Det Kongelige Teater: ARIADNE PÅ NAXOS

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……… I Katie Mitchells iscenesættelse er der smæk for skillingen ……’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

Man kunne foranlediges til at tro at Richard Strauss, 1864-1949, var i familie med Straussfamilien i Wien, Johann Strauss, men det er ikke tilfældet. Richard blev født i München, hvor faderen var musiker. Richard Strauss var en driftig og alsidig komponist. Med Salome (1905) fik Strauss sit store gennembrud. Han skrev en del operaer, som stadigvæk er meget populære. Bl.a., Elektra (1909), Der Rosenkavalier (Rosenkavaleren, 1911), Ariadne auf Naxos ( Ariadne på Naxos, 1912), ny version 1916 og Arabella (1933). Til disse værker blev librettoen skrevet af Hugo von Hofmannsthal, som Strauss havde et årelangt partnerskab med. Endvidere blev hans tonedigte spillet i hele verden. Værklisten blev bl.a. forøget med Till Eulenspiegels lustige Streiche (1895), Also sprach Zarathustra (efter Nietzsche, 1896), Don Quixote (efter Cervantes, 1898) og Ein Heldenleben (1899).

ARIADNE PÅ NAXOS

Ariadne på Naxos (Ariadne auf Naxos) findes i to versioner. En blev uropført i 1912, men Strauss reviderede den i 1916. Historien er baseret på den græske myte om Ariadne og Bacchus. Instruktøren Katie Mitchell, har løftet fortællingen op i vor tid og det er et klædeligt greb. Kærlighed, misundelse, angst, glæde, intriger, sorg, jalousi og medmenneskelighed er alt sammen tidløse begreber. Handlingen følger mere eller mindre den originale opera, og det er utroligt hvad en tidsrejse kan gøre ved et værk der er mere end et hundrede år gammelt. Det bliver som nyt.

Plot

Et velhavende ægtepar har omdannet deres hjem til en teatersal. De har bestilt et nyt værk af en ung komponist, der skal opføres med operasangere. Husets faktotum fortæller de medvirkende, at der også er hyret et hold skuespillere ind til at underholde gæsterne. Showet indeholder dans og skal opføres efter operaen. Den konstellation kan blive vanskelig.

 

I første del, Forspil, følger vi planlægning og opbygning af rummet, scenen. Det er en smart løsning scenografen Chloe Lamford har lavet. Scenen er delt op i to dele: et tilskuerrum og en scene. Ved bagscenekanten er de medvirkende ikke med i stykket, men klæder om, laver øvelser, kigger på de opslåede indgangslister, påklæderen har travlt ovre i sit hjørne, alt sammen med til at give en autentisk stemning.

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forestillingen skal til at begynde, men igen en ændring i planerne. Begge forestillinger skal opføres på samme tid, ellers vil forestillingen vare for længe. Pludselig sker der lige lovligt mange ting, og operaens komponist føler sig trådt over tæerne, den store kunst bliver sat i baggrunden. Elisabeth Jønsson synger komponistens parti med overbevisning og tyngde. Hun har en fyldig og flot stemme. Musiklæreren, Michael Kraus, minder komponisten om, at aftenen er købt og betalt. Han går ud fra, at komponisten stadig ønsker at få sine penge! Kunden betaler, kunden har ret. Fint spil.

 

Nu opstår balladen. Komponisten har fået nok og er på vej hjem. Musiklæreren foreslår at han afkorter værket lidt. Dansemesteren, Jens Christian Tvillum, er mere optimistisk, han svanser rundt i lyserødt tøj og er sikker på, at hans gruppe kan få showet til at fungere. Hans trup er vant til at improvisere. Zerbinetta, Serena Sáenz, viser fra start at hun er noget særligt. Hun er kåd. Slår en vejrmølle og ligner den danser hun skal være. Bortset fra at hun synger som en drøm af en operasanger. Hun viser styrke og format. Rollen passer perfekt til hende.

 

Man er nødt til at samarbejde for at få forestillingen til at lykkes, men operaholdet flejner helt ud, da Zerbinetta og hendes hold begynder at øve sig. De to grupper enes trods alt om at følge en nye rækkefølge af numre i forestillingen. Lyder det hæsblæsende? Det er det også, måske lige lovligt meget. Det gælder om at have et øje i hvert hjørne for at kunne følge med. Musikken bliver sekundær i forhold til underholdningsmomenterne.

Anden del

Operaen, anden del starter, og tre nymfer – Najade (Marlene Metzger), Dryade (Frida Lund Larsen) og Ekko (Fanny Soyer) græder over og sammen med Ariadne, som er blevet forladt af sin elskede Theseus. De tre nymfer er en smukt velklingende trio. Deres stemmer harmoner elegant og giver de tunge passager lethed. Ariadne reddede Theseus’ liv, og nu er hun forladt og alene. Med sit tungsind venter hun kun på at dø på sin øde ø Naxos. Zerbinetta og hendes backinggruppe Harlekin, Brighella, Scaramuccio og Truffaldino prøver at oplive hende.

 

Zerbinetta opfører et nummer, hvor hun lufter sit syn på kærlighed og troskab. Selv er hun skruppelløs, hvad mænd angår og skifter dem ud efter for godt befindende. Showet virker ikke efter hensigten. Heller ikke hendes fire medspillere, Harlekin (Andreas Landin), Brighella (Gert Henning-Jensen), Scaramuccio (Jacob Skov Andersen), Truffaldino (Simon Duus) kan få gang i festen. Selv ikke med deres stramtsiddende toreador lysende kostumer bringer det ekstase. Jeg vil lige nævne Sarah Blenkinsops kostumedesign er gennemtænkt og spændende. De fire herrer er skønne og humoristiske.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ariadne synges af Ann Petersen med så megen indlevelse og intensitet, at hendes stemme blæser en bagover. Nu sker der igen noget uventet, de tre nymfer siger at Bacchus kommer. I sin triste tilstand tror Adriane at han er Hermes, dødens sendebud. Men så forstår Ariadne, at hun igen kan mærke kærligheden. Bacchus synges af Jamez McCorkle, der er en international kendt amerikansk tenor, med en enestående stemme. Han er ideel til rollen.

Humor, tragedie og komedie

ARIADNE PÅ NAXOS fascinerer en. Den har både tragedien og komedien og indeholder humor, alvor, mytologiske figurer og tager os med backstage. Den viser livets mange facetter. I Katie Mitchells iscenesættelse er der smæk for skillingen.

 

Til tider bliver karaktererne dog for overgearede, med alt for mange unødigt flagrende håndled og de fleste scener har turbotempo, hvor så de sidste 25 minutter næsten foregår i slowmotion. Det passer til operaen, men kontrasten til det tidligere forpustede tempo, er vanskelig at forstå. Pludselig begyndte der at komme lidt rastløshed. Men alt i alt føler man sig underholdt af en flot musikalsk oplevelse. God fornøjelse.

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Miklos Szabo

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: ARIADNE PÅ NAXOS. Humoristisk opera.
Medvirkende-Forspil: Hushovmesteren-talerolle-Katrin Weisser, Komponisten- Elisabeth Jansson, Musiklæreren- Michael Kraus, Ariadne-primadonnaen- Ann Petersen, Tenoren-Bacchus-Jamez McCorkie, Dansemesteren- Jens Christian Tvillum, Parykmageren-Johannes Sejersted Bødtker, Lakajen-Marcus Dawson, Agenten-Officeren-Ian Bjørsvik, Zerbinetta- Serena Sáenz, Harlekin-Andreas Landin, Brighella-Gert Henning-Jensen, Scaramuccio- Jacob Skov Andersen, Truffaldino-Simon Duus. Opera: Ariadne-Ann Petersen, Bacchus-Jamez McCorkle, Najade-Marlene Metzger, Dryade-Frida Lund-Larsen, Ekko-Fanny Soyer, Zerbinetta- Serena Sáenz, Harlekin-Andreas Landin, Brighella-Gert Henning-Jensen, Scaramuccio-Jacob Skov Andersen, Truffaldino-Simon Duus m.fl. Dirigent: Giedre Šlekyte, Iscenesættelse: Katie Mitchell, Genopsætningsinstruktør: Robin Tebbutt, Scenografi: Chloe Lamford, Kostumedesign: Sarah Blenkinsop, Koreografi: Joseph Alford, Lysdesign: James Farncombe, Genopsætnings lysdesigner: Pierre Lafanechere. Orkester- Det Kongelige Kapel. Koncertmester-Tobias Durholm/Essi Höglund. Operaen synges på tysk, med danske undertekster af Ida Elling Magnus og de engelske Nigel Warrington.

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: ARIADNE PÅ NAXOS – se mere her

 

 

 

 

 

Det Kongelige Teater: ARIADNE PÅ NAXOS er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm