ROSE – en filmanmeldelse

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮✮

 

 

Det er svært at skrive om ROSE uden at være politisk ukorrekt. Men hey! Det er hovedpersonen Rose også selv, så her kommer det; Sofie Gråbøl spiller ‘en skizofren’, (som hun omtaler sig selv), så sublimt, at det giver gåsehud hvis man selv har mødt institutionaliserede mennesker med skizofreni.

 

Personligt har jeg arbejdet i socialpsykiatrien i et årti, men sjældent kommet så langt ind under huden på de plagede mennesker som filmen om Rose giver mig lov til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det sker særligt gennem et spirende venskab mellem Rose og en ganske ung medpassager, på busturen til Paris, som er filmens umiddelbare omdrejningspunkt.

 

Hvis du har set ‘Dykkerklokken og sommerfuglen’ af Julian Schnabel, så ved du hvad en film kan gøre for at åbne op for et menneskes oplevelser som mildest talt er udfordret på kommunikationen.

ROSE

Filmen ROSE gør stort set det samme, og må være det danske svar på Schnabels mesterværk, bare for en anden type af menneskelig lidelse.

 

 

 

 

 

 

 

Fra første scene hvor Rose udfolder sin excentriske personlighed, på en underspillet måde, tænkte jeg; OK! Jeg var ikke lige forberedt på at det skal være så virkelighedsnært. Det her bliver godt. Jeg kan ikke vente med at se hende støde ind i normalsamfundet, som stadig havde en stigmatiserende holdning til psykisk sygdom i 1990’erne.

 

Sjovt er det når Rose uforvarende provokerer især en konservativ medpassager, som ser det som sin store mission at beskytte sin familie mod den ‘særling’ han er tvunget til at rejse sammen med. Højst uforsvarligt synes han, at tage sådan en person med på en bustur med ‘normale’ mennesker.

 

Uden at afsløre for meget, er det ikke ligefrem noget der gør det nemmere for Rose ikke at knække sammen, og bekræfte hans stokkonservative fordomme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det begyndte ellers så godt ved turens begyndelse, med at Rose fik taget mikrofonen i bussen og udbasuneret at hun altså er psykisk syg, og for det meste har det rigtig dårligt. “Det synes jeg bare lige I skulle vide”.

 

Rose kan finde støtte i sin søster og svoger som har taget initiativ til at få hende med, men som heller ikke formår at trænge igennem de dybere og personlige lag i Rose, så de kunne forstå hvad der egentlig er på spil for hende ved at tage til Paris.

Plotmæssig greb og drejning

Jeg tør godt afsløre at filmen tager en plotmæssig drejning, så det ikke bare handler om Rose kan gennemføre en lang og udfordrende køretur sammen med andre mennesker. Selv om ‘helvede er de andre’ som Sartre sagde, så møder hun sit eget personlige helvede i Paris. Et helvede der grænser tæt op ad paradis.

 

Niels Arden Oplev har med Rose begået et mesterligt kærligt og intimt portræt af sin egen søster, og samtidig holdt fast i en morsom og fængende fortælling hele vejen igennem.

 

Sjældent er et menneske med Skizofreni blevet beskrevet så menneskeligt, uden at blive skånet, men heller Ikke gjort til en parodi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fotos: Martin Dam Kristensen

 

 

 

ROSE – en filmanmeldelse er skrevet af Mark Kuusela, KULTURINFORMATION

 

Se mere om Mark Kuusela her