Det Kongelige Teater: Indenfor murene

Foto: Klaus Vedfelt

✮✮✮✮✮

‘ ……….. et spejlbillede af dig selv …..’

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

Endnu engang rammer Det Kongelige Teater plet med en forestilling. Denne gang kan vi nyde en smuk ny bearbejdning af ‘Indenfor murene’ på gamle scene.

Tillad mig som chefredaktør på KULTURINFORMATION at understrege, at vi meget ofte med kulturens handsker er under vejr med spørgsmålet: ‘Hvad skal vi med kulturen?’ eller ‘Hvorfor kultur i det hele taget?’. Et bud på svaret finder vi tit i teatret, der netop som vedvarende statement indrammer scenen med ordene: ‘Ej blot til lyst’. Altså er løjerne, gøjlet, glitteren og glimmeren ikke bare for sjov og spas, men en dybere spejling – ikke af skuespillerne – men af publikum selv.

Publikum ER scenen og skuespillerne parodierer os på godt og ondt. Der gøres nar af os – og leveres det rigtigt, kan vi genkende os selv og grine med. Alt dette og mere til blev vi bestemt flankeret med i ‘Indenfor murene’ til den kongelige premiere i fredags.

Et stjernecast var sat sammen og teaterstykket fra 1912 har fået nyt liv på flere måder. Teksten og plottet er eviggyldig. Og i disse plagiat-tider kan man så udmærket finde lighedspunkter, paralleller og sågar gengangere fra f.eks. tv-serien Matador i dramaet. Endelig kan man også synes, der er lidt ‘Ordet‘ af Kaj Munk over dele af stykket. Men ‘Indenfor murene’ kom altså først, men er sikkert igen bygget på andre lignende ting fra antikken.

Handlingen

Plottet er kort fortalt om en klassisk jødisk patriarkalsk familie ved navn Levin. Sæder, skikke og traditioner holdes i hævd. Familiens yngste datter er giftemoden og falder for en underviser ved universitetet. Esther, som datteren hedder, tiltrækkes ikke i synderlig grand af de jødiske traditioner og dyder, og hendes forlovede tilhører da også den kristne tro. Men det er ikke det eneste, der er problemet – en gammel bankforretning – en afvisning over for Patriarken Levin blev for mange år siden praktiseret af selveste Esthers tilkommende svigerfar.

Historien er enkel, nogle vil sige banal, men problematikkerne er evig aktuelle. For er mennesker ikke bare mennesker? Uanset race, hudfarve, skonummer, kirkeligt tilhørsforhold eller mangel på samme? Omvendt: Har sæder, skik og brug ikke noget at sige i det samlede billede? Er USA bedre end Rusland, eller skal vi føle med husmoren i Moskva, der ikke har råd til at købe æg? Skal andre afgøre, hvad vi skal kunne lide/ikke lide – have aversion imod eller sympati for?

De fænomenale præstationer

Jens Albinus er Adolf Levin. I oplægget kaldes han TYRAN. Men er han i virkeligheden ikke bare patriark? Ikke overraskende leverer Albinus varen, som vi har set så mange gange før. Fortvivlelsen, harmen og skændslen lyser ud af faderfiguren og dilemmaet har bragt en knibtang om halsen af Levin.

Gemalinden Sara er fremragende spillet af Bodil Jørgensen. Måske er hun her i én af sine bedste roller. Den samlende diplomatiske mor for hvem illusionerne brister og må se sin datter ‘gå over til fjenden’.

Stridens æble, ‘pigebarnet’, datteren Esther spilles umanerlig fabelagtigt af Emilie Kroyer Koppel. Her er tale om unik dygtighed og et veltrænet talent. Igen ses ikke misforstået teater skuespil, men levering af indlevelse i figuren med kant. Denne rolle vil man nok kunne kalde den bærende rolle, som kommer ud i alle hjørnerne.

Lars Brygmann er god til at rage de skønneste, diabolske og allermest usympatiske roller til sig. Det sås eksempelvis i ‘Toves Værelse‘ – filmen. Denne gang er den ellers rare skuespiller Etatsråd Herming. Han lever til fulde op til karakteren af en nedladende person, der minder om noget fluerne svirrer om på fortovet. Djævelsk sarkasme og manipulerende gavtyvestreger presser materie ud over publikum med en glæde og livslyst af uovertruffen nedrighed.

Flere andre dygtige skuespillere rammer også plet i forestillingen. Esthers brødre er vitterlig storebrødre – og har tillige med hver deres fodslag og ståsted. Stine Stengade udfylder sin mindre ‘Maude’ karakter perfekt.

Nuancer

Alle præstationerne spiller – og iscenesættelsen, ved Morten Kirkskov selv, er vellykket. Jeg har skrevet det før og nu skriver jeg det igen. Den klassiske fejl er, hvis figurerne bliver stereotyper – en slags teatralske ‘firkanter’ uden nuancer. En person skal helst være både lidt sympatisk i det usympatiske og også gerne lidt usympatisk i det sympatiske. Det er lykkedes her og ligeså er publikum heller ikke udsat for teatralsk overdrivelse.

Scenografien består af skøn samspillende enkelthed og spartanske elementer, der drejes og vendes. Her underdriver man og det er godt tænkt. Det sætter nemlig skuespilkunsten i centrum, så den ikke overskygges unødvendigt.

‘Indenfor murene’ er et spejlbillede af dig selv.

Det Kongelige Teater: Indenfor murene tager også på danmarksturné – se mere her

Medvirkende:
Adolf Levin: Jens Albinus
Sara Levin: Bodil Jørgensen
Esther Levin: Emilie Kroyer Koppel
Jørgen Herming: Joachim Kubel
Etatsråd Herming: Lars Brygmann
Etatsrådinde Herming: Stine Stengade
Hugo Levin: Emil Prenter
Jakob Levin: Zaki Nobel
Dina Levin: Jela Natius Abildgaard Meyer: Nicolai Dahl Hamilton Lille Sara: Livia Teodora Lupu / Frederikke Kofoed Heiberg
Hushjælp hos Levins: Lene Strate
Tjener hos Hermings: Jakob Haahr Andersen

Det Kongelige Teater: Indenfor murene – se mere her

Det Kongelige Teater: Indenfor murene er anmeldt af chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION