Filmanmeldelse: OPPENHEIMER
✮✮✮✮✮
‘… nation skal gå i krig mod nation og rige mod rige …’ – profeti Matthæusevangeliet
– Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION
At blive kaldt atombombens far er en tvivlsom affære. At lægge en af vores fremmeste videnskabsfolk (Niels Bohr) til som arbejdskraft er en tvivlsom affære. Samtidig er mange af os smerteligt bevidste om, at der måske i det store hele ikke var så mange muligheder for at lukke øjnene for Hitlers og tyskernes fremfærd, også på det atomare plan.
3 timers atombombe
Christopher Nolan leverer en gennemarbejdet storfilm på 180 minutter om emnet. Vi kommer tæt på en af hovedmændene bag Manhattan-projektet, J. Robert Oppenheimer (1904-1967). Vi følger arbejdslivet og privatlivet for hovedpersonen, og vi bevæger os i tid frem og tilbage mellem før, under og efter Anden Verdenskrig – en verdenskrig der ikke endte ved bomberne over Nagasaki og Hiroshima i 1945, men som snarere indledte et forventeligt våbenkapløb, der stadig eksisterer i dag.
Vi kommer naturligvis, i den 3 timer lange film, ikke kun tæt på Oppenheimer, men også hans nærmeste medarbejdere og samtidige. Således møder vi også Niels Bohr (Kenneth Branagh). Matt Damon spiller mesterligt rollen som general Leslie Groves. Selv Einstein deltager i plottet. Endelig beklæder Robert Downey Jr. en nøglerolle som Lewis Strauss (Atomic Energy Commission), der både er ven og fjende af hovedpersonen.
Den enorme skuespilpræstation som Oppenheimer selv bæres på unik vis af den 47-årige irske skuespiller Cillian Murphy. Der forekommer sandsynligvis enkelte scener i filmen, hvor Murphy ikke optræder, men det er ikke mange minutter. Cillian Murphy underspiller med uovertruffen realisme og falder i ét med sin figur, og han giver den som videnskabsmand med overbevisende spil og optræder både som ung, yngre og ældre.
Kommunist?
Filmen OPPENHEIMER beskriver det enorme kommunist hysteri USA rammes af efter Anden Verdenskrig. Hovedpersonen skulle angiveligt have haft forbindelser til Sovjet, påstår man – og en hemmelig ‘retssag’ iværksættes af senatet. Man hævder sågar, han har spioneret for russerne.
Samtidig kan vi her fra redaktionen supplere med, at det jo netop lå videnskabsfolk som Niels Bohr (og faktisk også Oppenheimer) på sinde at dele den viden, man var kommet i besiddelse af omkring atombombens muligheder med hele verden og derved undgå et muligt våbenkapløb og udvikling og forskning af endnu værre våben som eksempelvis brintbomben – historien fortæller os dog, at Den Kolde Krig var ustoppelig.
OPPENHEIMER, written and directed by Christopher Nolan. Kenneth Branagh as Niels Bohr. Universal Studios/UIP.
Etik og moral
OPPENHEIMER er overdådig og lydsporet storslået. De moralske og etiske dilemmaer får fokus. De 3 timer er ikke spildt, men alvoren og den dokumentariske tilgang kan godt gøre filmen lidt kedelig, med mindre man er stærkt historisk interesseret. Filmen er tilladt fra 11 år – Pas på! Lillebror kan nemt komme til at kede sig, da der kæles for de mange menneskelige og psykologiske detaljer og aktion og ‘Mission Impossible’ ikke er filmens omdrejningspunkt.
Christopher Nolans OPPENHEIMER indskriver sig i filmhistorien som en lillesøster til SCHINDLERS LISTE, JFK og THIRTEEN DAYS.
Filmanmeldelse: OPPENHEIMER – se trailere her
Filmanmeldelse: OPPENHEIMER, MEDVIRKENDE:
J. Robert Oppenheimer: Cillian Murphy
Kitty Oppenheimer: Emily Blunt
Leslie Groves: Matt Damon
Lewis Strauss: Robert Downey Jr.
Jean Tatlock: Florence Pugh
Ernest Lawrence: Josh Hartnett
Niels Bohr: Kenneth Branagh
Edward Teller: Benny Safdie
Frank Oppenheimer: Dylan Arnold
Hans Bethe: Gustaf Skarsgård
Isidor Rabi: David Krumholtz
Vannevar Bush: Matthew Modine
William Borden: David Dastmalchian
Albert Einstein: Tom Conti
Filmanmeldelse: OPPENHEIMER er skrevet af Jesper Hillestrøm, KULTURINFORMATION