Filmanmeldelse: LIDT UD OVER DET SÆDVANLIGE

✮✮✮✮✮

‘ …… plottet og scenerne er forbundet så genialt at man bør se filmen …..’

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Det er et modigt filmprojekt, Artus har produceret. Victor ‘Artus’ Solaro, er både instruktør og medmanuskriptforfatter til filmen og spiller selv med. Artus (f. 1987) i Le Chesnay, Frankrig, og arbejder som komiker, skuespiller og instruktør. Igennem mange år har Artus udviklet sit mangesidede talent, og spænder bredt både fra komik til drama. I denne film ser vi bogstavelig talt en stor del af hans kompetencekatalog for fuld udblæsning.

Jeg tror mange vil kunne huske filmen om ‘Familien Bélier’. Filmens hovedperson er en ung pige med en normal hørelse, som vokser op i en døvstum familie. Hun er en nødvendighed for familien, for at den kan kommunikere med omverdenen. Hun kommer i et stort personligt dilemma, da en lærer opdager at hun har et unikt sangtalent og må flytte for at udvikle det.

En film med ‘alt’

Nu er Frankrig igen på banen med en kontroversiel film, hvor 10 af rollerne er besat af personer med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Jeg er nødt til at foregribe begivenhedernes gang og tilstå, at det er en pragtfuld film. Den har alle elementer i sig. Den er morsom, humoristisk, rørende, velspillet, dramatisk, romantisk, godt fotograferet og der er styr på instruktionen.

To kriminelle

Paulo og hans far Lucien, med tilnavnet La Fraise (jordbærret), er et par småkriminelle. De begår et røveri i den lokale smykkebutik, iklædt kaninmasker. Alarmen bimler og bamler og to personer er tilstede i butikken. De er blevet sat på gulvet. På vej ud trækker Paulo sin maske af og den ene ser hans ansigt. Røveriet går ikke helt efter bogen, men de får pakket en rygsæk med smykker. Makkerparret har skjult deres tøj i en sidegade og parkeret deres bil rundt om hjørnet. De skifter tøj og løber mod bilen.

En bus holder ved fortovskanten og en hel gruppe ferieglade mennesker, er ved at gøre klar til at stige ind. Problemet er bare at bussen ikke kan køre, fordi Paulo har parkeret bilen på en handicapplads og spærrer vejen. Bilen er ved at blive bugseret væk. Paulo og Lucien passerer gruppen af feststemte og højrøstede feriegæster og på hjørnet er de lige ved at løbe i armene på den næsten samlede politistyrke.

De vender om og blander sig med gruppen. Det viser sig, at det er en gruppe af unge med særlige behov på vej til en feriekoloni. Skæbnen vil at lederen, den søde og indtagende Alice, spørger om det er Sylvian, for de venter netop på en Sylvian. Gode råd er dyre. Paulo og hans far blander sig med gruppen og beslutter, at give sig ud for Sylvian og hans pædagog. De mener nok at de kan klare det i en uge, men det er ikke helt så ligetil, for allerede da de sætter sig ind i bussen, er de klar over at de må spille rollerne fuldt ud. Faderen opfinder sit navn, da de passerer en forretning og kalder sig Orpi.

Nye sider af sig selv og hinanden

Dagene går og de to kumpaner, opdager pludselig nogle sider hos dem selv, de aldrig havde troet de besad. Hovedkaraktererne er alle personer med individuelle behov, som skal varetages og det kan være vanskeligt, når man er en hårdkogt forbryder med et i virkeligheden blødt hjerte. Clovis Cornillac, som faderen er troværdig og hans mentale skift fungerer godt. Fin præstation.

Vi kommer på en pragtfuld, hjertevarm og rørende feriekoloni med de skønneste mennesker. Det er en af de mest positive film jeg længe har set. Pædagogerne Celine, Celine Groussard, og Marc, Marc Riso, har også deres at slås med. Celine har sagt sit job op i finansverdenen og arbejder nu helst kun alternativt. Marc er klassens tykke dreng, der hele tiden kommer galt af sted. De er begge charmerende og gode. Alice, Alice Belaïdi, er bedårende og holder sammen på hele flokken med overskud og smil. Hun elsker sit arbejde. Alice er fremragende.

Artus udtaler om castingen i pressematerialet: ‘Jeg havde ingen præcise kriterier og var åben for alt, ingen handicap var udelukket, men jeg ledte efter stærke personligheder. Det skulle også fungere godt mellem dem for at skabe det bedste team. Jeg ville ikke lave en film, hvor man kun af og til ser personer med handicap dukke op for at minde om, at de er der. I gruppen har hver person sin egen særlige plads’.

Det må man sige at de har fået. Det er suverænt godt instruktørarbejde. Artus har formået at få nuancer med, jeg aldrig havde forestillet mig, ville være muligt at få frem hos en utrænet og kompleks gruppe, som denne. Hver bidrager med en særlig karakter og det bliver på intet tidspunkt patetisk eller pinligt. Tværtimod. Man sidder og morer sig højlydt.

Plottet og scenerne er forbundet så genialt at man bør se filmen, derfor har jeg ikke i sinde at afsløre flere detaljer Der er masser af overraskelser og med film som denne, er der stadigvæk håb forude, for os allesammen.

Filmanmeldelse: LIDT UD OVER DET SÆDVANLIGE – se trailer her

Filmanmeldelse: LIDT UD OVER DET SÆDVANLIGE. Original titel: Un p`tit truc en plus. Komedie, kærlighed, drama. Medvirkende: Sylvain/Paulo-Victor ‘Artus’ Solaro, Orpi / La Fraise / Lucien- Clovis Cornillac, Alice-Alice Belaïdi, Celine-Celine Groussard, Marc-Marc Riso, Baptiste-Théophile Leroy, Ludovic-Ludovic Boul, Alexandre-Stanislas Carmont Marie-Marie Colin, Gad-Gad Abecassis, m.fl.

Instruktør: Artus. Producer: Pierre Forette & Thierry Wong. Manusforfattere: Artus, Clément Marchand & Milan Mauger, Fotograf: Jean-Marie Dreujou. Klipper: Jean-Francois Elie. Casting: Artus, Emmanuelle Prévost. Kostumedesigner: Léa Peixoto. Hår & Make-up: Sonia Sfaxi.

Filmanmeldelse: LIDT UD OVER DET SÆDVANLIGE er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm