Robin Hood på Folketeatret

Robin Hood en forrygende familieforestilling, som giver et friskt bud på, hvordan en støvet fortælling kan reaktualiseres og lege med formen på en svært vellykket måde.

– Ida Cathrine Holme Nielsen, KULTURINFORMATION

♥︎♥︎♥︎♥︎

Robin Hood på Folketeatret er et fyrværkeri af en familieforestilling, der på vellykket vis, tager samtiden med ind i middelalderfortællingen om bueskytten i Sherwoodskoven.

Fortællingen om Robin Hood er blevet fortalt og genfortalt i popkulturen i så mange omgange, at der efterhånden er god plads til at lege sig med den kendte historie om helten, der stjal fra de rige, for at give til de fattige. Den udfordring har Folketeatrets produktion taget i stiv arm.

Corona, #metoo, tegneserieunivers og trubaduertrio

Der sparkes til både #metoo og corona, når forestillingen skal engagere både voksne og børn. Det er en forestilling, der godt tør lege med både kønsstereotypier og teaterformen i sig selv. Derfor fortoner den sig som en slags leg, som børn selv ville lave den og finde på. Det hele bliver fortalt af Broder Tuck i Jesper Riefenstahl’s skikkelse. Bagtæppet og scenografien, af Julie Forchammer, består i hovedsag af tegnede elementer, der hele tiden illustrerer omstændighederne i stykket. Det resulterer i et meget friskt udtryk, og opfordrer til, at man selv lader fantasien fylde ind både farver og detaljer.

Det betyder dog ikke, at skuespillerne ligger på den lade side. Det er nemlig et stærkt skuespillerhold, der gestalter Robin Hoods skæbne på Folketeatret. Emilie Rasmussens Lady Marian, er dog helt klart forestillingens store højdepunkt. Hun har en fantastisk scenetilværelse, og formår at spille den stærke kvindeskikkelse, uden at blive en parodi på sig selv. Vi befinder os langt fra den yndige Lady Marian mange kender fra Disney’s udgave fra 1973. Og godt er det.

Det er heller ikke der typiske rollefortolkning af Robin Hood-karakteren fra Christopher Lessøs side. Det er egentlig meget forfriskende, at Robin Hood manifesterer sig som det ypperste eksempel på den moderne mand – en der tror han kan meget mere, end han i virkeligheden kan.

Et af de elementer, der fungerede fantastisk godt, var en lille trubardurtrio, der spillede på et imponerende antal instrumenter og lagde soundtrack til hele forestillingen. Dette gav produktionen en professionel polish, der hurtigt kunne blive savnet i det hjemmelavede tegneserieunivers.

Jokes for alle aldre

Forestillingen er på finurligt vis bygget op i flere lag, så man kan få det ud af den, som man skal, alt efter hvor man befinder sig på aldersstigen. Nogle af jokesene er helt på kanten for, hvad man vel egentlig kan tillade sig i en familieforestilling, men det går nok alligevel. Der er hvert fald meget, der tyder på, at den norske instruktør Frede Gulbrandsen, har trykket den danske, grove humor til sit bryst. På mange måder minder humoren i Robin Hood lidt om, den man finder i Bamse og Kylling, og den viste sig jo at være alt for stærk kost for nabolandet, dengang den blev forsøgt vist tilbage i 80’erne.

En ting jeg undrede mig meget over er den store indsats teatret har gjort af coronatiltag generelt, men samtidig lægger man op til at publikum skal deltage fysisk i meget af det der sker på scenen. Det virker en smule kontraproduktivt at blive råbt ind i baghovedet, når man endelig har taget mundbindet af. Kunne man med fordel have skrevet ud publikumsdeltagelsen i årets anledning?

Når det er sagt, så er Robin Hood en forrygende familieforestilling, som giver et friskt bud på, hvordan en støvet fortælling kan reaktualiseres og lege med formen på en svært vellykket måde.