filmanmeldelse | feelgood: Rejsen til Piemonte

✮✮✮✮✮

' ….. en varm, morsom og dramatisk film med fire fremragende skuespillere og et vidunderligt italiensk landskab som baggrund … '

– Louise Frevert, KULTURINFORMATION.org

Det er egentlig en lidt sammensat film, for på den ene side er Rejsen til Piemonte en rigtig feelgood-film, og på den anden side er den også ganske dramatisk. Den rummer både humor, alvor, kærlighed og konflikter, og så er den ovenikøbet utrolig morsom. Det er en svensk film, skrevet og instrueret af Alexandra-Therese Keining, som har samlet fire fremragende svenske skuespillere i hovedrollerne.

Fire venner på rejse

Fire venner rejser til Italien for at støtte deres veninde Eva, som har arvet et hus i Piemonte efter sin afdøde bror Pelle. Han har det meste af sit liv boet i Italien. Alle kender hinanden fra barndommen, og derfor tager de af sted for at deltage i begravelsen og se nærmere på den ejendom, Eva har arvet.

Eva og Pelle har som børn været på mange rejser til Italien sammen med deres forældre. Søskendeforholdet har ikke været uden problemer, og de har ikke talt sammen i mange år. Eva fortryder og finder ud af, at Pelle også har fortrudt deres mange års tavshed.

Da de fire venner ankommer til Piemonte, viser det sig, at det store hus nærmest er en faldefærdig ruin. Der skal bruges mange penge på at sætte det i stand, og situationen bliver ikke mindre mærkelig af, at Pelle slet ikke har boet i huset de sidste fem år. Han har i stedet boet på et lille værelse inde i byen efter at have mistet sin elskede.

Eva bliver spillet af Helena Bergström, som er ganske formidabel i rollen. Hun spiller med en autenticitet, varme og naturlighed, som gør hende utrolig sympatisk og ikke mindst charmerende. Eva har selv haft en restaurant, som er gået konkurs, og hun befinder sig et sted i livet, hvor fremtiden ikke ligefrem tegner sig lys.

Med på rejsen er også Lena, spillet af Kajsa Ernst, som i 30 år har haft en drøm om at blive forfatter. Hun har endnu ikke fået udgivet nogen bog, men nu skal det være. Hun har sin eksmand med, Bengt, spillet af Kjell Bergqvist. Han har det ikke særlig godt efter at have mistet sin hund. Parret er stadig gode, nære venner.

Den fjerde i gruppen er Nico, spillet af Björn Kjellman. Han er advokat, netop gået på pension, og har i virkeligheden altid været forelsket i Eva. Der ligger altså mange forskellige historier bag de fire venner, og de har hver især deres problemer, drømme og forventninger til fremtiden.

Trøfler, nabostrid og nye drømme

Egentlig var planen blot at få begravet Pelle, ordne de juridiske forhold omkring arven og sælge ejendommen. Men sådan kommer det ikke til at gå!

De fire venner bliver hurtigt gode venner med flere af indbyggerne i den lille italienske by, og efterhånden begynder tanken om at blive i Italien og skabe sig et nyt liv at tage form. Hvorfor egentlig tage tilbage til Sverige, når man kan få mulighed for at realisere nogle af de drømme, man har gået rundt med i årevis?

Beboerne på nabogården er ikke værd at samle på. Her bor en vinbondefamilie, som meget gerne vil overtage Evas jord. Det viser sig, at skovene på ejendommen gemmer på noget ganske værdifuldt, nemlig hvide trøfler.

Nabofamilien har tilsyneladende i årevis betragtet området som deres eget og har uden videre hentet trøfler i skoven.
De fire venner har ikke ret mange penge, men de får den idé, at de måske i fællesskab kan investere i huset, sætte det i stand og tjene penge på de kostbare trøfler. Og her kommer Bengts nye hund Sofia ind i billedet, for den viser sig at være den fødte trøffeljæger.

Den italienske familie gør nu alt for at få svenskerne, som de kalder dem, væk fra ejendommen. Men svenskerne er ikke sådan at slå ud. De beslutter sig for at tage kampen op, og det viser sig, at de er i stand til at mobilisere nogle af de venskaber, de har fået i byen. Det havde den italienske familie bestemt ikke regnet med.

Hvordan det hele ender, skal jeg selvfølgelig ikke afsløre.

Humor, varme og selvironi

Det, der gør filmen så vellykket, er først og fremmest skuespillerne. Alle fire spiller simpelthen formidabelt. Der er en autenticitet over personerne, som gør, at man tror på dem, og deres indbyrdes relationer er både rørende, interessante og utrolig morsomme.
Og så må jeg altså sige noget, som jeg forhåbentlig vil blive tilgivet for! Det er ikke så tit, at jeg oplever svenske film, hvor svenskerne har så megen selvironi. Her vrimler det ligefrem med morsomheder, og flere gange sidder man og griner højt. Det er ganske befriende, og humoren fungerer utrolig godt sammen med de mere alvorlige og dramatiske situationer.

Samtidig er filmen usædvanlig smukt fotograferet af Ragna Jorming, som formår at indfange netop den stemning, vi forbinder med det romantiske Italien. Her er vidunderlige landskaber, vinmarker, olivenlunde, små landsbyer og sol. Alt det, der gør, at man næsten får lyst til at pakke kufferten og rejse af sted med det samme. Italien viser sig ganske enkelt fra sin smukkeste og mest romantiske side.

Det er aldrig for sent at begynde forfra

Rejsen til Piemonte er således meget mere end en hyggelig film om fire venner på ferie. Den handler også om venskab, om sorg og fortrydelse, om kærlighed og om at turde begynde forfra, selvom man er nået godt op i årene. Ikke mindst handler den om, at det måske aldrig er for sent at forsøge at realisere de drømme, man har båret rundt på det meste af livet.

En varm, morsom og dramatisk film med fire fremragende skuespillere og et vidunderligt italiensk landskab som baggrund.

Instruktion og manuskript: Alexandra-Therese Keining. Fotografi: Ragna Jorming. Medvirkende: Helena Bergström, Kajsa Ernst, Kjell Bergqvist, Björn Kjellman m.fl.

filmanmeldelse | feelgood: Rejsen til Piemonte – få mere information

filmanmeldelse | feelgood: Rejsen til Piemonte – find den i biografen på filmportalen lanterna.dk