ALICE I EVENTYRLAND indtager Glassalen
– Eventyrteatret byder på magisk premiere i Tivoli

✮✮✮✮✮
' ……. Eventyrteatrets Alice i Eventyrland forvandlede Glassalen til et sted, hvor alt kunne ske ….. '
– Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Tivoli lyser op i efterårets varme farver. Duften af brændte mandler, popcorn og kandiserede æbler svæver, mens en påfugl spankulerer rundt i de gyldne blade, som om den ejer stedet.
Regnen falder som fine tråde, og væver publikum sammen foran Glassalen. Paraplyer danner et farverigt tæppe over køen af forventningsfulde børn, forældre og bedsteforældre – en summende flok bundet sammen af drømmen om Eventyrland.
Et fristed for fantasi
Siden Susanne Vognstrup i 1991 grundlagde Eventyrteatret, har scenen været et fristed for børn og unge med sang, dans og skuespil i centrum – og uden offentlig støtte. Her har blandt andre Silas Holst, Alex Høgh Andersen og Amalie Dollerup taget deres første skridt på de skrå brædder. Med ti priser som Årets Børneteater og senest Årets Musicalteater i 2024 er teatret blevet en fast kulturinstitution, hvor magien gentages – men aldrig bliver rutine.

ALICE I EVENTYRLAND © Thomas Hergaard Fotografi – all rights reserved.

ALICE I EVENTYRLAND © Thomas Hergaard Fotografi – all rights reserved.
Ned i kaninhullet
Klokken nærmer sig 14:30. Dørene til Glassalen glider op, og publikum strømmer ind som en bølge. Foyeren fyldes af latter, raslende jakker og ivrige stemmer.
Eventyrteatrets parade står klar til at tage imod, og midt i mylderet dukker en lille, yndig alf op. Med glimt i øjet og en stemme som drys af tryllestøv kaster hun sig ud i en poetisk hyldest til KULTURINFORMATIONSs anmelders glimtende perlekæde — som om smykket var hentet direkte fra Dronningens krystalgrotte i Eventyrland. Alfevennerne klukfniser; stemningen er sat.
Præcis klokken 15:00 går tæppet til side. Som på et usynligt signal ånder publikum ind i fællesskab. Børnenes øjne bliver store som tekopper, og hele salen synes at tage det første skridt ned i kaninhullet – sammen.
Omkring 100 medvirkende folder Lewis Carrolls vidunderlige univers ud med farver, musik og legesyge detaljer. Historien er velkendt – og alligevel ny. Alice nægter at give slip på fantasien, følger kaninen og styrter ned i et univers, hvor tiden går baglæns, teselskaber aldrig slutter, og onde kræfter gemmer sig bag de muntre farver.

ALICE I EVENTYRLAND © Thomas Hergaard Fotografi – all rights reserved.
Strækmarch, dronninger og cricket med pindsvin på skateboard
Figurerne pibler frem, som var eventyrets sider blevet slået op midt i Glassalen. Vi møder Al (Alice), omgivet af sine farverige rejsefæller som: Den Hvide Kanin, Hattemageren, Filurkatten, Kålormen, Syvsovermusen, Den Røde Dronning, Den Hvide Dronning og den jordbundne Fru Rødbjerg fra virkelighedens parallelunivers.
Den Røde Dronning (Julia Bircow) er både skræmmende og umanerlig morsom i al sin pomp, pragt og kongelige frisure. Med en myndig stemme, der ikke er bleg for at kræve “hoveder på fad”, fylder hun rummet — men møder modspil. Scenen, hvor hun spiller en slags levende cricket med nummererede pindsvin liggende på skateboard, er et af de øjeblikke, hvor både børn og voksne overgiver sig til latteren. De små pindsvin på boardet spillet af Eventyrteatrets yngste, er umulige at stå for.
Ved hendes side står søsteren, Den Hvide Dronning, portrætteret af Freja Larsen. Hun er både yndefuld og morsom, en figur der balancerer elegance med et glimt i øjet, så søskendedynamikken mellem de to dronninger folder sig ud i både humor og magi.
Al (Emma Grant-Rosendahl) skaber en tydelig udvikling i rollen — fra undrende pige til en selvstændig heltinde, som hverken forfalder til sødme eller karikatur, men balancerer det barnlige og det modne med sikker hånd.
Fru Rødbjerg (Clara Dragsted Hansen) spiller med skarp disciplin og komisk timing.
Som den militærstrikse skolelærerinde marcherer hun gennem skoven med sine elever i perfekt takt, og salen dirrer af latter, da hun fører an til gymnastikøvelser med en stivnakket elegance. Hendes sirlige forelskelse i den lige så regelrette rektor, spillet af Magnus Meyer Jakobsen, bliver en munter sidehistorie, som publikum hurtigt fanger; det er næsten som at se kærlighed blomstre på en kaserne.

ALICE I EVENTYRLAND © Thomas Hergaard Fotografi – all rights reserved.

ALICE I EVENTYRLAND © Thomas Hergaard Fotografi – all rights reserved.
En arv i bevægelse
Kostumerne både glimter som ædelsten eller er dæmpede i denim – skabt af genbrugsmaterialer af frivillige sy-damer under ledelse af kostumedesigner Christine Brincker. Musikken bærer scenerne med lethed, og tempoet er højt uden at miste præcision. Ensemblets energi er smittende – man kan mærke, at de elsker at stå her.
Langt fra Tivolis lys sad engang en stille matematiker i Oxford. I 1865 udgav Charles Lutwidge Dodgson ”Alice i Eventyrland” under pseudonymet Lewis Carroll, og lod logikken vælte omkuld, så fantasien kunne få frit spil.
I dag bæres arven videre i Glassalen, hvor tidligere eventyrbarn Silas Holst som instruktør, manuskriptforfatter og koreograf forener tradition og fornyelse i en version, der taler til både børn og voksne – og til de barnlige sjæle iblandt os.
En varm efterklang
To timer, inklusive pause, flyver forbi hurtigere end Den Hvide Kanin kan sige “Jeg kommer for sent!”.
Hele forestillingen er et overflødighedshorn af talentfulde børn og unge, farver, visdom, morale og fantasi. Og selv om jeg for længst har passeret børne- og ungdoms teatrets primære målgruppe, morede jeg mig hjerteligt side om side med min ledsager Julie Salling Lind, som blandt andet har arbejdet med kunst og teater. Vi voksen-lo højlydt flere gange med resten af salen.
Da jeg spørger Julie, om hendes datter på fire år skal opleve Eventyrteatrets magi i fremtiden, kommer svaret uden tøven:
“Så snart hun rammer skolealderen, skal hun i Eventyrteatret – og det kan kun gå for langsomt!”
Eventyrteatrets Alice i Eventyrland forvandlede Glassalen til et sted, hvor alt kunne ske. Og selv da publikum trådte ud i regnvejret, hang magien i luften som en varm, boblende efterklang. Kinderne var røde, smilet bredt, og i øjnene glimtede det særlige lys, man kun får efter en tur gennem kaninhullet.

Premieregæst Julie Salling Lind og en af eventyrets medvirkende fra Paraden, som hjælper folk til rette i salen, og fremkalder mange smil. Foto: Githa Schultz.

ALICE I EVENTYRLAND © Thomas Hergaard Fotografi – all rights reserved.
ALICE I EVENTYRLAND indtager Glassalen: Fakta
● Premiere: Den 4. oktober 2025 kl. 15.00
● Spilleperiode i Glassalen, Tivoli: Den 3. oktober til den 19. oktober 2025
● Manuskript, instruktion og koreografi: Silas Holst
● Musik: Stuart Goodstein
● Kostumier: Christine Brincker
● Scenograf: Kirsten Brink
● Medvirkende: 100 børn og unge fra Eventyrteatret
● Varighed: 2 timer inkl. pause
● Alder: Min. 5 år.
ALICE I EVENTYRLAND indtager Glassalen – se mere her
ALICE I EVENTYRLAND indtager Glassalen er en anmeldelse af Githa Schultz, KULTURINFORMATION
Se mere om Githa Schultz her Redaktion: Jesper Hillestrøm

