Anmeldelse | Krimi: STEMMERNE FRA SKOVEN
Psykologisk spændingsroman

✮✮✮✮✮
' ……. Vi kommer dybt ned i den menneskelige psyke og det er ikke altid lige behageligt, skulle jeg hilse og sige ….. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
STEMMERNE FRA SKOVEN er langt mere end en spændingsroman eller krimi. Det er en psykologisk fortælling som handler om dyb sorg, klasseforskelle, gemt skyld og de hemmeligheder, familier tror de begraver så langt væk at de bliver glemt, men som bekendt forsvinder intet. Alt kommer til at forme de næste generationer.
Staten New York, 1975
Handlingen udspiller sig i Adirondackbjergene i staten New York, hvor den velhavende og magtfulde Van Laar-familie ejer både et stort skovområde, et sommerhus og en sommerlejr for børn.
Vi dumper ned i august 1975. En epokegørende begivenhed finder sted, da den 13-årige Barbara Van Laar forsvinder fra familiens sommerlejr. Lejren finder sted hver sommer og det er en slags overlevelses camp for børn og unge. Den varer næsten to måneder og i den tid lærer børnene at kunne klare sig i selv den mest ufremkommelige skov. De overnatter nogle nætter udendørs og skal selv finde mad og bygge et overnatningssted. Ganske vist under opsyn af en rutineret voksen, men det er ikke en udflugt med en skovbørnehave. Dem der har været med tidligere elsker det, selvom det er hårdt.
Barbara forsvinder – og en gammel sag
Barbara er datter af Van Laar familien og har altid været med og kender skoven ind og ud. En morgen er hun væk, og hendes forsvinden ryster ikke blot lejren, men hele lokalsamfundet. Chokket bliver endnu større, fordi det ikke er første gang et barn fra familien forsvinder: Fjorten år tidligere forsvandt hendes bror Bear Van Laar sporløst fra samme område. Dermed bliver Barbaras forsvinden ikke bare en ny tragedie, men en genåbning af ikke alene en gammel sag, men også et gammelt traume, et åbent sår, som ingen nogensinde har bearbejdet.
Lejren ledes af Tessie Jo Hewitt, kaldet T.J., som står midt mellem hensynet til børnene, personalet og den familie, der ejer det hele. Hun er en interessant karakter, fordi hun forsøger at holde kontrol og struktur i en verden, hvor magtforholdene er skæve. Hun ved, at Van Laar-familien kan bestemme alt, og hendes loyalitet bliver derfor blandet med frygt og afhængighed. Hun repræsenterer den type menneske, som gradvist tilpasser sig usunde systemer for at overleve i dem. Det er genialt skildret.
Efterforskningen går i gang og ledes blandt andet af den unge politiefterforsker Judy Luptack. Hun er ret ny i jobbet og må lægge øre til dumsmarte bemærkninger fra sine mandlige kolleger. Hun er ikke lige sådan at skubbe af pinden og holder fast. Hun ser også ofte klarere end dem. Judy er spørgende og hun fungerer som romanens modvægt til tavshedskulturen. Folk omkring hende beskytter status og gamle hierarkier og hun er naiv nok og uprøvet nok til at søge sandheden. Hun lægger mærke til relationer, stemninger og det usagte, altså netop de ting, som ofte afslører mere end godt er.
Figuren Alice – moren
Mens søgningen efter Barbara står på, møder vi moderen Alice Van Laar, ansatte på lejren, lokale familier og børnene omkring Barbara. Alice er en af bogens stærkeste karakterer. Hun lever med det uforløste tab af Bear, og da Barbara forsvinder, aktiveres hendes gamle sorg med fuld kraft. Romanen viser meget præcist, hvordan en tidligere sorg ikke forsvinder. Den ligger latent i psyken og vækkes igen ved nye tab. Alice reagerer ikke kun på nutiden, men på begge børns forsvinden samtidig. Det er stærke sager.
Hemmelighederne
Et gennemgående tema er tavshedens og hemmelighedskræmmeriet. Mange karakterer ved mere, end de siger. Ikke nødvendigvis fordi de er onde, men fordi sandheden er farlig. Nogle frygter Van Laar-familien. Andre skammer sig. Nogle har i årevis overbevist sig selv om, at fortiden bør forblive begravet. Forfatteren viser, hvordan mennesker kan leve i selvbedrag, indtil løgnen føles mere tryg end virkeligheden.
Skoven fungerer samtidig som symbol på det ubevidste. Den er tæt, mørk og uoverskuelig, præcis som de fortrængte minder, karaktererne bærer rundt på. Når mennesker farer vild i skoven, spejler det, hvordan de også farer vild i deres egne liv. Naturen bliver næsten en karakter i sig selv: smuk, men ligeglad med menneskelig smerte.
Efterhånden som vi fornemmer at nå til romanens afslutning, er der ikke som sådan nogle hints mod opklaring eller afsløring, men det bliver tydeligt, at mysteriet om de forsvundne børn ikke kun handler om forbrydelser, men om nedarvede generationsskader. Voksne er børns rollemodeller og har de aldrig set andet end de voksnes svigt, løgne og følelsesmæssige kulde, bliver de formet derefter. Bear og Barbara bliver ikke kun ofre for konkrete hændelser, men også for et familiesystem præget af kontrol, og manglende nærhed. Det bliver så ikke nemmere at gennemskue i et miljø som er økonomisk velfunderet, og hvor det er penge og magt der står øverst på dagsordenen.
Romanen undersøger også klasse og magt. Det gør ikke de psykologiske spændinger mindre at det er Van Laar-familien som ejer jorden, lejren og i praksis mange menneskers levebrød. De lokale arbejder for dem, er afhængige af dem og bøjer sig for dem. Det skaber en kultur, hvor underordnede mennesker lærer at tie, glatte ud og acceptere uretfærdighed. Mange af romanens konflikter opstår netop dér, hvor økonomisk afhængighed møder moralsk sandhed. Nogle af de emner der ligger forfatteren på hjerte.
Spændende og helt og aldeles uforudsigelig
Det stærkeste ved STEMMERNE FRA SKOVEN er derfor, at spændingen hele tiden bæres frem af menneskelige handlinger, uanset hvor gode, dårlige, utrolige eller vanvittige de er. I denne roman skal du tage stilling ikke alene til hvem der gjorde hvad. Du bliver også stillet over for at skulle svare på, hvad hemmeligheder kan gøre ved os mennesker. Kan traumer og sorg nedarves? Jeg tør godt svare ja. Mennesker tier, siger intet, selv når tavsheden ødelægger alt.
Du slipper ikke bogen før det sidste punktum på side 534. Den er åndeløs spændende og helt og aldeles uforudsigelig. Jeg kan godt afsløre, at jeg ikke i min vildeste fantasi havde bare tilnærmelsesvis gennemskuet plottet. Vi kommer dybt ned i den menneskelige psyke og det er ikke altid lige behageligt, skulle jeg hilse og sige fra Barbara. Det er sikkert som et råb i skoven.
’Hvis nogen kunne tænke sig at tage en ’hyggelig’ udflugt til den uigennemtrængelig skov, er der på første side et oversigtskort. Så burde læseren være garderet’.
Forfatteren, Liz Moore
Liz Moore er en prisbelønnet amerikansk forfatter, bosat i Philadelphia. Hun har skrevet flere anmelderroste romaner og bestsellere, og hendes bøger er kendt for deres stærke personportrætter, sociale spændingsfelter og skarpe blik for relationer på tværs af generationer. Bestselleren STEMMERNE FRA SKOVEN er Liz Moores femte roman og er solgt til udgivelse i over 30 lande.
STEMMERNE FRA SKOVEN. Psykologisk spændingsroman. Forfatter: Liz Moore. Oversættelse: Brian Christensen. Udgivet på forlaget Cicero.
Anmeldelse | Krimi: STEMMERNE FRA SKOVEN – se mere her
Anmeldelse | Krimi: STEMMERNE FRA SKOVEN er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
Liz Moore: The God of the Woods — English Abstract
Award-winning American author Liz Moore's fifth novel — published in Danish translation by Forlaget Cicero under the title Stemmerne fra Skoven — is a psychologically sophisticated thriller set in the Adirondack Mountains of upstate New York in August 1975. When thirteen-year-old Barbara Van Laar disappears from her wealthy family's summer wilderness camp, the investigation reopens a fourteen-year-old wound: the unexplained vanishing of her older brother Bear from the same area. The novel operates simultaneously as a missing-persons mystery and as a penetrating examination of intergenerational trauma, class hierarchy, institutional silence and the psychic cost of complicity. Moore's central metaphor — the forest as an externalisation of the unconscious, dense and indifferent to human suffering — is sustained with considerable literary discipline across 534 pages. A compelling and entirely unpredictable work of psychological fiction, published in over thirty countries
