‘Zinkdrengene’ på Husets Teater

efter Nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj’s dokumentariske bog

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

✮✮✮✮

”Jeg kunne mærke det afghanske ørkensand knase mellem tænderne …”

– Jon Henriksen, KULTURINFORMATION

Scenen er sat i det lille hyggelige Husets Teater, der er placeret midt i den nu hippe og mondæne brune kødby på Vesterbro.

Jeg tager plads og får straks følelsen af, at være en del af noget eksklusivt. Grundet stedets størrelse er man tæt på scenen. I kraft af de gældende Corona-restriktioner, kunne jeg brede mig med en tom stol på hver side.

Tankevækkende og autentisk

Vi befinder os i efterkrigstidens Rusland. En krig mellem Afghanistan og Rusland hærger fra 1979-1989 hvor mindst 15.000 russiske soldater bliver sendt hjem til deres efterladte i sorte forseglede iskolde zinkkister.

Her præsenteres vi for en række af krigens ofre i form af soldater, sygeplejersker og sørgende fortvivlede mødre.

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Vi er vidner til en levendegørelse, af et persongalleri af ofre der er blevet undertrykt, manipuleret, ødelagt og gjort tavse af et totalitært regime i et politisk magtspil. Et sted hvor den eneste kærlighed der er tilbage, er den der var engang.

Her oplever vi den enkeltes følelsesmæssige kamp, en indre krig der aldrig slutter. Fjenderne er ofrenes egen skyldfølelse, sorg, savn og afmagt. Og det system der fuldstændig har vendt dem ryggen.

Ulykkelige mødre fortæller om tabet af deres sønner. Soldater fortæller om tabet af forstanden og om, at tabe sin menneskelighed. Tabet af illusionen om at være en helt.

Nogle af beskrivelserne er grusomme og udpenslede. Hvilket bare bidrager yderligere til stykkets autencitet. For hverken krig eller dokumentar skal pakkes ind og gøres stuerent. For gør man det, er man jo ikke meget bedre end de magthavere der vasker deres blodige hænder og vender det blinde øje til.

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

Men sandheden får vi her. Ihvertfald den enkeltes sandhed. Set fra hver deres vinkel. Man får en form for forståelse set fra deres perspektiver.

I ‘Zinkdrengene’ finder vi ikke det store skuespilmæssige samspil, da stykket overvejende er opbygget som monologer. Hvilket også er passende til den dokumentariske form. Dog er 3 timer måske i overkanten, når stykket er henvendt til et moderne vestligt publikum, med hang til hurtige kulturfix.

Scenografien er simpel, dog krydret med enkle lyd og lys effekter. Også rekvisitlisten er holdt på et absolut minimum, med enkle, men effektive virkemidler som f.eks et fotoalbum.

Fraværet af en masse special effects bidrager til, at holde fokus på netop den enkeltes gribende skæbneberetning – og dem er der en del af. Af og til kan det være en smule forvirrende med de mange karakterskift.

Som en lang og dyster russisk fædrelandssang, slår helheden og budskaberne klart igennem. Stemningen formår, at snige sig helt ind under huden. Her trækkes tilskuerne helt ned på bunden af et dybt og mørkt følelsesmæssigt hav. Hvor selv det værst tænkelige mareridt, er en tiltrængt pause fra hverdagens grusomme realiteter. En utrolig præstation, der kun kan opnås, når hver enkelt skuespiller smelter sammen med deres karakterer.

Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen

‘Zinkdrengene’ præsenterer benhårdt skuespil fra alle 4 medvirkende. Især de lange monologer fordelt på flere roller var ikke en nem opgave. Men det lykkedes helt og holdent.

På en autentisk måde får de ellers tavse ofre en stemme. Jeg kan stadig mærke det afghanske ørkensand knase mellem tænderne, og mærke den ætsende russiske melankoli der uundgåeligt har sat sine aftryk.

En flot præstation der giver stof til eftertanke.