Paul Gauguin – Hvorfor er du vred?

Særudstilling på Ny Carlsberg Glyptotek

Self-Portrait (Near Golgotha), 1896, Paul Gauguin (1848-1903) © Collection Museu de Arte de São Paulo Assis Chateaubriand. Foto João Musa

✮✮✮✮✮

For de flestes vedkommende er det nu engang sådan, at siger man Gauguin, tænker man Tahiti, og siger man Tahiti, tænker man på Gauguin – og ofte ser vi farverige billeder poppe op fra tankekarrusellens arkiv af palmer, hav og barfodede lokale kvinder, som ikke altid kun er bare på fødderne, der fjanter rundt, oftest dansende.

Paul Gauguin (1848-1903) var franskmand, men dansk gift med Mette Gad, med hvem han fik fem børn og bliver bosiddende i København. Den danske kærlighed forbliver dog kun kortvarig og en kunstnertilværelse med promiskuitet af værste skuffe griber Gauguin, og dels vender han hjem til Paris, og dels den franske koloni Tahiti, som han besøger ad to omgange med årelange ophold, der i alt bliver til en cirka 8 år.

Trehundrede år med Gauguin?

Glyptotekets flotte opsatte særudstilling er enestående. Ikke at en udstilling om Gauguin i sig selv er enestående for Ny Carlsberg Glyptotek, der gennem årene har præsenteret hele 6 udstillinger om Gauguin, og råder over en række af kunstnerens hovedværker. Indenfor de seneste 20 år alene har museet formidlet hele 3 udstillinger om kunstneren til offentligheden. Det enestående denne gang er den grove vinkel, man har anlagt, nemlig ikke blot at fokusere på kunstnerens virke i de omtrent 8 år, han malede oliemalerier på øen i Stillehavet, men at fokusere på en 300-årig periode, der omhandler tiden før, under og efter Paul Gauguins ophold på Tahiti og øerne der omkring.

Paul Gauguin – Hvorfor er du vred?

Apatarao, c. 1893, Paul Gauguin, MIN 1831 © Ny Carlsberg Glyptotek

Tahiti ‘opdages’ – en myte skabes

I slutningen af 1700-tallet bliver det franske Polynesien nemlig ‘opdaget’ og portrætteret og formidlet til og i datidens Europa. Tahiti fremstilles som værende det dejligste frie paradis med en overmåde fremherskende klasse af kvinder i Evakostumer og bare numser evigt ubekymret dansende omkring. Senere i 1880 udgives en erotisk rejseskildring af Pierre Loti ved navn ‘Lotis Giftermaal’, der understøtter og baseres på de myter, der i årtierne før så dagens lys. Det fortæller udstillingen noget om.

Gauguins virke

Endelig viser hoveddelen af udstillingen mange af de mest kendte værker, der gjorde Gauguin berømt, og fokusset bliver her den mytologiske fremstilling, kunstneren lader sine værker skildre. For i slutningen af 1800-tallet, i årene fra 1891 til 1899, finder Paul Gauguin ikke det paradis, som legenderne havde forkyndt. Nok danser kvinderne, men ikke 24/7 og de kan altså også godt finde ud af dække sig lidt til, og knappe den øverste knap, hvis det skulle være.

Dette faktum går kunstneren imod og derfor portrætterer han behændigt den kvindelige del af befolkningen som frisindede elskerinder, og han danner da også par og gifter sig med flere MEGET unge kvinder, jeg ikke tør skrive alderen på her af frygt for at komme i fængsel – denne dystre, ubehagelige og kvalmende side af kunstneren får vi også kendskab til i udstillingen. En side, der utvivlsomt vil støde de fleste.

Nutidens billede af ‘Tahitis myte’

Endelig kommer samtidskunsten på banen, eller set i Gauguin sammenhænge fremtidskunsten om ‘Tahitis myte’, der omgiver os i dag. Her kan vi fremhæve den turisme til ‘paradis-øen’, som i væsentlig grad bidrager til dens økonomi. Hotellerne reklamerer med hvide palmestrande, endskønt sandet på øen er sort og derfor importeres hvidt sand i mængder til øen for at please turisten. I videoværket ‘Culture for Sale’ af Yuki Kihara (f.1975) fra 2014 inddrages vi alle som turisten, der undergraver det autentiske liv og opfordres til at stikke en mønt i en automat for at se en lokal thahitiansk dans – dansen er dog ikke vulgær, men smagen i munden bliver det, for hvad er det lige, man bidrager til? Bevarelsen af en myte? Det er godt tænkt.

Temaet, ‘Hvorfor er du vred?’

Om Paul Gauguin var vred, vides ikke med sikkerhed. Vi ved dog, at oldebarnet Alberte Winding er super sød, men hendes bøger dog gemmer på en vrede – der dog intet har med oldefaren at gøre, men viser noget om, hvordan vilkår og opvækst sætter sig spor i et menneskes liv. Glyptotekets vinkel om en vred kunstner tager sit udspring i et af kunstnerens egne malerier med samme titel fra 1896, og endelig også kunstnerduoen Nashashibi/Skaers videoværk med samme navn fra 2017, hvor de besøger Tahiti og i lidt over et kvarter viser nutidens ø, med referencer til Gauguins myter – filmen er interessant og kan ses på særudstillingen. Paul Gauguin ender dog med at lægge sig ud med kolonimagten Frankrig og kommer 3 måneder i fængsel – så måske var han lidt vred trods alt. Han dør i 1903 blot 54 år gammel.