VERDENSBALLETTEN 2025

Foto: VERDENSBALLETTEN
✮✮✮✮✮
' …… med operette, opera, jazz, klassisk, swing, kan man ikke forlange meget mere, og alt dette blev akkompagneret med fuglenes kvidren som lydtæppe … '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Sølyst er en helt vidunderlig kulisse til premieren på VERDENSBALLETTEN. Beliggende tæt på Øresund, med en frodig grøn park som baggrund og en dansk sommeraften, som viste sig fra sin bedste side, så kan man ikke forlange meget mere.
VERDENSBALLETTEN har eksisteret i atten år og har hvert år noget nyt at byde på. 2025 var da heller ingen undtagelse. Underholdningen er alsidig og man må sige, at der vitterlig er noget for en hver smag.
Første akt
Vi starter i operettens verden ’Dein ist mein ganzes Hertz’, fra operetten ’Smilets land-musik: Franz Lehar 1929. En udødelig klassiker. Solist Jens-Christian Wandt, der også er aftenens konferencier og imellem indslagene binder det hele sammen, med små relevante historier.
Første danseindslag er åbningen fra Tornerose-1. akt. Alle dansere på scenen. Det var en tam omgang, men musikken af Tjajkovskij er altid skøn. Det gik lige over i pas de deuxen, adagio, fra samme ballet. Iana Salenko og Steven McRae, er to vidunderlige dansere. De har været med Verdensballetten i nogle år og de skuffer aldrig. Tværtimod. Især er Iana Salenko brilliant.
Aftenens sopran er den norske Lydia Hoen Tjore, der med sin flotte, rene og klare stemme sang: Je veux vivre-fra Romeo og Julie-musik C. Gounod. Vi hører igen Lydia i anden akt, hvor hun synger en af operaens fineste arier ’In quelle trine morbide’- fra Manon Lescaut-musik G. Puccini.
Vi forbliver hos Romeo og Julie. Anna Rose O’Sullivan og Harris Beattie, danser den berømte balkonscene fra balletten, om den vanskelige kærlighed. De to dansere har et charmerende samarbejde og danser teknisk godt. Musik-S. Prokofjev, koreografi- Massimo Maricone. Balletten er fra 1991 og blev årets bedste danseproduktion og filmatiseret for BBC.

