ORDET – på Folketeatret

en analyse af Joachim Fjord Madsen

 

 

“Folketeatret slipper frisk, frejdigt og fængende fra opsætningen af Kaj Munk-klassikeren ‘Ordet’, som lykkes med at være velgjort og vedkommende. ‘Ordet’ bliver leveret af godt spil fra et engageret cast, med en effektiv redigeret bearbejdning og tolket med lethed i tonen, som giver teksten aktualitet.”

 

✮✮✮✮✮✮

 

Aktualitet

Kaj Munks bedst kendte drama ‘Ordet’ blev opført første gang på Betty Nansen Teatret i 1932, og han skrev det på bare fem dage. ‘Ordet’ handler om religionsstridigheder i et lille samfund, hvor indremissionske og grundtvigianske kræfter strides, og det handler i høj grad om troen på mirakler.

 

Et religionsdrama om en grundtvigiansk bondefamilie bosat i en lille fiskerby ved Vesterhavet i 1925 kan umiddelbart forekomme ret uvedkommende. Men redigeres der lidt i manuskriptet af den danske præst og forfatter Kaj Munk, har man et højaktuelt stykke om grundlæggende, eksistentielle problemstillinger. Om tro, tvivl og mirakler – og om at finde ind til en fælles menneskelig kerne af kærlighed og håb om fred.

 

Dette grundlæggende eksistentielle i Munks fortælling gør den også vedkommende anno 2021. Den skildrer den barske virkelighed blandt jævne folk ved den jyske vestkyst, hvor naturen og troen styrer det meste. Men det er også et eksempel på, hvordan tro og meningsforskelle kan opdele verden.

 

‘Ordet’ handler også om at tro og om de mange tvivlsspørgsmål, en tro afføder. Kan man have en tro på det at tro – uden selv at tro? Og kan tro have forskellige udtryk og stadig være ligeværdige?

 

 

 

 

 

 

Fortællingen – kampen om Gud og den sande kristendom

Vi er i Vestjylland i 1920’erne i en fattig og religiøs del af Danmark. Her har den gamle Mikkel Borgen gennem 50 år kæmpet for at indføre den tilgivende og milde kristendom, “grundtvigianismen”. Hans projekt er lykkedes – hvis ikke det lige var for “indremissionen”, der med sine vækkelsesmøder og bekendelser “… gør Gud til formand for et parti”, som Mikkel Borgen siger. Den del af kristendommen vinder også frem; så meget, at det lille samfund efterhånden er splittet i to. Gamle Mikkels drøm er at se sin ’Borgensgård’ som det fortsatte samlingspunkt for sognets åndsliv, og den plan harmonerer kun dårligt med de missionske mørkemænd.

 

Heller ikke Mikkel Borgens egen familie er uberørt af striden. I den lille, grundtvigianske familie påvirker den forstyrrede og stærkt troende og indremissionske Johannes de resterende medlemmer. Og sønnen Anders er forelsket i den jævnaldrende pige, Anne, men Anne hører til hos “mørkemændene” hos Indre Mission, og både Mikkel Borgen og pigens far, Peter Skrædder, modsætter sig de unges kærlighed, og en kaskade af skæbnesvangre hændelser følger i kølvandet på den tragiske kærlighed.

 

Lige lidt hjælper det, at Mikkels godhjertede svigerdatter, Inger, forsøger at overbevise ham om, at meningsforskelle og gårdmandshandler må vige for kærligheden. Ingers rene, ureflekterede barnetro kan ikke rokke de stridende parter.

 

Netop Inger – Mikkel Borgens svigerdatter – dør i barselssengen, og ved hendes dødsleje bøjer de to gamle fædre sig og lader deres børn, Anders og Anne, gifte sig med hinanden. Det ene mirakel fører det andet med sig: Straks derefter bliver Inger, gennem den fromme Johannes og hans store tro, og Ingers datters barnetro på det gode og på miraklet, vækket til live igen.

 

 

 

 

 

Vanvidsdrama?

I en dramahistorie præget af småborgerlig snusfornuft er digterpræsten Kaj Munks vanvittige og irrationelle skuespil ‘Ordet’ på alle måder et særsyn. Grænserne mellem vanvid, naivitet og den stærke vækkelsestro er udflydende i Munks drama.

 

Intet er nemmere end at kritisere ‘Ordet’. Både for stykkets radikale genreskred fra de første akters folkekomedie til de sidste akter, der antager karakter af mirakelspil. Men kritikken forstummer, for ‘Ordet’ er skrevet med en vildskab, der får en til at sluge det scene for scene. Det er vanskeligt at finde plads til tvivlen, så længe man befinder sig i Kaj Munks overspændte univers.

 

Vildskaben, længslen, lidenskaben og kompromisløsheden blæser én bagover. Munk taler direkte til ens følelser. I ‘Ordet’ er der i den grad noget på spil følelsesmæssigt, lidt ligesom i de græske dramaer, hvor de slagter hinanden i kærlighedens navn. Den slags provokation tirrer tilskueren.

 

 

 

 

 

Folketeatrets vellykkede opsætning

Folketeatret har formået at reducere den kulturelle afstand til det næsten 100 år gamle stykke.
På Folketeatret er vindens hylen nemlig knapt så gennemtrængende, Vestjylland knapt så trøstesløst og urets tikken knapt så højlydt. Sanddynerne i baggrunden fungerer scenisk upåklageligt og skiller mellem nært og fjernt. Palle Steen Christensens scenografi spiller også ind i traditionen for at lade det rå, vestjyske landskab i form af piskende bølger og gådefulde klitlandskaber danne rammen om den menneskelige strid om ’ordet’. Hans overordentlig smukke, bølgende scenografi harmonerer perfekt til lydbilledets effektfulde introlyde med dundrende bølger samt nogle lækre, kønne lyriske soundbites fra Agnes Obel.

 

Hele skuespiller-castet præsterer formidabelt, men især de to ældre herrer udviser stærke, men dog nedtonede præstationer – nemlig Waage Sandø som ’Mikkel Borgen’ og Preben Kristensen som ’Peter Skrædder’. Dog må de to yngre og yderst veloplagte præstationer af henholdsvis Amalie Dollerup og Esben Dalgaard Andersen fremhæves, da de leverer skuespil på et yderst fremragende plan.

 

 

 

 

 

Digterpræsten

Kaj Munk var Danmarks store digterpræst. Frem til hans alt for tidlige død – han blev skudt af nazistiske soldater i 1944 – skrev han med udgangspunkt i præstegården i Vedersø i Vestjylland digte, artikler og dramaer. Det hele var gennemstrømmet af en stor tro. På Gud og på Guds ord som det milde og frelsende element i en barsk hverdag.

 

Således også i ‘Ordet’. ‘Ordet’ er uden tvivl inspireret af Kaj Munks egen opvækst med et indremissionsk hjem og den grundtvigske opfattelse i skolen, han mødte – selvom de indremissionske kræfter i ‘Ordet’ er langt sortere og mindre kærlige, end dem, Kaj Munk selv oplevede.

 

Kaj Munk var en følelsernes mand og i en iver efter at chokere publikum og ramme dem lige i mellemgulvet – der hvor det gør allermest ondt, skrev han ‘Ordet’ i et medrivende billedsprog.
Filminstruktøren Carl Th. Dreyer filmatiserede i 1955 ‘Ordet’ og vandt adskillige internationale filmpriser for den smukke sort/hvide-film.

 

 

 

 

 

Foto: Gudmund Thai

 

 

Indlægget er skrevet af Joachim F. Madsen, KULTURINFORMATION