Husets Teater: IBSEN’s: Lille Eyolf

✮✮✮✮✮

Holdet bag Husets Teater med kunstnerisk leder Jens Albinus i spidsen har sat Henrik Ibsens familiedrama ‘Lille Eyolf’ op. Den norske dramatiker og digter Henrik Ibsen (1828-1906) er én af de vigtigste forfattere i Det Moderne Gennembrud og regnes som grundlæggeren af det moderne drama med skuespil, der sætter den menneskelige psykologi i centrum og kredser om den fortid, det er så umuligt at flygte fra.

Den prisvindende instruktør Liv Helm cementerer, hvordan familien stadig må betragtes som et af de mest ekstreme relationer, et menneske kan befinde sig i – en arena for personlige kampe om udfrielse og forvandling. Især i spørgsmålet om, hvordan man som menneske navigerer mellem sine drifter og forpligtelser.

Ibsens eksistentielle syn i denne sammenhæng er, at kun den, der kender sig selv og sine egne motiver til bunds, kan vælte verden over ende uden selv at blive revet midt over.

Dramaet skildrer de store tanker og dilemmaer via de få karakterer, deres indbyrdes samtaler og positioner.

Handlingen og temaerne

Handlingsforløbet er kort, at de to hovedpersoner har levet i et dysfunktionelt ægteskab, siden deres lille søn, Eyolf, faldt ned fra et bord som spæd og blev lam. Ægtemanden, Frederik, er vendt hjem fra en tiltrængt rejse og pludselig meddeler, at han på sin rejse har reflekteret over sit liv og tænkt, at han forspildt det på at begrave sig i arbejdet med sin filosofiske afhandling om ”Det Menneskelige Ansvar”, når han reelt har forsømt sit eget fædrene ansvar for sønnen. Han meddeler sin hustru, Rita, og søster, Asta, at han har besluttet sig for at lægge skriverierne til side og helt hellige sig Eyolfs lykke og udvikling.

Men meddelelsen huer ikke hustruen. Til sin overraskelse må Frederik nu erkende, at Rita, som i forvejen har følt, at det store livsværk, bogen, stod imellem de to, føler, at sønnen nu i stedet vil komme til at stå imellem de to. Frederik taler om livsforandringer, Rita brokker sig over ikke at få sin mands udelte opmærksomhed. Rita begærer stadig Frederik og er jaloux på alle, der kommer ham nær.

Rita føler sig afvist af Frederik, og det giver sig udslag i udbrud af voldsom jalousi til sønnen og Frederiks halvsøster Asta, som han er stærkt knyttet til.

Før hadede Rita hans evige arbejde med bogen, nu hader hun tanken om, at sønnen skal få samme, fulde opmærksomhed.

Hun går så vidt som til (måske i affekt) at sige, at hun ville ønske, hun aldrig havde født sin søn.
Få øjeblikke efter hører de råb fra den nærliggende mole, at deres søn er fundet druknet.
Pludselig har sønnens død forpurret Frederiks nye planer – nu kan Eyolf ikke komme til at stå mellem Frederik og Rita (i levende live); og sønnens død udstiller nu Ritas helt igennem urimelige skinsyge.

De to mennesker/parret hver for sig og sammen tvinges til at forholde sig til begreber som forvandlingens/forandringens kraft og det menneskelige ansvar.

Dramaet berører virkelig mange almenmenneskelige temaer som livets foranderlighed/omskiftelighed, had, begær, jalousi og skam, foruden menneskets svære bearbejdelse af sorg og savn, som udløser en lavine af uforløste følelser: skyldfølelse, dårlig samvittighed, beskyldninger, gengældelse og det at dele sin kærlighed.

Set-uppet

Igennem en meget enkel scenografi med en gennemsigtig baggrund og 4 stole (én stol til hver skuespiller) og et bord, som skuespillerne flytter rundt på – er der ikke noget der forstyrrer det væsentlige – nemlig dialogen mellem karaktererne. Der indgår desuden en meget gennemtænkt brug af røgmaskinen foruden en meget effektfuld udgang, hvor drengen Eyolf graver sig ned og ud ved at løsne scenens brædder og dermed få mulighed for at kravle ud under scenen ud til bag bagtæppet, som er gennemsigtigt, så man stadig kan se drengen forsvinde ud bagved – alt sammen til noget nordisk hårdtslående musik – ganske fremragende udført rent scenografisk af scenograf Freya Sif Hestnes. Desuden bliver der plantet et træ på scenen i den sidste del af dramaet, som lidt kliché-agtigt skal symbolisere en ny begyndelse.

Skuespillerne og dialogen

Jens Albinus er som skuespiller genial dygtig, entusiastisk og stærkt overbevisende i hovedrollen som Frederik. Med rettidige temposkift i talestrømmen og med voldsomme fysiske udbrud i fosterstilling på teatrets brædder leverer Jens Albinus en klar toneangivende præstation.

Signe Egholm Olsen er ligeledes en utrolig begavet og overbevisende skuespillerinde i den anden hovedrolle som Rita. Hun performer den noget kyniske og urimeligt skinsyge hustru mesterligt, og på ét splitsekund er Signes karakter i stand til at skifte humør fra den ene yderlighed til en anden – fra indyndende lune til skrigende aggression.

De to birolleindehavere Asta August og Mikkel Becker Hilgart i rollerne som henholdsvis halvsøsteren, Asta, og familiens ven og ingeniør, Bjarke, er begge yderst talentfulde og unge skuespillere, som også i den grad leverer varen uovertruffent.

Bølgerne går højt (også med humoristiske stikpiller fra karakteren Rita over for Frederik) i dialogen mellem de fire skuespillere – i særdeleshed mellem Jens Albinus og Signe Egholm Olsen, men hele handlingen bliver samtidig fremelsket med en beundringsværdig lethed i dialogen de fire karakterer imellem. Og de gør det eminent. Og aldeles tankevækkende.