Foto: VERDENSBALLETTEN
Niklas Walentin
Vi bevæger os over i en helt anden boldgade med ’Méditation’ fra operaen Thaïs af J. Massenet. Handlingen foregår i Egypten under det Romerske Imperium. Nummeret bliver fremført af aftenens musikere, violinisten Niklas Walentin og pianisten Alexander McKenzie. Det er sandelig to herrer af format. De er ekvilibristiske på deres instrumenter og du kan tydeligt fornemme, hvor meget de nyder musikken. I anden afdeling er det G. Gershwins, It Ain´t Necessarily So, de boltrer sig med. Et nummer hvor Niklas Walentin viser sin formåen på violinen i bedste Svend Asmussen stil. Niklas har i øvrigt lige udgivet en CD med 11 Svend Asmussen numre, som er blevet rost til skyerne.
I løbet af aftenen er der tre spændende uropførelser. Den ene er ’Forglemmigej’- Pas de trois. Koreografien er af den talentfulde solodanser og koreograf Tobias Praetorius. Kostumer-Søren le Smith. Musik af Alexander McKenzie, der viser sig at være en fremragende komponist. Dansere-Astrid Elbo, Sangeun Lee, Gareth Haw. I anledning af 150-året for H. C. Andersens død, har Praetorius koreograferet en lille ballet over historien ’Den lille Idas blomster’. En fabulerende historie hvor blomsterne har været til fest og visnet om morgenen. Ida putter dem ned i en lille æske, i håb om at de vil vågne igen. Kostumerne er i ’blomster falmende farver’ og passer godt, både til balletten og baggrunden. Bevægelserne er glidende og trinene overlapper graciøst hinanden. Et sødt lille poetisk intermezzo.
Anden uropførelse er ’Love Me, Love Me Not-Pas de deux. Dansere-Anna Rose O’Sullivan og Harris. Beattie. Musik- Doris Days store hit-’Perhaps-Perhaps-Perhaps’-og Frank Sinatras ’Almost like Being in love’. Koreografi- Harris Beattie. Et moderne nummer med ørehængende melodier. Koreografien er kvik og dynamisk, men ikke det mest ophidsende jeg har oplevet. Det er nok her man fornemmer at Harris Beattie endnu ikke er så rutineret. Men han bliver god. Takket været dansernes charme og teknik går den hjem.
Den sidste er ’O Solitude’-Pas de deux. Musik- H. Purcell. Koreografi- Bobbi Jene Smith. Solister- Astrid Elbo og sopran Lydia Hoen Tjore. Astrid Elbo har ønsket at Bobbi Jene Smith skulle koreografere en solo til hende og det blev denne. Igen i år optræder Elbo i en blodrød dramatisk kjole, men indholdet er noget helt andet. Denne solo er en hyldest til ensomheden, den stilhed vi søger for at fordybe os og få ro. Den private stilhed. Purcells barokmusik er ikke lige at gå til, men samspillet mellem den smukke sopran og de sigende bevægelser, får ideen til at gå op i en højere enhed.
Første akt slutter med et stepnummer koreograferet og med Steven McRae. Musikken er Singin´in the Rain. Det blev gudskelov ikke aktuelt, selvom McRae havde taget en gul paraply med på scenen.
Anden akt
Anden afdeling bød på en ballet af William Forsythe- ’In the Middle, Somewhat Elevated’. Musik- Thom Willems. Med Sangeun Lee, Gareth Haw. Det er lige før det er aftenens bedste nummer. Der er ikke alene en pragtfuld dynamik i denne avancerede ballet fra 1987, men dansernes energi og præcision smældede simpelthen ud over scenekanten. Det var ren fornøjelse.
Endnu en perle: Pas de deuxen, adagioen fra Don Quixote. Det er ikke den nemmeste pas de deux at udføre med koreografi af Petipa og musik-Minkus, men med solisterne Iana Salenko og Steven McRae, ser det ud som en leg. Iana viser igen at hun er en unik danser, med en suveræn balance. Deres partnerarbejde ses ikke meget bedre. Altid en fornøjelse at se dem danse sammen.
Forestillingen indeholder noget for enhver smag, lad mig sige det på en anden måde man kunne næsten ikke sætte et mere forskelligartet program sammen. Med operette, opera, jazz, klassisk, swing, kan man ikke forlange meget mere, og alt dette blev akkompagneret med fuglenes kvidren som lydtæppe. VERDENSBALLETTEN er en dejlig forestilling, hvor alle kan være med.

Louise Frevert, der selv er uddannet balletdanser, læser op på pensum inden premieren. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved

Der varmes op inden forestillingen. Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
VERDENSBALLETTEN 2025 – To dele på vej ud i Danmark
Turneen er opdelt i to, med følgende fordeling, og husk at de er forskellige, dog med syv gengangere i august programmet, fra juliturneen:
Turneprogram i juli: 9. juli-Sølyst, Klampenborg. 10. juli-Sylt, Tyskland. 11. juli kl. 16.30 og 20.00-Himmelbjerget, Ry. 12. juli-Møllerup Gods, Mols. 13. juli-Den Tilsandede Kirke, Skagen. Dansere: Steven McRae, Iana Salenko, Anna Rose O´Sullivan, Astrid Elbo, Sangeun Lee, Gareth Haw, Harris Beattie. Musikere: Niklas Walentin, Alexander McKenzie og sopran Lydia Hoen Tjore.
Turneprogram i august: 1. august-Trelleborg. 2. august-Frederiksberg, Grønnegården. 3. august-Fjordenhus, Vejle. 4. august– Great Northern, Kerteminde. 5. august-Tisvildeleje. 6. august-Rønnebæksholm, Næstved. Dansere: Steven McRae, Anna Rose O´Sullivan, Ida Praetorius, Marcelino Sambé, Astrid Elbo, Sangeun Lee, Gareth Haw. Musikere: Niklas Walentin, Tanja Zapolski og sopran Signe Heiberg.

Foto: © Benni Johansson – all rights reserved
VERDENSBALLETTEN 2025 – se mere her
VERDENSBALLETTEN 2025 er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm

