Fotobog: CANNES

 

 

 

 

– et værk af Ole Christiansen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …… et godt krydret stemningsbillede af Cannes dengang, hvor fotografer var fotografer – og i øvrigt mest mænd, der tænkte som mænd, og hvor kvinderne opførte sig som kvinder med politisk korrekthed på den skjulte eller måske endda synlige 'agenda' …. '

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En stor lækker fotobog er landet på mit bord. Værket omhandler pressefotografen Ole Christiansens fotografier fra filmfestivalen i Cannes i 1980'erne og 90'erne.

 

Bogen er i dimension, hvad der kunne minde om en gammeldags telefonbog. Vi kører derudaf i s/h fotografier med meget spartansk tekst. Vi ser skuespillere portrætteret enten staged eller som snapshots fra pressekonferencer eller rød løber. Bagerst i bogen finder vi en oversigt over 44 fotografier, hvor én eller flere skuespillere eller instruktører/filmfolk optræder – oversigten nævner personernes navne og årstal – tak for det, det er nemlig en vigtig del af oplevelsen.

 

Ud over det er der også mange stemningsfotografier fra festivalen, både af kendte, men også ukendte, der gerne vil være kendte. Og læg hertil dem der bærer solbriller for ikke at blive genkendt.

En bog på engelsk

Og dette bringer os nemlig frem til to engelske essays begået af filmeksperterne og tidligere festivaldeltagere fra pressens side, nemlig Henrik List og Niels Frid-Nielsen.

 

De to herrer har besøgt festivalen i arbejdsøjemed et utal af gange og beskriver hver især detaljer og afkroge af den ellers så positive festival – der i øvrigt viser sig ikke blot at være én filmfestival, men flere filmfestivaller lagt sammen samtidig. Det kan ikke nægtes, at der naturligvis var og stadig er tale om et mediecirkus, der til tider virker mindre flatterende – alle medaljer har jo som bekendt en bagside.

Henrik List

Henrik List lægger ud og beretter blandt andet om de forskellige pressekorts farver. I sagens natur må alle 3-5000 pressefolk, det være sig journalister og fotografer opdeles efter en hierarkisk orden. Og som jeg forstår det, er der 5 plastikkort i spil.

 

Det gule er det lavest gældende kort, hvor journalisten eller fotografen kun får lov at deltage i filmvisninger, interviews eller pressemøder, hvis der er plads eller der kommer et afbud. Det blå kort er lidt bedre. Det Pink endnu bedre, og er det med gule prikker så er du superstar journalist og overtrumfes kun af vinderen over dem alle – det hvide kort – der rydder bordet – ganske enkelt carte blanche. Carte blanche ville typisk være det kort, det respekterede Tidsskrift KULTURINFORMATION (Danmarks nu største landsdækkende kulturmagasin på print – ikke blot en blog eller en avis trykt på sværtende genbrugspapir) uden tøven ville få tildelt.

 

List kommer ikke overraskende også omkring det faktum, at verdenspressen og verdens mest fremtrædende filmfolk naturligvis tiltrækker vældige mængder af lykkeriddere, skørtejægere, fans og trusseletter i stiletter. Og her har Ole Christiansen også været med i forreste linje – på stranden, på gader og stræder, og der findes der alt lige fra bowlerhatte til guld bikinier der gerne vil ses, lugtes og også gerne fotograferes, og helst også gerne vil talentspejdes til en film. Vi er ude i en art selvpromoverende og selvbestaltet casting, der også har lidt 'fy-fy' over sig.

 

Henrik List lader dog til at kunne klare mosten og har næppe taget anstød eller skade af det. Det bemærkes også, at tiden i dag naturligvis er forandret, da alle jo har mobiltelefonens kamera lige ved hånden. Da Ole Christiansen lavede sine reportager var det hele analogt og mange gav den lige en ekstra tand for at komme i kameraets søger.

Niels Frid-Nielsen

Frid beretter om sit møde med landsmanden Bille August. Bogens forfatter havde inviteret Frid med til festivalen i 1988, hvor instruktøren Bille August var tilstede for at promovere filmen Pelle Eroberen. August er forholdsvis ukrukket og glad for at tale med sin landsmand Niels Frid-Nielsen, midt i det opstyltede menneskedyrkende inferno af dit og dat.

 

Et stort banner med den lille grædende og buttede Pelle er blevet valgt som reklame for filmen og hænger rundt på hotellets palmetræer. August er ikke tilfreds med billedet, der udstråler sentimentalitet og ikke er det udtryk, filmen gerne vil vise og have frem.

 

Bedre bliver det ikke på en af pressekonferencerne, hvor Frid oplever talløse journalister stille akavede og skæv-smarte spørgsmål, der falder uden for fokus. 'Er den danske film en svensk film?' – spørger en fransk journalist. Han kunne ligeså godt have spurgt, om der er italienere i italiensk salat.

 

Cirka 50.000 filmfolk besætter Cannes i de par uger festivalen pågår, fortæller Frid, og han kommer også omkring diverse hoteller, samlingssteder, solskin, men også silende regn i selskab med den dengang 40-årige Bille August.

FILM

Selv husker jeg også bogen FILM – skal ses i biografen (Ole Bogart Michelsen, 1997), som fruen gav mig i gave. Her finder vi lignende historier fra Cannes om interviews af venlige skuespillere og instruktører, men også næsvise og direkte modbydelige personager. Vist nok, så vidt jeg husker, Brian De Palma der på bedste nedladende facon legede med et nyindkøbt videokamera under et interview og stort set havde mistet sig selv til en humus på fortovet.

 

Endelig husker jeg også, at Ole Bogart deltog i AA-møder under festivalen, hvor han mødte ingen ringere end Anthony Hopkins. De fleste har bemærket, at vi i den trykte udgave af Tidsskriftet KULTURINFORMATION hædrer Ole ved at lade hans 'hatte' leve videre – æret være hans minde.

CANNES

Den anden Ole, nemlig Ole Christiansen, som hermed anmeldes, har leveret et dokument for eftertiden, med 1980'ernes og 90'ernes største filmnavne portrætteret og et godt krydret stemningsbillede af Cannes dengang, hvor fotografer var fotografer – og i øvrigt mest mænd, der tænkte som mænd, og hvor kvinderne opførte sig som kvinder med politisk korrekthed på den skjulte eller måske endda synlige 'agenda'.

 

Bogen CANNES er et pragtværk med en fræk 'gennemsigtig' sammensyet ryg. Forlaget Helmin Publishing står for udgivelsen, og da teksterne er på engelsk, må der forventes en stor søgning på dette værk kloden rundt.

 

Hvorfor man på forsiden og andre steder har skrevet Ole Christansen og ikke Ole Christiansen vides ikke.

 

 

 

Fotobog: CANNES – se mere her

 

 

 

 

Fotobog: CANNES er en anmeldelse af chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION