Det Kgl. Bibliotek: JYTTE REX
Film Kunst

Det Kgl. Bibliotek: JYTTE REX

Det Kgl. Bibliotek: JYTTE REX

 

 

 

 

– DRØMMEN OG DEN RASENDE LATTER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det Kgl. Bibliotek: JYTTE REX

Værket Donna af Jytte Rex. 2017. Print på aluminium.

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'Jytte Rex er en af vores allerstørste kunstnere, og det formidler Det Kongelige Biblioteks udstilling smukt og sanseligt. Med sine rødder i 60’ernes avantgardisme og pioner i kvindebevægelsen og den feministiske billedkunst, møder vi her et skarpt kurateret udsnit af en stor nytænkende kunstners værk. Tak for det'

– Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det lå ikke i kortene at Jytte Rex skulle ende som en af Danmarks store billedkunstnere, selvom barndommen lige overfor Rundetårn og en følsomhed for stjernerne, Venus og Saturn allerede i den tidlige barndom satte fantasien i gang. Hun var stille og genert, og som krigsbarn satte bombningen af Shellhuset store spor i barnesindet. Hun elskede bøgernes verden og lånte og lånte fra det stedlige bibliotek, men selvom ambitionen var at læse alle bøgerne, nåede hun det ikke.

 

I stedet blev det fotografiet og de filmiske værker, som kom til at danne grundlag for et virke, som også inkluderer det litterære og det historiske. Jytte Rex er fascineret af overgange, som floden STYX, hvor de døde sejles over til dødsriget og bruden, som et billede på overgangen fra pige til kvinde, fra barn til voksen, fra uskyld til skyld.

Fotografier, men også film

Fotografiet står stadig centralt, men fra det aktivistiske er de sene værker mere drømmende, med douce farver, dybde og struktur. ”Fotografiet er en slags midlertidigt hus for sjælen”, siger Rex og det – sammen med de udstillede filmiske værker kan stå som en underoverskrift for hele ophængningen. Her er mange, mange lag, som publikum bør give sig tid og ro til at gå på opdagelse i, lige fra de humoristiske værknavne og kortfilmene – og en enkelt lang – ofte i sort/hvid, er de så spændende, at man nemt lader sig opsluge. Min personlige favorit, ud over filmen ’Silkevejen’ fra 2004, er ’Cikaderne findes’, et portræt af Inger Christensen, som man kan se i fuld længde på udstillingen.

To ligekvinder

En anden af de store kvinder i Jytte Rex’s orbit er Inge Eriksen, Rex’ samtidige og medkollaborator på den udstilling, som danner grundlag for og deler navn med denne seneste på Det Kongelige Bibliotek. Sikke et intellekt hos de to damer, man skal stå tidligt op for at følge med her. Det er let at forstå, at de to fandt hinanden, det må have slået gnister.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det Kgl. Bibliotek: JYTTE REX

Værket Lys af Jytte Rex. 2013. Fotoemulsion på træ.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Feminisme

Gnister slår det også, når Jytte Rex tager os med til Italien og Spanien i spændstige og skarpe sort-hvide billeder. Her er en masse på spil, lige fra det erotiske, som værket altid har været fyldt med til det drømmende og det forførende. Rex er feminist, ja, men også feminin i sit udtryk, men man skal ikke lade sig narre. Hendes optagethed af det obskure og forvrængede er tydeligt i næsten alle værker. Der er noget på spil i hvert eneste værk. En fin detalje er skabet med inspirationsobjekter. Det står lidt undseeligt inde i hjørnet i den bageste sal. Det behøver det ikke, her er mindst lige så meget at gå på opdagelse i, som værkerne på væggene.

Helst lidt mere plads

Skulle man savne noget, så er det lidt bedre plads. Jytte Rex arbejder ikke i voldsomt store formater, så de mange mindre billeder drukner lidt i en tæt ophængning. Men det er en detalje. Udstillingen skal ses for sin fine formidling af en af Danmarks store kunstnere.

 

Lad os slutte med et citat af kunstneren selv: ”Når jeg maler på fotografiet, er det en form for vandalisme, et forsøg på at bryde med dets alt for genkendelige, belastede elementer og lade andre figurer opstå mellem indre og ydre virkelighed; det er en organisering af krydsninger mellem naturens og kulturens hændelser og det personlige blik”.

 

Avantgardismen har aldrig sluppet sit tag, og det skal vi virkelig være glade for.

 

 

 

 

 

 

 

 

Lene Pia Madsen

Værket Ibrahim af Jytte Rex. 2023. Print på aluminium.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det Kgl. Bibliotek: JYTTE REX. Udstillingen kan opleves frem til 9. august 2026 – se mere her

 

 

 

Det Kgl. Bibliotek: JYTTE REX. Coverfoto: Værket Styx af Jytte Rex. 2025. Print på aluminium

 

 

 

 

 

Det Kgl. Bibliotek: JYTTE REX er anmeldt af kulturskribent Lene Pia Madsen, KULTURINFORMATION

Redaktion: Jesper Hillestrøm