Jacob Bjorn Gallery | KUNSTKRITIK: Maya Stefania Wibling
Kunst

Jacob Bjorn Gallery | KUNSTKRITIK: Maya Stefania Wibling

Jacob Bjorn Gallery | KUNSTKRITIK: Maya Stefania Wibling

 

udstilling ”Nær ved Hjemme”

 

 

Flade, farve og ikke så lidt poesi

 

 

 

 

 

 

 

 

Jacob Bjorn Gallery | KUNSTKRITIK: Maya Stefania Wibling

”Spætten er her”, 2026. Olie på lærred 35 x 24 cm. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'Maya Stefania Wibling viser med sin udstilling hos Jacob Bjorn Gallery i Aarhus, at maleriet lever i en ærlig og traditionsbestemt forstand og med stærke referencer til modernismen … '

– Lars Svanholm, KULTURINFORMATION.org

 

 

 

 

 

 

Jeg træder ind hos Jacob Bjorn Gallery, og nej, kære læser. Der er ikke tale om en tastefejl, da Jacob Bjørn har valgt at tage afsæt i o’et i galleriets navn, når det der ”ø” kan skabe forvirring på det store internationale kunstmarked – og vi befinder os i Århus. Nej, undskyld: Aarhus!

 

Hermed er dén ged barberet, og jeg kan tage en formentlig kvalificeret iagttagelse på Maya Stefania Wiblings udstilling ”Nær ved Hjemme”, som bekræfter mig i, at maleriet lever i bedste velgående oven i købet i en ærlig og traditionsbestemt forstand.

Flere kunstneriske temperamenter

Det er tydeligt, at Wiblings maleri er baseret i en motivkreds, der repræsenterer flere kunstneriske temperamenter, og nu er jeg indenfor i galleriets objektive atmosfære, som tvinger værkerne til at leve på egne betingelser, og især to større værker fanger i et indledende øjeblik min opmærksomhed.

 

Måske er det de to maleriers fysiske dimensioner, der pirrer en begyndende nysgerrighed; men jeg mener faktisk at netop disse to værker er interessante at bringe i spil, da de hver især er i stand til at nuancere en overordnet vurdering af Wibling ganske glimrende.

 

Maya Stefania Wibling er figurativ i ordets mest bogstavelige betydning. Intet er skjult; men gåderne optræder ikke desto mindre ret klart og selv helt basale genstande får i hendes poetiske verden symbolske betydninger. Og så er der farven. To figurer på det ene af malerierne, jeg refererer til, er blå i hovederne.

 

Jeg tager en hurtig iagttagelse på galleriets værkoversigt og afkoder titlen på billedet til ”Børnene er ude og blå”. Blev jeg klogere? Nej, heldigvis, da jeg nu er i stand til at analysere temaet i værket uden fordomme og følgende ensidige konklusioner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jacob Bjorn Gallery | KUNSTKRITIK: Maya Stefania Wibling

“By-ræv og lille blåfugl”, 2026, Olie på lærred. 43 x 53 cm. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fascinerende kobling mellem det intime og monumentale

Der er tale om et par, hvor manden er placeret bagerst i rummet. Der sidder en sort fugl på hans skulder og han holder en klassisk guitar i sin venstre hånd: »Blackbird singing in the dead of night«, og nu gør jeg mig med al sandsynlig sikkerhed skyld i en flad overfortolkning, men når jeg ser en guitar, får jeg lyst til at bryde ud i sang.

 

Jeg kan også tolke mere håndgribeligt: Den sorte fugl fungerer som et helt klassisk symbol, uden at betydningen dog bliver normeret. Guitarens tilstedeværelse tilføjer kompositionen en næsten scenografisk virkning, og kvindefiguren i forgrunden er beskåret på en måde, der understreger billedfladens uafhængighed af motiverne.

 

Værkets format afstedkommer en sær og fascinerende kobling mellem det intime og det monumentale, og der er noget både naivt og sofistikeret over billedet. Det rummer en umiddelbarhed, som for alt i verden ikke må forstås som enfoldighed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jacob Bjorn Gallery | KUNSTKRITIK: Maya Stefania Wibling

“Sol ind om søndagen”, 2026. Olie på lærred. 52 x 42 cm Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mystikken i et elementært køkkenmiljø

Hvad der gør Wibling interessant som maler, er, at hun ingenlunde forsøger at skjule sin kunsthistoriske arv. Hun har et klart afsæt i modernismen, og bemærk venligst, at modernisme for ikke forfærdelig mange år siden var et skældsord inden for samtidskunsten.

 

Et andet stort maleri fanger i næste moment mit øje med samme refleksion som billedet af det blå par. Her er der dog tale om et næsten antihierarkisk værk, der i sin enkelthed fremstiller en stegepande med fire spejlæg set fra oven. Det lyder sikkert ret morsomt og hverdagsagtigt; men der er ikke blot tale om en humoristisk opstilling, men om et kunstværk med åbenbare, formelle kvaliteter.

 

I kompositionen er der placeret nogle vandrette, farvede linjer i baggrunden og her er vi ude i mystikkens verden, hvor jeg bliver i tvivl om, hvorvidt der i et ellers helt elementært køkkenmiljø er tilføjet disse streger med henblik på at skabe en form for geometri, som igen har til hensigt at organisere billedplanet.

 

Der er ingen tvivl om, at grebet afstedkommer et andet syn på det fysiske element i maleriet. Hvad der i første ombæring var tydeligt, reduceres eller cementeres nu som et abstrakt tegn. Den mørke cirkelform og de fire æg skaber i et koncentrat en meget stærk kompositorisk balance.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jacob Bjorn Gallery | KUNSTKRITIK: Maya Stefania Wibling

”Børnene er ude og blå”, 2026. Olie på lærred. 187 x 135 cm. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

Lars Svanholm anmelder for KULTURINFORMATION.org

'Potte-plante (stor)', 2026. Olie på lærred. 187 x 137 cm. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

I krydsfeltet mellem figuration og abstraktion

Udstillingens værker rummer adskillige iboende replikker fra klart genkendelige motiver, som i andre tilfælde ses som opløst til abstraktion.

 

Ofte er grænsen mellem figurative formler til abstrakte kategorier ret skarp, og det gælder også hos Wibling, som besnærende lader en potteplante bevæge sig i krydsfeltet mellem figuration og abstraktion, der samtidigt fungerer som et lærestykke i brugen af grønne nuancer. En farve er som bekendt ikke blot en farve. Det ved alle.

 

Nu vi er ude i det grønne, er jeg dog ikke i samme grad begejstret for tre mindre malerier, som her kan opleves i kraft af en grøn tone-i-tone-funktion blot brudt rudimentært af rødt og gult.

 

De ofte humoristiske og lettere mystiske titler bløder dog lidt op i den tvære anmelders bevidsthed; men værker bør naturligvis leve i sig selv, og det gør de heldigvis overordnet set i en udmærket udstilling af Maya Stefania Wibling, som kan ses hos Jacob Bjorn Gallery, hvor man kan gå ind fra gaden uden at betale så meget som en fladtrykt enkrone i entré og samtidigt få bekræftet maleriets rolle uden konceptuelle målsætninger, men blot baseret på flade, farve og ikke så lidt poesi.

 

 

 

 

 

 

 

Lars Svanholm anmelder for KULTURINFORMATION.org

”Evindelige æg”, 2026. Olie på lærred. 187 x 137 cm. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

Lars Svanholm anmelder for KULTURINFORMATION.org

”Bananer”, 2026. Olie på lærred. 27 x 33 cm. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maya Stefania Wiblings udstilling ”Nær ved Hjemme” kan ses hos Jacob Bjorn Gallery, Mejlgade 39, Aarhus C frem til den 19. december 2026. Der er fri entré for KULTURINFORMATIONs læsere.

 

 

 

 

 

 

Jacob Bjorn Gallery | KUNSTKRITIK: Maya Stefania Wibling – besøg udstillingen

 

 

 

 

 

 

Jacob Bjorn Gallery | KUNSTKRITIK: Maya Stefania Wibling. Coverfoto: Jacob Bjorn Gallery er beliggende eksklusivt midt i Aarhus’ latinerkvarter. Foto: Lars Svanholm

 

 

 

 

 

 

LÆS OGSÅ:

 

Kunstmuseum Brandts: Jens Juel – Under huden

 

Nivaagaards Malerisamling: WETLAND – Michael Kvium

 

ARoS: Svend Wiig Hansen

 

Galerie Moderne: Lars Sarto Hempler

 

Oluf Høst Museet: Martin Bigum – særudstilling

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jacob Bjorn Gallery | KUNSTKRITIK: Maya Stefania Wibling er frembragt af  Lars Svanholm, KULTURINFORMATION

Se mere om Lars Svanholm her. Redaktion: Jesper Hillestrøm