BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP
Familiefilm

Foto: Anne Schwartz
✮✮✮✮
' …… tonen i filmen er kærlig og omsorgsfuld, nogle steder næsten for tuttenuttet …. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP er efterfølgeren af ’Børnene fra Sølvgade.’ Fire børn bor alene i en lejlighed. Deres mor er væk og på en eller anden måde formår de at klare sig, lige på kanten af loven. De passer på hinanden og går i skole. De har brug for en hushjælp og de sætter en seddel op på den lokale bodega, for at avertere efter en. Der er flere som bider på krogen, men valget falder på den flamboyante Miss Nelly, Jakob Fauerby, der er forstående og nok lidt ’anderledes’. Miss Nelly er gift med Brian, Anders W. Berthelsen. Han er VVS’er og kører Taxa. De bliver som forældre for børnene og de flytter ind i deres hus, hvor Brians mor Gerda, Kirsten Lehfeldt, også bor.
Kommunetrolden kommer på banen
Tristan, Alfred Kann, Katinka, Ida Skelbæk-Knudsen, Kirk, Alfred Rivera, og Petra, Amelia Ahmad Abdullatif, er lykkelige for deres nye liv. Det er snart jul og der er pyntet op. Alle ved godt, at opholdet hos den nye familie kan være på lånt tid, men lykken er større end frygten. Og ganske rigtigt. Lige som alt går godt, ringer det på døren, og den frygtede ’Kommunetrold’, Ditte Hansen, står uden for døren. Hun har tidligere prøvet at få børnene anbragt på et børnehjem. Nu står hun der igen med en advokat. Børnenes mormor, Susanne Storm, og morfar, Søren Pilmark, har lokaliseret deres børnebørn og fundet ud af moderen er stukket af. De vil have dem med hjem på slottet, hvor de også har en kæmpestor marcipanfabrik.
Alt bliver kaos, men der er ikke noget at stille op. Loven har talt og med gråd og tænders gnidsel, tager de afsted. Miss Nelly er på randen af et nervøst sammenbrud. Men børnene har en plan. De har nemlig ikke tænkt sig at blive hos deres mormor og morfar. De føler at Miss Nelly og Brian er deres rigtige familie.

Foto: Anne Schwartz

Foto: Anne Schwartz
Præstationerne
Børnene spiller formidabelt. De er virkelig godt castet med deres forskellige temperamenter og karakterer og er tilmed charmerende og troværdige. Det er umuligt at fremhæve en fremfor en anden, for de fremstiller deres karakterer utroligt autentiske. De er meget talentfulde.
Søren Pilmark har fået rollen som den ’onde’ Fagin fra Dickens: Oliver Twist, Han er glimrende og overbevisende, og ’selv jernnæver kan splintre som glas.’ Susanne Storm spiller en mormor der alt for længe har fundet sig i for meget og bryder ud af sin rolle. Så kom kvindekampen ind i filmen. Og apropos ’lån’ i nyt regi. Der kom Olsen-banden lige ind over.
Børnene kravler ud ad et vindue om natten, og skal bruge et højt stillads for at komme ned. Det kan høres, hvis det ikke blive camoufleret med støj. Hver aften kl. 21:15, bliver der på slottet spillet et bombastisk stykke klassisk musik, for at holde spøgelserne væk, har morfar fortalt! Det er slottets faktotum, Birthe, flot spillet af Cecilie Stenspil, der effektuerer dette. På de givne crescendo passager bliver der hoppet ned på græsset, og ingen opdager noget. Musik der skal dække over ugerninger, har været brugt i flere ’Olsen-bande’ film bl.a. i ’Olsen-banden ser rødt’ og ’Olsen-banden i Jylland’, men det er en god effekt og klæder filmen. Og jeg kunne heller ikke lade være med at få associationer til ’Charlie og Chokoladefabrikken’ med den store Marcipanfabrik.
BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP er mange steder næsten tårepersende sentimental, men bløder op med humoristiske replikker og en Jakob Fauerby, som prøver at få det hele til at hænge sammen, men ustandseligt kommer galt afsted. Anders W. Bertelsens Brian er plausibel og hyggelig. Tonen i filmen er kærlig og omsorgsfuld, nogle steder næsten for tuttenuttet.

Foto: Anne Schwartz

Foto: Anne Schwartz
Winston kunne godt lide filmen
Manuskriptet gør historien lidt langtrukken, fordi der skal forklares en masse detaljer undervejs. Det er både godt og skidt, for detaljer er vigtige, men der er mange af dem undervejs. KULTURINFORMATIONs rutinerede junioranmelder Winston, kunne lide filmen, men han syntes det var synd, at børnene skulle flytte fra deres familie. Her er jeg ingen plot-spoiler, I må selv se om de kommer hjem igen. Jeg havde lidt vanskelig ved at forklare ham moralen i historien: At alt ikke kan købes for penge og specielt ikke kærlighed. Vi talte om at være glad for sin familie og at være heldig, hvis man havde en. Ja, man kan sagtens komme vidt omkring og en film er altid en god samtaleåbner.
Børnene fra Sølvgade tager kampen op. Familiefilm. Medvirkende: Katinka: Ida Skelbæk-Knudsen, Tristan: Alfred Kann, Kirk: Alfred Rivera, Petra: Amelia, Ahmad Abdullatif, Miss Nelly: Jakob Fauerby, Brian: Anders W. Berthelsen, Kommunetrolden: Ditte Hansen, Farmor Gerda: Kirsten Lehfeldt, Morfar: Søren Pilmark, Mormor: Susanne Storm, Birthe: Cecilie Stenspil, Ludvig Bøg: Sebastian Jessen, Leon: Mads Geertsen, Skøjtesælger: Rasmus Brohave, Skøjtechef: Thomas Skov.
Instruktør: Mehdi Avaz. Manuskript: Renée Toft Simonsen. Produktionsselskab: Rocket Road Pictures. Producer: Stephanie Wiese. Fotograf: Michael Sauer Christensen. Klipper: Lars Wissing. Production Designer: Charlotte Snede Sørensen. Kostumedesigner: Mathilde Kjær Bang. Makeup artist: Lene Majgaard Arentsen. Caster: Karin Jagd. Komponist: Thomas Volmer Schulz

Foto: Anne Schwartz
BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP – se trailer her
BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP – se mere her
BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
