ROMAN | anmeldelse: Jeannes hemmelighed
En generationsroman
✮✮✮✮
' …. en fængslende og vedkommende familiekrønike …. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org
Hvor meget ved vi egentlig om de mennesker, vi er vokset op med? Vi kender deres vaner og små særheder, men livet, før vi selv kom til at lære dem at kende, kan være en ganske anden historie. Det er netop sådan en fortid, Sophie Astrabie åbner døren til i Jeannes hemmelighed, hvor tre kvinders liv viser sig at være forbundet på flere måder, end man først forestiller sig.
Jeanne kommer til Paris
I 1938 kommer den kun 14-årige Jeanne fra landet til Paris. Hjemme har hun passet gæs, men efter farens død skal hun nu finde både et sted at bo og noget at leve af. Hun er heldig at få et ordentligt værelse og arbejde som rengøringshjælp på Jeu de Paume-museet i Tuilerierne. Her åbner der sig en verden, som ligger langt fra hendes beskedne opvækst. Jeanne er kvik og nysgerrig, og hun udvikler en interesse for kunst, som kommer til at følge hende resten af livet.
Besættelsen og kunstplyndringerne
Da tyskerne besætter Paris, er hun blot 16 år. Kunstværker bliver beslaglagt, og museet bliver en del af nazisternes systematiske kunstplyndringer. Jeanne bliver involveret i det farlige arbejde med at bringe malerier i sikkerhed, samtidig med at hendes eget liv tager en drejning, hun ikke har kunnet forberede sig på.
En ung pige og et stort ansvar
Hun tjener ekstra penge ved at stå model for en ung, talentfuld tysk maler og forelsker sig i ham. Men da hun bliver gravid, vil han ikke påtage sig noget ansvar. Han kommer fra en fin familie, og Jeanne indgår åbenbart ikke i hans forestillinger om fremtiden. Hun står tilbage med følgerne af deres forhold og må, mens hun selv næsten er et barn, forholde sig til at skulle være mor. At hun siden giver sit barn fra sig, bliver en del af den historie, der længe forbliver skjult.
Alex og mormorens hus
Mange år senere kommer barnebarnet Alex til sin afdøde mormors hus. Jeanne har efterladt hende spor, der skal føre hende frem til noget, hun aldrig selv har fortalt. Alex har kendt sin mormor som en kvinde, der elskede kunst og gerne købte malerier på loppemarkeder. De hænger side om side i huset, men om livet bag denne interesse ved hun meget lidt. Mormoren har holdt kortene tæt ind til kroppen, og heller ikke hendes mor, Nicole, har givet hende meget indblik i familiens fortid.
Det skjulte rum
En plantegning afslører et skjult rum, og så tager historien ellers fart. Alex begynder at gennemgå papirer og undersøge de oplysninger, hun finder. Efterhånden viser det sig, at hendes mor, Nicole, er Jeannes adoptivdatter. Den mormor, hun troede, hun kendte, har altså både givet sit eget barn fra sig og taget et andet til sig. Det rejser nye spørgsmål og gør familiehistorien langt mere sammensat, end Alex havde forestillet sig.
Det er en finurlig fortælling, hvor nye oplysninger ændrer betydningen af det, man allerede har læst. Samtidig giver de indblik i forskellige former for moderskab og i de konsekvenser, fortielser kan få. For det, én generation holder for sig selv, forsvinder ikke nødvendigvis. Det kan præge forholdet mellem mor og datter og få betydning for mennesker, der slet ikke kender baggrunden.
Stille stunder og levende personer
Sophie Astrabie giver sig god tid til at beskrive stemningen, når Alex opholder sig i huset. Vi følger hende, når hun laver te og foretager sig de små, dagligdags ting, mens hun forsøger at forstå det, hun finder. Netop disse stille stunder gør omgivelserne nærværende. Man får en fornemmelse af at være der sammen med hende, omgivet af mormorens ting og malerier. Huset er velkendt, men indholdet får gradvist en anden betydning.
Romanens styrke er også de levende personbeskrivelser. Man kommer tæt på kvinderne og kan følge deres bevæggrunde, selv når deres handlinger gør livet vanskeligt for dem selv eller andre. Særligt den unge Jeanne står tydeligt. Vi får indblik i hendes overvejelser og hendes forsøg på at finde ud af, hvordan hun skal klare sig. Hendes ræsonnementer kan indimellem forekomme meget voksne for en 16-årig, men Astrabie har heldigvis også givet plads til hendes fjantede side. Hun er stadig en ung pige med drømme og forelskelser, selv om livet kræver, at hun bliver voksen før tid. Det gør hende troværdig.
Tre kvinder, tre tidsperioder
Gennem Jeanne, Nicole og Alex sætter forfatteren tre forskellige tidsperioder i perspektiv og viser, hvordan kvindernes muligheder og forventninger til tilværelsen ændrer sig. Alligevel er der følelser og konflikter, som går igen. Behovet for kærlighed, ønsket om at høre til og vanskeligheden ved at fortælle sandheden binder dem sammen på tværs af generationerne.
Jeannes hemmelighed er en fængslende og vedkommende familiekrønike, fortalt i et sprog, der flyder let. Der er flere forbindelser at holde styr på undervejs, men de menneskelige dilemmaer er lette at forstå. En velskrevet og underholdende roman, hvor især personerne og de stemningsfulde beskrivelser holder interessen fanget.
Om forfatteren
Sophie Astrabie er født i den sydfranske by Albi og er uddannet i handel og marketing fra NEOMA Business School. Hendes første roman, Le pacte d'Avril, blev selvudgivet i 2016 og siden antaget af forlaget Albin Michel. Hun har skrevet flere romaner, og Jeannes hemmelighed er den første, der er udkommet på dansk. I øvrigt en glimrende oversættelse af Peer Bundgård.
Sophie Astrabie: Jeannes hemmelighed. Oversat af Peer Bundgård. Udgivet på forlaget Alpha.
ROMAN | anmeldelse: Jeannes hemmelighed – få mere information
LÆS OGSÅ:
ANMELDELSE: KUGLEN DER IKKE RAMTE
BOGANMELDELSE: HUSBÅDEN I SEATTLE
ROMAN | anmeldelse: Jeannes hemmelighed er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm