Litteratur

FRØ – en boganmeldelse

FRØ – en boganmeldelse

350 forunderlige spiselige og magiske planter, du kan dyrke

 

 

 

FRØ - en boganmeldelse

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

Denne bog er intet mindre end et fantastisk opslagsværk. Den er ganske omfattende og gennemarbejdet ned til sidste detalje. Allerede når du læser indholdsfortegnelsen fornemmer man, at forfatterne virkelig ved hvad de har med at gøre. Bogen er spændende læsning, også selvom du ikke er den store køkkenhave entusiast.

 

Jeg har da fået endnu mere blod på tanden, til at udvide mine 10 højbede med grøntsager med et par stykker, hvor nogle mere spændende planter kan gro. Jeg har nok ikke været så modig og har de mere konventionelle grøntsager: jordbær, majs, kål, kartofler, jordskokker, asparges og krydderurter.

Forfatter erfaringer

Det kan betale sig at fordybe sig i de første afsnit, hvor man kan få stort udbytte af forfatternes egne erfaringer og høre deres historier samt baggrunden og behovet for en bog som denne. Der er beskrevet 350 nye og gamle grøntsagssorter, urter og spiselige blomster. Der er intet overladt til tilfældighederne, alle planter er blevet systematiseret, og beskrevet ned til mindste detalje. Det er indgående beskrevet hvilke planter der hører til hvilke ”familier”.

 

 

 

 

 

 

 

FRØ - en boganmeldelse

 

 

 

 

 

Der er en frøkalender, hvor man nemt og overskueligt kan se tidspunkterne for hvornår de forskellige frø skal høstes. Bogen er illustreret med tydelige og flotte fotos af planterne. Desuden er der nogle meget appetitlige opskrifter, ikke mange, men det er jo heller ikke en kogebog.

Eksotiske planter

Nogle af planterne er ikke nogle vi ofte ser på vores breddegrader, men også det er der taget højde for i bogen. Der er tydeligt forklaret hvordan de mere eksotiske planter kan overleve og hvordan man får deres frø. Endvidere er der en inspirationsliste over forhandlere og organisationer, spredt over hele verden. Den er ment som inspiration, så kan man selv gå på opdagelse i denne uendelige verden. Man opdager hvor mange sorter der kan købes og at der er en kolossal interesse Worldwide for at dyrke sine egne afgrøder.

 

 

 

 

FRØ - en boganmeldelse

 

 

 

 

Altankasser og potter

Der er en stor tilfredsstillelse i at dyrke sine egne planter, uanset i hvor stor målestok det er. Det er trods alt ikke alle der har jord, hvor de kan dyrke deres egne grøntsager og måske også føler at det er helt uoverskueligt at skulle passe dem. Det kan dog også lade sig gøre at dyrke i det små og lave sine egne frø i en lille altankasse eller i potter med krydderurter på køkkenbordet. Som skrevet i forordet, er frøhøst en praksis, du lærer, mens du gør det! Har man først prøvet at dyrke nogle krydderurter i f. eks. en potte og tage frø fra, lad os sige dild, går der sport i det.

Spiseblomster

Jeg har nu besluttet hvad de ekstra højbede i min køkkenhave skal indeholde: Spiseblomster. Ikke alene ser det fantastisk ud med et par blomster på maden, de kan simpelthen pifte en hvilken som helst ret op, de smager skønt og ser vidunderlige ud i haven. Det kan godt være at nogle vil tænke, det her er ikke noget for mig, men prøv det. Vi skal værne om vores klima og ved at dyrke dine egne grøntsager og krydderurter, bidrager du også til at vor klode forhåbentlig vil bestå mange år fremover. Det skal tilføjes, at hvis du skulle være helt novice på frø, er denne bog også helt perfekt. Det kan ikke gå galt.

 

 

 

 

 

FRØ - en boganmeldelse

Foto: Rishi

 

 

 

 

FRØ – 350 forunderlige spiselige og magiske planter, du kan dyrke. Udgivet på Lindhardt og Ringhof. Forfattere: Søren Ejlersen, kok, forfatter og medstifter af Aarstiderne. Christine Bille Nielsen, kok, opskriftsudvikler, madskribent og underviser. Signe Voltelen, arkitekt og arbejder med dyrkning, opformering og forædling af frø.

 

 

 

Se mere om FRØ – en boganmeldelse her

 

 

FRØ – en boganmeldelse er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION