaver foran et par cifre og der var telefonbokse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Post og Telegraf Museum

Foto: ENIGMA

 

 

 

 

 

En rundtur

Når du kommer ind i foyeren på museet, bliver du mødt af et imponerende stort omstillingsbord. Det ser kompliceret ud. Der har været meget at holde styr på for telefonistinderne.

Teleportalen

I Stueetagen ligger også Teleportalen. Et kæmpestort rum, indrettet specielt til børn. Der er posthus, skrivemaskiner fra 70’erne, klatrestativ, en rutsjebane hvor man se hvordan et kabel fungerer og meget andet. Et eldorado for børnefamilien. Leg og læring.

Arcadeum

Turen går ned i kælderen til Arcadeum, der er indrettet som en spillehal og arkade med spillemaskiner fra 80’erne – i samarbejde med BibBibbar, et spillested. Det må vække minder i alle drenge, der er blevet voksne og deres fædre fra den periode. Det er kommunikation på en anden måde. Man kan købe spillekort til kr. 50 og spille hele dagen, uden at købe billet til museet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Post og Telegraf Museum

Foto: Nana Reimers

 

 

 

 

 

 

 

 

Kommunikation gennem tiderne – og i krise

På første sal træder vi ind i et univers af kommunikation, hvor vi kan indleve os i de sidste 100 års udvikling i kommunikation inden for radio, TV, telefoner, internet, mobiltelefoner og telegrafi. Der er nok mange der vil blive forbavsede over at opdage, at det måske er 38 år siden deres første mobiltelefon dumpede ned i tasken. Tiden flyver trådløst! Der er beskrivelser af postruter, og næste år kan vi fejre, at det er 400 år siden Christian IV etablerede nordens første postvæsen i Danmark.

 

På øverste etage er museets største rum, hvor det er Kommunikation i krise, som er det centrale. Rummet er mørkt og lidt dystert og indgyder straks en stemning af alvor. Det er da også ganske seriøse emner vi bliver introduceret for. Anden Verdenskrig fylder en del, for i krisetider findes veje til kommunikation på alle fronter. Både når det drejer sig om at sende beskeder som fjenden ikke skal kunne tyde (Enigma), overvågning af alt og alle, kontakt til de mange modstandsfolk og grupper i mellem, det hele er flot sat op og lige til at gå til.

 

I den mere moderne genre er der bl.a. holdningen til Fake News, beredskabet før og nu og den første månelanding. Vi oplever mange niveauer af, at kunne meddele sig på denne etage. Man kan snildt bruge et par timer her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ENIGMA – et museum

Foto: ENIGMA

 

 

 

 

 

 

En verden af kommunikation

Museet ligger smukt og centralt ved Fælledparken og det er nemt at komme med metroen lige til Trianglen. Dejligt. Der er mulighed for, at alle kan få indblik i denne spændende verden af kommunikation, der har været igennem generationer. Nok kommer vi ikke helt tilbage til røgsignalerne, men for den helt unge generation, vil nogen af de viste ting på museet helt sikkert føles for dem, som om de næsten ville være tilbage i stenalderen.

 

Et vigtigt museum i en tid, hvor vi skal huske vores rødder, men så sandelig også følge med den teknologiske udvikling der er sat i gang. Selv om det går stærkt.

 

 

 

 

 

Bonusinfo:

ENIGMA kunne nemt snige sig op på en stjerne mere, men de har ikke helt fået færdigetableret det hele. Den APP der skal bruges, mangler nogle data og det gør det vanskeligt, at få f.eks. årstal med på nogle af genstandene. Det skal fungere. Til gengæld kom hjælpen flyvende via utroligt positive og hjælpsomme studentermedhjælpere, der straks stod parat med den information det kneb med.

 

De underviser også skoleklasser og hvis nogen har lyst til en omvisning, står de klar. Deres uniformer er dog ikke så klædelige. Man kommer uvilkårligt til at tænke på medarbejdere der går rundt på et lager i blå kitler. Det er et valg der er truffet, selvom det er umuligt at se, at de tager afsæt i uniformerne på museet. Måske ville en applikation af en telefon pynte på ryggen af uniformen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

ENIGMA – et museum

Foto: Peter Zinck

 

 

 

 

 

ENIGMA er et af de få museer der har åbent om mandagen. Så bare afsted, det er alle tiders aktivitet for alle i alle aldre.

 

 

 

 

Hvorfor hedder museet ENIGMA?
Ordet ENIGMA er græsk og betyder gåde. Gennem vores mange aktiviteter på museet er det præcis vores hensigt at bidrage til, at vi alle bliver bedre til at aflæse hverdagens kommunikationsgåder. Samtidig er vi jo så heldige, at vi i vores samling har en ENIGMA-maskine, som er den kodemaskine, som blev brugt under 2. verdenskrig – og helt nye undersøgelser har påvist, at vores maskine er den ældste der findes i verden.‘ – fra museets site

 

 

 

 

 

 

ENIGMA – et museum om kommunikationens veje og vildveje. Øster Allé, København Ø.

 

 

Se mere om ENIGMA – et museum her

 

 

 

ENIGMA – et museum er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION