Litteraturanmeldelse: OLSEN BANDEN

 

 

Et værk af Christian Monggaard

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

' …. Anmeldelsen lider af pladsmangel – køb i stedet hellere bogen …..'

– chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Monggaard er kendt for sine veltilrettelagte bøger. Den store bog om OLSEN BANDEN har været på gaden i nogle år og er nu blevet genoptrykt. Tidligere har vi anmeldt Erik Balling-bogen, der tilbød meget tekst og stærkt begrænset billedmateriale.

 

I OLSEN BANDEN-bogen er det lige omvendt – det ene skønne fotografi, på, under, foran og bagved filmkameraet bliver serveret med tekster, og understøttende bemærkninger og anekdoter.

 

Vi snydes selvfølgelig heller ikke for diverse fakta, interviews og naturligvis også filmanmelderen Monggaards refleksioner og kommentarer undervejs.

 

De fleste er bekendt med, at Olsen Banden-produktionen nåede op på 13 film – hvilket var cirka én om året fra 1968-1981. Dertil kommer den 14. film fra 1998, der på allermest ulykkelige vis blev ramt af det ene uheld efter det andet, herunder dødsfald både foran og bagved kameraet.

Forfatterens vinkel

Som undertegnede er forfatteren født i starten af 1970'erne og derfor er tilgangen interessant, da 'vi voksede op' med Olsen Banden-stemningen og tidsånden, men på ingen måde var voksne, men børn med stort B da filmene blev til. Derfor er Monggaards betragtninger ikke sine egne oplevelser eller egne øjnevidneskildringer, men baserer sig på andres vidneudsagn og biografier og den slags ting. Samtidig er vinklen så også (som undertegnede) betragtningerne fra sidelinjen gennem de mange film, man gentagne gange har set som barn, ung og voksen – og det er helt i sin orden.

Henning Sprogøe

Således har værket med god grund både et forord og besyv med, bogen igennem, af ingen ringere end Egon Olsens søn Henning Sprogøe, der af åbenlyse grunde var tæt på sin far skuespilleren Ove Sprogøe. Henning voksede op 'midt i det', og kom endda til at arbejde med på produktionerne som ung assistent, stik-i-rend-dreng osv.

 

Her er blandt mange kuriositeter det faktum, at faderen Ove ofte hjembragte manuskripet ved en produktions begyndelse til selve det private hjem på Amager, og den unge Henning kastede sig over det med glubende appetit. Ved én af lejlighederne havde Henning en betragtning om titlen på filmen og mente den burde ændres – dette meddeler han sin far, som med mindre beredvillighed tager ideén med til Balling. Og Henning modtager efterfølgende et kort fra Balling med en stor tak til den observante unge Henning og minsandten titlen på filmen ændres – læs hvilken film i bogen, og se Ballings takkekort.

En begyndelse før begyndelsen

OLSEN BANDEN-bogen begynder naturligvis med begyndelsen. Det vil sige, at selve Olsen Banden jo i virkeligheden startede, før den egentlig begyndte. I Monggaards værk om BALLING og i herværende værk gøres vi bekendt med forløberen til den kendte bande. Tidligere havde de sort/hvide produktioner om 'Poeten og Lillemor' portrætteret danskerens humoristiske levevis 'som en tegneserie' blot med rigtige mennesker og skuespillere. Disse efterfølges af bl.a. 'Frede-filmene', hvor flere af de folkekære skuespillere toner frem i en art spion-genre-komedie.

Olsen Banden – går i gang

Endelig kommer ideen til en enkelt film eller to om en mulig 'hverdags-bande', som i de første manuskriptudkast praktisk taget ikke var navngivet endnu. Men tanken var en bande, der skulle spejle 'danskheden', gøre grin med os selv og ikke mindst de bureaukratiske systemer.

 

Alle disse detaljer, med kopier af manuskripter, udkast, noter, store mængder af fotomateriale – og her kunne jeg blive ved og ved – har forfatteren samlet og fået redigeret ind i værket, sammen med, som tidligere nævnt, kommentarer og henvisninger til interviews, anekdoter og besyv og erindringer, betragtninger og andet godt. Og det handler naturligvis ikke kun om tilblivelsen af de første par film, men alle 14 film all together.

 

At den første film skulle ende som en serie for Balling og ikke mindst vennen Henning Bahs vidste INGEN på forhånd. Faktisk fremgår det af forskellige udsagn, at man forventede, at publikum ville kunne holde til et par få sæsoner og derved ville man kunne tillade sig at lukke og slukke for disse produktioner, men det skulle vise sig at falde anderledes ud.

Folkeeje forpligter

Yvonne (den elskelige Kirsten Walther) blev folkeeje. Sønnen Børge (Jes Holtsø) blev folkeeje. Kjeld (Poul Bundgaard) blev folkeeje. Benny (Morten Grunwald) blev folkeeje. Egon Olsen (Ove Sprogøe) blev folkeeje. Kort sagt blev Olsen Banden folkeeje og er det rent faktisk stadig.

 

I starten mente Balling og til dels Bahs af indlysende grunde, at det 'DANSKE LUNE' ikke ville kunne eksporteres – ingen andre end danskerne ville kunne forstå 'magien' ved Olsen Banden og den danske tone og humor – igen tog man grueligt fejl – vores nordiske nabolande fik lov at lave deres egne versioner, og endelig blev filmene en stor succes i DDR (det vender vi tilbage til).

 

Olsen Banden præsenterer os for en indforstået hverdagsdanskhed om geniet Egon Olsen, og hans to venner og kompaner, der ofte fejler og svigter. Samtidig er figuren Yvonne 'pavinden', der måske nok respekterer, at hendes mand og hans to venner skal ud og bestjæle stygge forretningsfortagender, der ulovligt har beriget sig, men også giver Kjeld en huskeseddel med i lommen og forventer, han husker at købe smør og mælk med hjem – midt i århundredes største millionkup!

 

Oven i al dette ved vi, at der langes øretæver ud efter politik, øvrigheden, ordensmagten, hundehovederne, skidesprællerne, de små lus, politiet, skrankepaverne, grødbønderne, narrehattene og de dovne og feje hunde – Monggaard lader os ikke i stikken her: På hele to sider i værket præsenteres vi for Egon Olsens skønne gloser, endda med lydskrift, så ingen lades i tvivl om, hvordan man bruger 'skældsordet' Social Demokrat – og Ballings selvironi fejlede i øvrigt heller ikke noget, da han selv var socialdemokrat. (Her knytter der sig en helt anden sidehistorie, nemlig hvordan statsminister Anker Jørgensen hjælper Nordisk film og Balling med at få adgang til at skyde film ved EU(EF)-hovedkvarteret i Bruxelles.

 

Finurligt nok tænkte jeg ofte som dreng og Tintin-fan, på alle Kaptain Haddocks gloser og overvejede om ikke Egon Olsen havde hugget lidt fra Tintin. Denne og andre strejftanker omkring Tintin som mulig inspiration optræder faktisk også i bogen.

 

Endelig husker mange de spøjse 'huske-lister', hvor Egon beder sine venner om at skaffe alt lige fra et gammelt bundt aviser, pruttepuder, vaffeljern, en pakke søm, en gammel ost, en bøje, 100 balloner, en HT-bus og en pølsevogn (på side 208-209 kan du finde mange flere). Det interessante i denne spøjse 'huske-liste' opremsning, vi møder gang på gang i filmene, er, at de faktisk lægger sig tæt op ad den virkelige arbejdsmodel, som Balling og i særdeleshed Bahs anvendte til at skabe filmene – så den evigt tilbagevendende gimmick var altså praktisk taget snuppet ud af virkelighedens verden fra selve tilrettelæggelsen og tilblivelsen af filmen.

 

Det bringer mig frem til at nævne, at forfatteren også har forsynet værket med oversigter på forskellige 'udlåns-kontrakter' af f.eks. en kampvogn fra forsvaret, HT-busser og andre sjove ting. Her finder vi også kontrakt på lån af Det Kongelige Teater, Hotel Sheraton, swimmingpools og den slags.

 

Glemmes må heller ikke Monggaards pedantisk udarbejdede flersidet opslag, der kan foldes ud med inventarliste af 'Yvonnes stue' med dens mange skønne småborgerlige nips. Vi finder også et til lejligheden fortegnet kort over 'Olsen Bandens København' med locations, og også en oversigt over de mange kup og millionerne.

DDR – et overraskende publikum

Som dansker må man nok mene, at Olsen Banden er vores nations fælles klenodie. Men interessant er, at vi ikke er de eneste, der har 'taget patent' på Olsen Banden. Nuvel, man kunne mene, at det er forståeligt nok, at bandens gøjlerier måske nok ville sige andre nationer et eller andet, eksempelvis som allerede nævnt vore nordiske naboer. Men interessant er det, at den østtyske censur godkendte dette vestlige produkt og derved blev Olsen Banden ikke blot harmløs underholdning for mange DDR-borgere, men et direkte vindue mod Vesten. For nogle endda et dørhåndtag til friheden i Vesten og en del af overlevelsesdriften i den forkuede nation.

 

Dette dykkes der ned i på en indgående måde i værket. Vi møder så dedikerede fans, at de lærte sig dansk 'gennem' filmene. Skuespillerne besøger også DDR af flere omgange og deltager i tv-shows og meget andet. Nå, som ekstra info kan tilføjes, at undertegnedes frue da også på et tidspunkt for årtier tilbage blev kontaktet af Poul Bundgaard, der ønskede hjælp til en kort tale på tysk – og efterfølgende dukkede der en check op fra Bundgaard som tak for hjælpen.

 

For nogle østtyskere var livlinen til Vesten gennem Olsen Banden så stærk, at de ligefrem mener, at filmene har reddet deres liv. For os frie danskere kan dette virke nærmest naivt, men tiden var en anden. F.eks. var smukke skuespillerinder og deres portrætter, optræden og liv praktisk taget forbudt i det lukkede land. For danskere var Marilyn Monroe, Brigitte Bardot hverdagskost, men ikke i DDR.

 

Derfor fortælles det, at flere simpelthen forelskede sig i den unge Lotte Tarp – altså helt seriøst blev opslugt af denne unge frigjorte vestlige kvinde, som en slags jomfru Maria-dyrkelse. Og jovist, på side 259 i bogen finder vi da også en smuk og smilende Lotte Tarp, i rollen som den prostituerede Ulla – meget langt væk fra alt, hvad der hedder Berlin mur.

Anmeldelsen lider af pladsmangel

Jeg kunne blive ved. Jeg har slet ikke i detaljer fået nævnt faksimilerne af manuskript dele og drejebøgerne, og hvor og hvordan 'bomben' fra tyskerbunkeren ved Vesterhavet blev optaget. Filmplakater, merchandise, lønningslister, arkitekttegninger, scrapsbogs-avisudklip, omtale af fanklubber, anmeldelser og billeder af rekvisitter helt ned til Egons cigarstumper findes der mange sider med. Endelig finder vi også info om hvordan de spektakulære plots blev til og udviklet, nemlig under en særlig arbejdsform der fandt sted hvert år i Paris. Anmeldelsen lider af pladsmangel – køb i stedet hellere bogen. Hvis du erhverver dig OLSEN BANDEN i en fysisk boghandel, så medbring en trækvogn til transport af det bastante værk, eller overvej at beordre pr. post.

 

 

Litteraturanmeldelse: OLSEN BANDEN – se mere her

 

 

 

 

Litteraturanmeldelse: OLSEN BANDEN – læs også Hillestrøms anmeldelse af Balling-Bogen her

 

 

 

Litteraturanmeldelse: OLSEN BANDEN er anmeldt af chefredaktør Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION