FRA REGNORMENES LIV

på

Folketeatret

Foto: Gudmund Thai

✮✮✮✮✮✮

“…… toptunet professionalisme når det ikke fås bedre …..”

– Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION

Rigtigt teater er et spejlbillede af betragteren. Nuvel, der er skuespillere på scenen, men publikum er en del af pakken. Teatersalen er i virkeligheden scenen og skuespillerne betragter os, ellers var der jo slet ikke noget teater. Tager man i teatret blot for at sidde og kigge og så gå sin vej igen, kan man spare billetten. Refleksionen bør være i centrum – en menneske udvikling bør finde sted og berige os, så vi kan vikle os ud af det, vi har viklet os ind i.

FRA REGNORMENES LIV på Folketeatret viser os således i et kammerspil et realtime univers af fiktion, men med personer fra virkelighedens verden. Det skal bemærkes, at stykket er forfattet af en af Sveriges største dramatikere Per Olov Enquist (1934-2020) i 1981, så nyt og gammelt krydser klinger.

Foto: Gudmund Thai

Fiktionsskildringen foregår i 1865 i det Heibergske hjem i de sene nattetimer. Ægteparret består af Det Kongelige Teaters direktør Johan Ludvig Heiberg (Preben Kristensen) og den tyve år yngre frue Johanne Luise Heiberg (Ellen Hillingsø). Parret opsøges af den forvirrede H.C. Andersen (Ole Lemmeke). Til stede er der også ‘kvinden’, en gammel syg og søvnig kone (Lisbet Lundquist).

Opvækst eller mangel på samme

Forskellige prekære emner bliver endevendt. Fru Heibergs brogede opvækst med incestrøse undertoner kommer for en dag der midt om natten. Det Heibergske ægteskab knirker og den ellers så velansete Johan Ludvig nyder tidens ugunstige syn på ham, og i sin fallerede berømtheds unåde går nattetimerne med at kigge stjerner. Alt dette og meget mere til suppleres af en H.C. Andersen, der ikke er en velkommen gæst. Men som med sin naive og uvidende facon langer øretæver ud til ballelars, uden rigtig at kunne lide sit eget tilstedevær i det Heibergske hjem og som bekendt ej heller flasher den store selvtillid. Fru Heiberg og Andersen kommer fra parallelle fattigdoms kår og sumpplanterne fra muddergrøften har gennem livet tragtet efter sollyset. Dramaet er tæt ved at løbe løbsk.

Skuespilpræstationerne

Skuespilpræstationerne er så facetslebne, at man ligeså godt kunne sætte vinterstøvlerne væk, da man kom hjem.

H. C. Andersen er opstået fra de døde og spiller sig selv – selv om programmet hævder, det ellers skulle være skuespilleren Ole Lemmeke, der skulle have beklædt rollen. Vi taler her om skuespil på et uopnåeligt højt niveau, hvor aktøren på scenen udenad husker umanerligt mange replikker og leverer dem med rettidig omhu og med øretæveindbydende præcision. Alt i mens koreografien spiller, og hysteriet hersker.

Foto: Gudmund Thai

Hillingsø spiller op imod Lemmeke som den primadonna, hun nu engang er. Skuespilleren kommer hele repertoiret igennem i den over to timer lange forestilling. Hun lever i den grad op til det Heibergske format og hun strør om sig med gru, glæde, skadefryd og væmmeligheder og braser i gråd nu og da i bersærkergangen. Hun balancerer på knivsæggen uden at ende i det klassiske teatralske nedfaldshul, hvor overdrivelsen fremmer forståelsen.

Preben Kristensen spiller sig selv – ikke at jeg mener, at skuespilleren privat er at betragte som en ‘skiderik’, som han titulerer sig selv i kammerspillet, men rollen er som skabt for ham og til ham. Han formidler os Johan Ludvigs udbrændte karakter med bitterhedens ånde i nakken, og som nævnt er han gammel nok til at være sin hustrus far. Kristensen udstråler nydelse ved sin rolle – handsken passer til hånden, attituden er på plads.

Foto: Gudmund Thai

‘Kvinden’ spilles af den sprælske og livsglade skuespiller Lisbet Lundquist. Hendes præstation er, at hun formår at sidde ret op og ned og sove, frem for at spjætte rundt i manegen, som vi så ofte har set hende gøre. Hun vågner dog op et par gange og fyrer et par sjoferter af – noget tyder i retning af, at hun er fru Heibergs metaforiske jeg.

Toptunet professionalisme

FRA REGNORMENES LIV på Folketeatret er for den kræsne og dannede pedant, der trænger til alvorligt og ondskabsfuldt teater med bidende kynisme og isnende kulde – toptunet professionalisme når det ikke fås bedre. Og det alt sammen skabt i en enkelt, men stemningsfyldt scenografi, der hiver os hele vejen 150 år tilbage i tidsmaskinen.