Film Interview Litteratur

MEDIEFILEJS – en overlevelsesguide til mediebranchen✮✮✮✮✮✮

MEDIEFILEJS – en overlevelsesguide til mediebranchen

 

en bog af Jens Kjær Larsen

 

 

 

MEDIEFILEJS

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

 

Kameler bliver slugt og der trues veloplagt med kniv i Jens Kjær Larsens seneste udgivelse MEDIEFILEJS. Bogen er skøn og øretæveindbydende fra side et, og også sine steder hyperventilerisk hysterisk vild.

 

MEDIEFILEJS er en vandring i en ørken af flettet sand og Jens Kjær Larsen lægger hverken fingre eller håndrygge imellem leverpostejsmadderne, i den fortravlede, agile og omskiftelige mediebranches tekøkken, mens de kurrer ned af vinduet.

Mantraet: FLEST SEERE/BRUGERE/LIKES

Kort fortalt rammer forfatteren hovedet på sømmet, da mediemonstret, som ‘engang hed massemedierne – (nu blot medierne)’, har tilranet sig alverdens sendeflader på tv og de asocialemedier. Mere tv, flere kanaler – dårligere tv.

 

Det styrende mantra er blevet måleenheden seertal – og helst så få som muligt – ups, nej så mange, mange, mange seere som muligt skal lokkes på eksempelvis skralde-tvets fordummende vogn – mere ‘vild med kage’ og ‘dansedyst’, for seerne er alligevel ikke særlig kvikke og de spiser fra hånden og vafler gerne både skidt og kanel ned i tragten til det store non-intellektuelle rør af strutmåse og nøgler.

 

Som Jens Kjær Larsen anfører er McDonald’s måske verdens mest frekventerede restaurant, men intetsteds betyder det, at den er verdens bedste, eller at ‘coin offers’ nødvendigvis er den eminente diæt mod for højt kolesterol. Her kan undertegnede tilføje, at selv om hele Sydamerikas befolkning er storrygere, betyder det jo ikke, at cigaretter er ufarlige eller direkte sunde.

 

Men altså SEEEEEEERERE, BERUUUGERE & LIKESSSS er kun parametret. Derfor styrer markedsanalyserne ganske enkelt paragrafferne – kunderne vil have skrald og det skal de få. Alt gennemtjekkes ned til sidste kulturanmelder ved kakkelbordet og den pibende termokande, i håbet om også at kunne lokke fedtfingrene til fjernbetjeningen på selv hende nede fra ismejeriet.

Erfaringen mangler ikke

Forfatteren har mange års kamp i mediebranchen på bagen og han er ikke nærig med sin viden. I en række tilfælde er de grovkornede historier med anonymiserede ‘alias’, andre gange får kollegerne verbale rap bagi og i hvert fald over fingrene.

Ulla Terkelsen og piben (Spoiler alert)

I denne metoo-tid angiver forfatteren ved navn sådan en nydelig dame som Ulla Terkelsen for en gang i sidste årtusinde at have bedt den unge vandkæmmede hr. Larsen i matrostøj og fløjte om hjælp med et hæve-sænke bord på TV2s redaktion, med ordene (ordret citeret – altså Ulla sagde det virkelig – ja hende, der sover på flyet!) ‘Sådan en flot og stærk ung mand som dig, du kan vel godt lige …..’ – Ja, her må undertegnede som både hærdet og hårdkogt redaktør give forfatteren ret – havde jeg befundet mig i unge Larsens situation, ville jeg have følt mig noget så beskæmmet. Især når det endda kommer fra en personality som Danmarks talende tørklæde og svar på Christiane Amanpour. Er man i øvrigt mand i mediebranchen og er endt på de 50+, så pas endelig på med at give ros eller et venligt smil – det kan jo misforstås. ‘Stop hellere piben ind’, råder forfatteren os til.

En guide med fakta, men ikke kedelig

Bogen er bygget op sådan lidt som min anmeldelse, hulter til bulter, og det passer undertegnede glimrende – min hjerne kan li’ det på den måde, og sådan er mediebranchen netop. Bogen hævder at være en overlevelsesguide og det er den helt bestemt. Larsen gennemgår ‘chef-fænomenet’, eller mangel på samme, i en række mennesketype analyser, lige fra den struttende blondine med tjek på sagerne til skidesprællerfrisure (dem med klister i håret) femimændene i fløjlstøj ofte bærende navnet Kenn/Kent eller et andet fjollet navn.

Analyser og seertal

Vi kommer også endnu mere ind i de analyseværktøjer, der i dag er dræbende for medierne. Her har undertegnede selv strikket tre eksempler sammen, der, hvis det var i dag, ville være klart NO-GO, og aldrig ville have fundet vej til sendefladerne:

 

Idé nummer 1: Hvad med at lave en tv-serie med en sur missionsk mand, der drikker mælk og har sin næsvise dreng med på job i en dansk provinsby i slut 1920’erne – det skal være en lang serie, der vises hvert år til jul. Computeranalyse, hvad er dit svar? Svar: ‘Det gider ingen at spilde tid på, slet ikke til jul.’

 

Idé nummer 2: Hvad med at sætte en sanger og gøgler sammen som en slags moderne cowboys, der besætter huse og laver sort arbejde – det må da blive en god film ik’? Computeranalyse, hvad er dit svar? Svar: ‘Den slags kommunistisk propaganda gider ingen at se – en sådan biograffilm bliver en fiasko.’

 

Idé nummer 3: Hvad med tre voksne barnlige fjollehoveder af hankøn, der røver storkapital og millioner, men som aldrig rigtig får en klink ud af det andet end hjemlig hygge og en kold pilsner – mon ikke der kan spindes 14 film på det? Computeranalyse, hvad er dit svar? Svar: ‘Tror du, jeg er dum?’

 

Skrevet på en anden måde er satsningerne i dag endt med fejlslagne knopskydninger som serien ‘Fred til lands’ eller ‘Ulven kommer’, som ingen rigtig fik fat i, hvad gik ud på. Eller gør-det-selv-programmer om familier, der sætter fliser op på badeværelset.

Originalerne er på vej ud med badevandet

Som bogen fastslår, så var der i de gode gamle dage ‘personligheder’ som f.eks. vejrmanden Henrik Voldborg, der, nuvel affekteret, men med ildsjæl og passion, nåede hele vejen ind i stuerne og hjertet på dansken. En casting i dag ville angiveligt smide den rare vejrprofet af i en eller anden computerbaseret analyse af tøjstil, trivelighed og frisure, eller andre algoritmer. Hele Danmarks alfaderlige skikkelse ville næppe slippe gennem nåleøjnene til trods for sin venlige familiære charme.

 

Analyserne har ikke bare fået medbestemmelsesret eller er blevet toneangivende – computerne vælger, hvad der må produceres baseret på seer/brugertallene. Og netop det faktum siger jo intet om godt tv eller internet, blot at majoriteten muligvis har en dårlig smag. Hvis ikke analyserne gør det af med de nytænkende ideer, skal en eller anden chef eller mellemleder nok gøre det og ændre de nye spændende koncepter til de mere kedelige ‘sikre’ satsninger. Strategier, surveys og andet skidt står i vejen for kreativiteten.

 

Som anført på side 117 er mediemonstret blevet som en gammel fregat under et angreb – kaptajnen sætter sig ind i sin kahyt og beregner, hvordan skibet skal forsvare sig. Efter tre dage kommer han ud med sin analyse, men der er skibet allerede sunket.

Stand-up tilbagelænet

Jens Kjær Larsen gør dog andet og meget mere end at brokke sig – han rykker teltpæle og klasker med vognstænger og kommer med løsninger i ‘overlevelsesguiden’, og det går ikke stille af. Styrk dit netværk, dine relationer og sociale kapital. Vær ‘original’, og læg dig fladt ned.

 

MEDIEFILEJS er også forsynet med grå faktabokse med ‘tips’, der summerer op på kapitlerne og de kommer omkring både syrlinger, jahatte og selv stoleleg. Vi præsenteres også for en minipalør i smarte ‘medie-udtryk’ og outdatede og forslidte ‘misbrugsord’ som f.eks. ‘awesome’ – (forfatteren kan lkke lide det udtryk!).

 

Larsen er en stand-up komiker, der sådan lidt laissez faire blot sidder ned tilbagelænet og leverer på hug en awesome overlevelsesguide. Bogen er som en alvorsmand i en spøg og skæmt forretning eller i det mindste i en glasbutik. Læs den og tilslut dig højdefrekvensen A38.

Bag om forfatteren og afsluttende ‘statement’

Det lykkedes redaktionen at få en snak med forfatteren og udover, at Jens Kjær Larsen i dag arbejder som kreativ producer for DR, har han anpart i en deleko, som giver ca. ti liter mælk hver dag (også i weekenden) – den håndmalkes, men giver til gengæld både smør og ost på bordet.

 

Forespurgt fik vi oplyst følgende:

 

Jens Kjær Larsen bruger størrelse 43 i skonummer.

 

Jens Kjær Larsens yndlingsis er den grønne pebermynte variant fra et hvilket som helst italiensk gelateria.

 

Sluttelig var forfatteren så venlig at sende redaktionen dette afsluttende statement:

 

”Mediefilejs har været længe i støbeskeen. I de første mange år i mediebranchen iagttog jeg bare måbende. Mennesketyper, måder at agere på og bedagede mekanismer, der var til alene for mekanismernes egen skyld. Jeg gennemskuede rigide strukturer og skrev mig de største og mest indlysende AHA oplevelser bag øret.

 

At jeg kunne det, skyldes at jeg aldrig har gået den slagne vej. Jeg var popstjerne før jeg kom til mediebranchen, og dette med at skulle indordne sig et hierarki, lå ikke til mit højreben.

 

Der sker noget når mange mennesker grupperer sig. Samler sig under én hat og udvikler en kultur, som det typisk sker i større virksomheder. Vi overbeviser hinanden om lige præcis vort fællesskabs fortræffeligheder. Det er meget menneskeligt, men ikke særlig hensigtsmæssigt. Ønsker man at være en del af inderkredsen, må man udradere sin egenart og lære at spille spillet. Men rebellen skal stadigvæk have plads, hvis ikke du skal gå åndeligt til grunde. Og hvordan du bevarer dig selv intakt, det er hvad denne bog handler om.

 

Jeg begyndte at skrive den for fuld damp for ca halvandet år siden, men inden da havde jeg skrevet oprørte, eddikesyreboblende og sylespidse svadaer, der lå spredt ud i skuffer på fysisk papir og på obskure hard drives og virtuelle skyer overalt. Det var lidt af et svendestykke at få samlet, overskuet og klargjort min tekstmæssige offensiv. Det var ikke uden bæven at jeg satte skibet i søen. Ingen havde før sat ild til den platform de selv stod på. Men det måtte gøres. Og det faldt i mit lod at gøre det” – Jens Kjær Larsen, forfatter og medieguru

 

 

 

 

 

Indlægget er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION