Fra stranden til New York og tilbage igen – med Oilly Wallace

 

 

 

 

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

 

 

Hvor jeg dog savner Copenhagen Jazz Festival! Nogenlunde sådan havde jeg tænkt mig at indlede anmeldelsen af de to koncerter her fra ferielandet.

 

Så ville jeg have synket ned i nostalgien og berettet om den ene gode koncert efter den anden, og alle de obskure, gennem årene, hvorefter jeg ville have begrædt at det ikke kunne lade sig gøre i år.

 

Men jeg har det for godt, og jeg er i alt for god feriestemning til netop dén vinkel, og det skyldes i høj grad min oplevelser her på Nykøbing/Rørvig Jazzfestival, der har bevist at jazzen stadig lever og ånder.

Oilly Wallace kvartet

Den første koncert jeg overværede, og den eneste jeg når at anmelde her i ferien, endda med gratis entré, var med den unge komet på altsaxofon, Oilly Wallace.

 

Arrangørerne havde valgt at trække koncerten indendørs pga blæst, og vi sad nu to personer ved hvert bord i pakhuset, med de karakteristiske store brune bjælker.

 

Jeg ankom alene da min familie havde meldt af på grund af det, trods blæsten, virkelig gode badevejr.

 

Sidst familien meldte af til en jazzkoncert var med Nikolaj Hess på Bartof station på Frederiksberg i 2018. Det viste sig at blive en af de bedste jazzkoncerter i mit liv, endda med improviseret gæsteoptræden af Cæcilie Nordby som sang opera!

 

Ved den lejlighed sad jeg ved siden af en ung kvinde fra Frankrig som selv spillede og komponerede jazz på sin kontrabas.

 

Det skulle vise sig at noget lignende gentog sig her i Nykøbing Sjælland.

Legesygen og ekvilibrismen bredte sig

Da jeg havde ekstrabilletter hjalp jeg en kvinde med ind til koncerten. Hun var skuespiller og havde danset ballet, og vi havde den bedste snak om det lokale jazzmiljø, som hun kendte en del bedre end mig. Og så var hun 88 år!

 

Oilly Wallace kom luntende ind på scenen med sin kvartet. Han havde det der strandpjuskede hår, som man får af saltvand og vind når man netop er kommet fra stranden. Ellers var han i en stilfuld ternet blazer over en sort godt opknappet skjorte.

 

De unge musikere blev præsenteret, hvoraf de fleste har været i slut 20’erne.

 

Zier Romme Larsen på klaver. Han var i kasket og gul T-shirt. Ægte badestemning. Anders Fjeldsted på kontrabas. Hvid skjorte og blazer. Til slut, Malte Arndal på trommer. Netop hjemvendt en kort stund fra Paris fik vi at vide, og Oilly skulle snart tage afsked med ham igen.

 

Oilly præsenterede først et par af sine egne kompositioner, deriblandt nummeret ‘Cote d’azur’.
Han havde ikke selv været ved den franske riviera, men han syntes navnet lød sødt. Vi fik serveret den luneste Bossa, med let skjult henvisning til Jobim. Oilly beviste dog at han kunne lægge sin egen nordiske og personlige tone i musikken.

 

Malte Arndal fik lov at shine. Som min borddame kommenterede “nu kom der mere liv i janisharen”.

 

Slutningen var en øvelse i det som alle malere kender: Skal jeg tilføre endnu et strøg? Zier, holdt svævende og tvivlende sine fingre over tangenterne, men lod klogt tonerne hænge. Nummeret rindede stille ud, som når man falder i søvn ved havet på sit håndklæde.

 

Sidste del af første sæt var viet til standarderne. Først Tom Adair ‘Everything happens to me’. Den startede i samme rolige tempo og tone som sidste nummer var sluttet på. Whiskers, bas og dæmpet sax lagde stemningen. Min borddame sagde højt: “Lad nu bassen komme til. Hvis han får lov”. Det gjorde han heldigvis. Dybe rolige toner fyldte rummet ubesværet, og vi blev helt hensat til ånden fra NHØP.

 

Klaveret begyndte så, først uhørligt. Det gamle New York tonede sig frem og Oilly sluttede alene over ca. 8 takter.

 

For en uindviet kunne det se ud som om han var kommet for langt ud og svømme og man kunne blive i tvivl om han ville komme i land. Men et enkelt blik fra ham hen på pianoet fik hevet ham det første stykke i land med et enkelt anslag. Han fortsatte lidt alene, kiggede på Zier igen, og blev hevet helt ind i god behold uden mén.

 

Oilly og hans kvartet havde styr på standarderne ingen tvivl om det. Det næste nummer var ‘Just one of those things’, skrevet af Cole Porter i 1935 til musicalen Jubilee.

 

Inden nummeret blev sat i gang måtte Oilly understrege hvor dejligt det var at se et levende åndende publikum igen. Nummeret blev sat i gang i god swingstemning. Der var eminente soloer af både Oilly og Zier. Trommerne fik også lov, men Malte holdt sig pænt og ydmygt i skindet det meste af tiden. Oilly insisterede dog på flere trommesoloer og der kom langsomt mere liv og spræl i det. Legesygen og ekvilibrismen bredte sig, og klaveret kom også med i legen og forlod det sikre for en stund. Det var lidt som om de fire musikere stod i vandet og kastede sig grinende over de bølger der kom imod dem. Andet sæt bestod af tre selvkomponerede numre og en enkelt standard.

 

Kvartettens levering af standarden ‘My shining hour’ skal her fremhæves. En bas og en sax kan noget sammen! Især efter der er bokset fyndigt på klaveret og trommerne har sat svingninger i hele lokalet.

 

Oilly og Anders drev sangen frem alene med energisk og hurtig puls og det blev aldrig kedeligt eller bart. Trommerne stemte i med enkelt slag på bækkenet og stålstrengende forlængede tonen hvorefter der kun behøvedes at blive slået nogle sagte slag på lilletrommen. Snart steg pulsen igen og Oilly tog lange favntag med nummeret og gav alt hvad han havde i sig, så blodårerne på halsen stod ud som små støvede sommerhusveje, og farven i ansigtet ændrede sig til det mere rosa.

 

Det sidste nummer var ‘Bad oysters’. En af Oillys venner serverede østers for ham og hans kæreste da de lige var begyndt komme sammen. “Da vi vågnede næste morgen røg det ud af os. Virkelig god måde at lære hinanden at kende på” smågrinede Oilly. “Så må vi håbe vi kan tåle den østers” jokede min 88-årige borddame.

 

Klaveret vekslede mellem de lyse skalaer, og kraftige tryk på de dybe toner. Trommerne snublede her og der for at understrege det abrupte og ukontrollerbare i oplevelsen. Der var ikke mange glatte og lange bløde toner at komme efter her. Oilly kom ned i knæ nogle gange under soloerne, men ikke helt ned på gulvet.

 

Vi var dog ikke helt i sikker havn da han begyndte næsten at mime ambulancens udrykningslyde på sit blæseinstrument. Helt galt gik det heldigvis ikke. Man er vel fra København.

 

Dette nummer havde den længste trommesolo. Der blev rumlet godt på gulvtammen så man følte det helt nede i maven. Og så kom det op flere gange. Fra gulvtam til lilletromme i flere rul, så man ikke var i tvivl om at vi nu var med Oilly og kæresten ude ved den hvide tønde. Alt sammen markeret på de smukkeste mørke træbrune tønder som Mads behændigt betjente. Gad vide hvordan hans spil ville blive modtaget i Paris?

 

Oilly og hans kvartet slog fast at der stadig findes en urørlig tidslomme af jazz, selv i en prøvende tid for musikere. Selv om mange af grebene og fraseringerne holdt sig på tørt land er der intet galt med gentagelsen. Blot det at se en ung kvartet med så meget spilleglæde, der tager standarderne seriøst og tilføjer dem sin egen signatur er opløftende.

Nogle gange vil jeg bare gerne høre noget god jazz

Nogle gange vil jeg bare gerne ligge på en varm strand på et blødt tæppe med sandet under mig formet til mit hoved, og blive lidt rød på ryggen, mens jeg endnu en gang har lagt en bog ved siden af mig jeg ikke får læst. Bade en, højst to gange, som jeg plejer. Drikke min øl og blive lidt bims og mere døsig af det fordi solen bager på mig.

 

Og nogle gange vil jeg bare gerne høre noget god jazz og mærke New York fremmanet endnu en gang.

 

I nogle timer fik Oilly Wallace og hans kvartet mig til at glemme Corona. Selv om de få timer synes som en dråbe i havet, er jeg taknemmelig for at mærke jazzens puls.

 

Som arrangøren spurgte efter koncerten: “Er der nogen af jer der er bekymret for dansk jazzs fremtid?”

 

“Neeej!” råbte vi allesammen i kor. Inklusive min ældre og livsglade borddame.

 

 

 

 

 

Indlægget om Oilly Wallace er skrevet af Mark Kuusela, KULTURINFORMATION

Læs mere om Mark Kuusela her