Grækenland – med Apostlen Paulus som ‘rejsekammerat’

af Benjamin Nyrup Figueiredo

 

Hvor skal man drage hen i denne Corona-tid?

Den græske region Makedonien er et besøg værd

 

 

 

Foto af Φούλα Τσιριπίδου, Pixabay

 

 

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at turen denne sommer skulle gå til Albanien, Balkanlandet som jeg senest besøgte for to år siden, og hvis naturlige skønhed og venlige befolkning gjorde indtryk på mig. Corona-situationen i Europa ville det imidlertid anderledes, og efterhånden som verden lukkede ned, blev det tid til at ændre planerne.

I stedet valgte jeg at besøge det nordøstlige Grækenland, nærmere bestemt regionen Makedonien, for endnu en gang at fornemme historiens vingesus og gå på opdagelse blandt ruinhobene. Byen Kavala blev udnævnt som destination, især fordi Corona-situationen var favorabel netop hér, og det skulle vise sig at være et fortræffeligt valg.

Kavala er i dag en driftig havneby med turisme uden på nogen måde at være overrendt i modsætning til de sydligere græske øer og halvøen Chalkidiki. Derudover er klimaet også mere mildt, omend det stadig er helt almindeligt med behagelige temperaturer omkring de 30°C i september måned.

I oldtiden bar byen navnet Neapolis. Strengt taget er Kavala bygget dér hvor antikkens Neapolis lå. Byen er fra litteraturen nok mest kendt som det sted, hvor Bibelskribenten Paulus og hans medhjælper Silas i midten af det første århundrede gik i land. Der siges i Skrifterne, nærmere bestemt i Apostelgerninger det 16. kapitel:

 

”Om natten fik Paulus et syn – en makedonisk mand stod og tryglede ham: “Kom over til Makedonien og hjælp os.” Så snart han havde set synet, prøvede vi at tage til Makedonien… Så sejlede vi ud fra Troas og styrede direkte mod Samothrake og den følgende dag mod Neapolis, og derfra tog vi til Filippi, en koloni, som er den vigtigste by i det område af Makedonien.”

 

Jeg besluttede mig for at gå i Paulus’ fodspor, begyndende med Kavala.

Kavala-akvædukten og fortet

I dag er der ikke meget tilbage af den oprindelige by, Neapolis, men der er dog en del ruiner af noget yngre herkomst, som klart er et besøg værd. Byens vartegn er akvædukten kendt under navnet ”Καμάρες” (Kamares, ”Buer”). Det er et ganske velbevaret bygningsværk fra 1500-tallet, og de smukke hvælvinger tiltrækker turister, der foreviger sig ved eller under denne lille arkitektoniske perle. Akvædukten strækker sig over 280 meter med en maksimumhøjde på 25 meter, og den består af i alt 60 buer. Vandet flød i en lind strøm fra Pangæus-bjergene helt frem til begyndelsen af det forrige århundrede, hvor denne vandvej stadig forsynede byen med friskt drikkevand.

 

Det er faktisk også muligt at beskue akvædukten ovenfra, idet Kavala-fortet ligger et stenkast derfra. Det kræver dog, at man begiver sig ud på lidt af en stroppetur for at komme op til toppen af den gamle bydels højeste punkt, men det er turen værd.

Fortet er fortrinsvist opført af osmannerne i 1400-tallet. I dag består det mest af en omkransende mur og et tårn, hvorfra man har en glimrende udsigt over Kavala, herunder den skønne akvædukt. Der findes også et auditorium, hvor forskellige former for optrædener ofte underholder turisterne – i hvert fald i mere normale år end annus horribilis-året 2020.

 

Turen op i tårnet må man ikke snyde sig selv for. Hvis man som mig måler 185 cm i højden, er det dog en lettere klaustrofobisk oplevelse at smyge sig ind gennem de gamle åbninger, som dels var udført tilstrækkeligt små som forsvarsværk mod indtrængende fjender, dels minder én om, at gennemsnitsmandens højde og drøjde må være forøget ikke uvæsentligt igennem det sidste halve millennium.

Seværdige seværdigheder

At Kavalas gamle bydel er betagende, kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, og det indser man i endnu højere grad efter at have betragtet hele byen oppefra. Den ser fantastisk ud, som den ligger der badet i sol! Grækenland er en sikker sommerdestination, hvis man er til solskin, varme og ingen nedbør. Naturligvis er netop sandstrandene og havet blandt tilbuddene, som trækker mange nordeuropæere til, og byen kan da også prale af intet mindre end fire forskellige bemandede strande med faciliteter. Som mange andre steder i Grækenland, findes der på nogle af strandene praktiske stationære parasoller til fri afbenyttelse. Enkelte steder finder man egentlige strandbarer, hvor brug af liggestole og parasoller er uden beregning, blot man bestiller og betaler for drikkevarerne. Prisniveauet er bestemt rimeligt og betjeningen imødekommende.

Vi er her jo især som kulturinteresserede, og byen rummer mange smukke bygningsværker og steder af kulturel interesse. Rådhuset, for eksempel, er ganske unikt. Det blev bygget i 1890’erne i middelalderstil med dets gotiske buer, tårne og balkoner. I dag huser bygningen borgmesterkontoret og nogle administrative faciliteter.

 

 

 

 

Tæt på havnen finder man også Sankt Nicolas-kirken, som oprindeligt var en moské, men som blev omdannet til Εκκλησία (ekklisía, kirke) for små hundrede år siden. Kirken er i sig selv ikke overvældende interessant, men den har dog en smuk mosaik forestillende Paulus, som modtager det guddommelige syn og derefter straks og med iver begiver sig til det europæiske fastland og videre mod Filippi.

Via Egnatia

I det andet århundrede før Kristus under Romerriget blev den brolagte landevej Via Egnatia anlagt, og denne rute kom til at gå fra havnebyen Dyrrachium, det nuværende Durrës i Albanien og helt til oldtidsbyen Byzans, Istanbul i Tyrkiet – en afstand på 800 km. Det tog 44 år at færdiggøre den.

Det er meget sandsynligt, at Paulus tog ”apostlenes heste” fra Kavala og til Filippi, idet han brugte denne forbindelsesvej, som allerede på daværende tidspunkt havde eksisteret i et par hundrede år. Som mange andre romerske veje er den omtrent seks meter bred og brolagt med stenplader, hvilket tillod de romerske hære, handlende og andre rejsende bekvemt at bevæge sig mellem øst og vest i Romerriget.

I dag er det ikke nødvendigt at tage Via Egnatia for at besøge Filippi, så de 16 kilometer kan overstås på omkring 20 minutter i bil. Paulus og Silas har sikkert skulle bruge tre timer til fods for at tilbagelægge den samme strækning. Som kulturinteresserede er det dog ganske hyggeligt at se, at motorvejen, som forbinder øst og vest, og som åbnede i 2009, er navngivet Egnatia; på den måde bindes fortid og nutid sammen.

Den smukke ø Thassos

Før vi begiver os til Filippi, beslutter vi os imidlertid for at besøge øen Thassos, som kan ses fra Kavala af. Interessant nok var det øboerne fra Thassos, som koloniserede Filippi og Kavala på fastlandet og ikke omvendt, som man måske skulle tro.

Der er to færgeruter ud til øen, henholdsvis fra selve Kavala og fra den mindre havneby, Keramoti – en god halv times kørsel derfra. Vi vælger at sejle fra Keramoti, da dette er den korteste og dermed hurtigste overfart.

 

En lille del af Thassos ses fra færgen

 

Thassos er under normale forhold velbesøgt af turister fra især det østlige Grækenland, Bulgarien samt storbyen Thessaloniki, men grundet Corona-situationen er der som forventet væsentligt færre gæster – og øen er generelt ikke overrendt.

Frokosten bliver indtaget på en af fortovsrestauranterne omkring ti minutters gang fra færgelejet. Fisken er frisk, veltillavet og perfekt grillet, og tilbehøret, herunder den obligatoriske græske salat, er en fryd for øjet og ganen. Det skulle vise sig at blive det bedste måltid, vi fik under hele vores græske odyssé!

Thassos kaldes også for Smaragdøen, netop fordi den er grøn og frodig. Sommerregn er således ikke et ukendt fænomen, men det meste nedbør falder dog i højlandet. Øens højeste punkt er Mount Ypsarion med sine godt 1.200 meter over havet.

Turisterne kommer hertil for at nyde de endeløse strande, mange steder med fint hvidt sand. Havvandet er tæt på karbadstemperaturer i juli måned, hvor det at bade i 34°C varmt vand må føles rart – men næppe svalende. Her i september er det bare behageligt.

 

Øen har fra tidligere tider været et center for minedrift, idet man har fundet både kobber- og guldforekomster. Nu til dags er det dog især marmor, som brydes, og vi ser store lastbiler med gigantiske hvide marmorblokke sejle i pendulfart mellem øen og fastlandet, hvor marmoren videreforarbejdes eller knuses til et fint pulver. Ordet marmor kommer i øvrigt af det græske ord mármaron, som kan oversættes med ”krystallinsk eller skinnende sten”.

 

Vi har kun en enkelt dag på øen, og det er alt for lidt men dog nok til at blive fyldt af gode sanseindtryk.

Oldtidsbyen Filippi

Tilbage igen på fastlandet går turen endelig mod oldtidsbyen Filippi. Der foregår stadig arkæologiske arbejder der, og visse områder er spærret af for offentligheden. Man kan dog spankulere rundt i byens oprindelige centrum, dens marked og forum. Det er altid en oplevelse at besøge en ruinbys auditorium; man mærker historiens vingesus, mens man forestiller sig Paulus, Silas eller nogle af de græske tænkere holde tale for en begejstret, forundret eller kritisk forsamling.

Byen hed oprindeligt Krenides, men Filip II af Makedonien omdøbte den – måske en smule ubeskedent – til Filippi. Filip II, som i øvrigt var far til Alexander den Store, befæstede byen, idet han ønskede, at den skulle være en militær forpost. Der fandtes guld i området, og minerne berigede årligt Filip II og senere Alexander den Store med mere end 1000 talenter. På et tidspunkt slap guldet imidlertid op, og Filippi gik imod en uvis skæbne.

 

 

 

Da Paulus besøgte Filippi, var det desuagtet en livlig og ganske velstående romersk by af en vis størrelse. I dag kan man betragte det tomme bibliotek, markedspladsen for slet ikke at nævne det offentlige latrin med plads til et halvt hundrede trængende på samme tid. Her kunne man forrette sin nødtørft, mens man hørte og fortalte nyt.

 

Nok mest til glæde for turisterne har man udnævnt en af de mindre bygninger til at være ”Paulus’ fængsel”. Ifølge beretningen blev Paulus og Silas tilbageholdt af byens betjente, som tildelte dem slag og kastede dem i kachotten, omtumlede og forslåede, men på ingen måde modløse.

Selv her i september er det ualmindeligt varmt at gå rundt mellem ruinerne på de støvede stier, hvor ens tro følgesvend er vand på flaske. Det er tid til at finde skygge fra den brændende middagssol. I umiddelbar nærhed af ruinerne finder man i dag et udmærket museum indeholdende nogle af de fund, som er resultatet af nutidens udgravninger, herunder tidlige inskriptioner, vaser, skulpturer, mønter og smykker.

 

På denne dag er vi de eneste gæster, så vi føler os i undertal i forhold til mængden af museumskustoder, som øjensynligt betragter os lige så engageret, som vi beskuer de udstillede artefakter.

Efter at have set udstillingen i museet på nærmeste hold – og nydt de kølige temperaturer inden døre – beslutter vi os for at drage videre.

Palea Kavala

En af de helt store naturoplevelser i nærheden af Kavala er Palea Kavala, et skovområde med gode vandrestier beliggende omkring 20 minutters kørsel fra både Filippi og Kavala by. Fra naturstien, som løber tæt forbi flere vandfald, kan man betragte adskillige pittoreske steder, hvor man får brug for sit medbragte kamera. Her er det muligt at få et fantastisk instagram-egnet motiv i kassen.

Det er afstressende at sidde på en bænk og betragte flora og fauna, drikke af det kølige vand fra floden eller en af de mange vandposter og døse hen til vandets klukken.

Jeg kan ikke love, der ikke også er en enkelt nærgående moskito eller to, så husk myggespray. Ifør dig desuden gode travesko og medbring vandflasker. Ofte ser man folk komme forbi området for at fylde deres vanddunke op med det friske og indbydende kildevand. Jeg tænker, at der ikke er en eneste af de lokale, der køber vand på flaske i den nærliggende landsby.

Efter nogle timers skøn travetur op og ned af naturstierne, hvor man føler sig umådeligt godt tilpas, er det blevet henad aften, og vi begiver os tilbage til skønne Kavala for at nyde et godt måltid på en af de mange restauranter med græske og internationale specialiteter.

Thessaloniki

Efter ti dage, og før vi vender næsen endeligt mod de hjemlige himmelstrøg, har vi nogle dage til rådighed i Thessaloniki, Grækenlands næststørste by efter Athen. Her bliver vi igen mindet om Corona-situationen, da de fleste går med mundbind også udendørs i modsætning til Makedonien, hvor smitten var langt mindre udbredt. Thessaloniki er en pulserende storby, som bestemt er et besøg værd for den kulturinteresserede, men ikke så meget for badegæsterne, som i stedet fortsætter længere sydpå.

 

 

Midt i Corona-tiden lykkedes det alligevel med behørig forsigtighed at få to uger med masser af indtryk, god græsk mad og perfekt vejr, før sætter vi os i flyet fra Thessalonikis lufthavn og direkte mod København. ”Τα λέμε, Ελλάδα”, på gensyn Grækenland.

 

Se også KULTURINFORMATIONs øvrige rejsebeskrivelser

Indlægget er skrevet af Benjamin Nyrup Figueiredo, KULTURINFORMATION