KUNSTMUSEUM BRANDTS | anmeldelse: Tau Lewis
– Mouth Close to Earth
Tau Lewis. The-Miracle 2025. Justin-Craun
✮✮✮✮✮
' ….. Det er en fantastisk udstilling. Den tænder alle mulige følelser i en. Først bliver man frastødt, derefter overrasket, for så at gå rundt og iagttage og følge figurernes blikke, deres sammenhænge og ikke mindst det liv, de pludselig får, når du står foran dem … '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org
Tau Lewis arbejder med materialer, som allerede har haft et liv. Gamle klæder, overskudstekstiler, knapper og metal bliver samlet og bearbejdet til skulpturer, der næsten fremstår som selvstændige væsner. Desuden bliver skaller, sten, krystaller, læder og meget mere indsamlet. Materialernes fortid er en del af værkerne. Det brugte bliver ikke blot skjult eller gjort nyt, men indgår med sine spor og sin historie i en anden sammenhæng.
Kunstneren bag figurerne
Tau Lewis (f. 1993) er født i Canada og bor nu i London. Hendes rødder er jamaicanske, og hendes bedstemor lærte hende at sy. Lewis startede på en journalistuddannelse, men skiftede spor. Hun havde andet på hjerte og har nu fundet sin rette hylde. Hun syr alt selv i hånden, og når du ser på hendes håndarbejde, er det en stor del af kunstværkerne.
Intuitivt håndarbejde
Arbejdet foregår intuitivt. Syningen og sammensætningen er en måde at udvikle værkerne på, uden at alt nødvendigvis er fastlagt i skitser på forhånd. Formerne vokser frem under arbejdet med stoffet. De mange dele bliver forbundet, og materialer med forskellige udgangspunkter kommer til at høre sammen.
Nogle materialer bliver indfarvet, andre fremstår blot, som de er. Lewis bevæger sig i et univers, som umiddelbart kan virke uforståeligt, men efter at du har stiftet bekendtskab med hendes figurer, forstår du pludselig, hvorfor hun synes, at de næsten har deres helt eget liv. For jo længere tid du tilbringer med dem, jo mere nærværende bliver de.
Tau Lewis. Dawn 2025. Courtely the Artist. Photo: Chase Barnes
Tau Lewis, 'Anima mundi'. 2026.
Overflader og materialer
Overfladerne har stor betydning. Tekstilerne bliver blandt andet bearbejdet med rust ved hjælp af metal, eddike og salt. Behandlingen ændrer stoffets farve og karakter, og mørkningen kan fortsætte. Materialet er dermed ikke helt uforanderligt, selv når værket er færdigt. Kunstneren har i udstillingsprocessen opholdt sig i Odense og har netop fundet noget gammelt jern i Munkemose, som hun har brugt til at farve noget af stoffet med. Det vil sige, at der er en direkte forbindelse til Odense. Fremgangsmåder som denne er en vigtig del af Tau Lewis' arbejde. For hende er det ligegyldigt, hvor lang tid det tager at frembringe netop det udtryk, hun ønsker. Det er det færdige resultat, der tæller.
Nogle overflader kan få et næsten voksagtigt eller papiragtigt udtryk, så det ikke umiddelbart er tydeligt, hvad man står over for. For eksempel er hendes blomsterrækker malede. Stoffet er blevet malet, og det kan være med forskellige materialer, der får det til at blive porøst, stift, skifte farve etc.
Når det samme stof optræder i flere skulpturer, skaber det en forbindelse mellem dem. Det får figurerne til at hænge sammen som et materielt DNA. En rest fra ét værk kan leve videre i et andet, og på den måde opstår der et slægtskab mellem formerne. Det er en konkret forbindelse gennem materialet, men også en måde at tænke videreførelse og forvandling på. Alle figurerne har navne og er hunkønsvæsener.
Inanna og myten
Tau Lewis har en tæt tilknytning til Inanna, kaldet Ishtar i akkadisk tradition, en central gudinde i antik mesopotamisk mytologi, der repræsenterer kærlighed, krig, seksuel passion, politisk magt og retfærdighed.
Inanna er en oldtidsgudinde fra Mesopotamien, det nuværende Irak, og historisk set er hendes kult over 5.000 år gammel. Da hun er en mytologisk guddom, har hun ikke en biologisk alder, men hun beskrives i myterne som en evigt ung, uafhængig og stærk kvinde.
Ifølge sumerisk mytologi betyder Inanna ’Himmelens herskerinde’, og hos akkaderne, babylonierne og assyrerne hed hun Ishtar. Hun blev ofte tituleret som ’Himmelens dronning’. Næsten som en af de udstillede figurer, som er endnu et væsentligt spor i udstillingen, der fører til Inanna og Enheduanna, måneguden Nanna. Her optræder hun som ’Honningmund’ og er med i fortællingen om Inannas passage gennem syv porte. Myten fungerer som en ramme omkring værkerne snarere end som en fortælling, der blot bliver illustreret.
I myten fortælles om Inannas nedstigning til underverdenen. Hun rejser til dødsriget, styret af søsteren Ereshkigal, passerer syv porte, hvor hun må smide sit tøj, bliver dræbt og hængt på en krog, men genoplives via visdomsguden Enki. Hun tvinger sin ægtefælle, hyrdeguden Dumuzid, til at tage hendes plads i underverdenen i halvdelen af året.
Da sumerernes rige senere blev overtaget af andre folkeslag, fulgte hun med. Akkaderne, babylonierne og assyrerne overtog hendes kult og gav hende navnet Ishtar.
Denne historie, som er en slags eventyr, kan spores tilbage til de tidligste skriftlige kilder og afbildninger af Inanna på lertavler, der går helt tilbage til omkring 3400-3000 f.v.t. Det gør hende til en af de ældste registrerede gudinder i menneskets historie. I selve de mesopotamiske fortællinger er hun datter af måneguden Nanna og hans hustru Ningal. Hun var gudinde for både frugtbarhed, kærlighed, seksualitet og krig.
Nedgang til underverdenen
Og hvorfor nu denne redegørelse om Inanna? Fordi hele Tau Lewis' kunstneriske arbejde er centreret omkring denne fortælling. Hendes fascination og tilknytning ånder i hvert et sting på hendes figurer. Selve udstillingen er da også bygget op som en kulisse med nedgang, eller rettere indgang, til underverdenen.
Fra at befinde sig i et lyst rektangulært rum, hvor disse ’væsner’ er opstillet som i en position, går du gennem en blodrød gang ind i underverdenen. Hele stemningen skifter. Du bliver draget ind i et dramatisk mørkt univers. Alt kan ske. En kæmpe figur står og stirrer på dig midt i rummet, og for enden hænger en stor rødlig maske, der næsten ler til dig. Er det hånligt eller af glæde?
Samlet indtryk
Det er en fantastisk udstilling. Den tænder alle mulige følelser i en. Først bliver man frastødt, derefter overrasket, for så at gå rundt og iagttage og følge figurernes blikke, deres sammenhænge og ikke mindst det liv, de pludselig får, når du står foran dem.
Udstillingen kan ikke helt beskrives. Det er en af den slags udstillinger, der skal ses, for at man får det fulde udbytte af den, som det altid er. Den har mange elementer. Figurerne kan ses flere gange, og for hver gang du ser på dem, vil du opdage nye detaljer. Tau Lewis har intet overladt til tilfældighederne.
Tau Lewis, 'honey mouth'. 2025.
KUNSTMUSEUM BRANDTS: Tau Lewis -Mouth Close to Earth. Amfipladsen 7, 5000 Odense. Udstillingen slutter 2. maj 2027.
KUNSTMUSEUM BRANDTS | anmeldelse: Tau Lewis – besøg museet
LÆS OGSÅ:
KUNSTMUSEUM BRANDTS: Nål & tråd
LOUISIANA: Lucian Freud – Alt er portræt
KUNSTMUSEUM BRANDTS | anmeldelse: Tau Lewis er skrevet af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm
Kunstmuseum Brandts: Tau Lewis, Mouth Close to Earth. English Abstract
Kunstmuseum Brandts in Odense presents Mouth Close to Earth by Canadian-born, London-based artist Tau Lewis (b. 1993), whose Jamaican roots and early training in hand-sewing from her grandmother underpin a practice built from materials that have already had a life: discarded clothing, surplus textiles, buttons, metal, shells, stones, crystals and leather. The hand-stitched female figures are shaped intuitively and treated with rust, using iron the artist found in Odense’s Munkemose, so that the works remain chemically alive after completion. The exhibition is structured as a descent into the underworld, drawing on the Mesopotamian myth of Inanna (Ishtar) and her passage through seven gates. Visitors move from a bright rectangular room, through a blood-red corridor, into a dark space dominated by a giant figure and a large red mask. Reviewed by Louise Frevert for KULTURINFORMATION. On view until 2 May 2027, Amfipladsen 7, Odense.