Kunst

FORBINDELSER på SMK

FORBINDELSER på SMK

– danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FORBINDELSER på SMK

Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

SMK, Statens Museum for Kunst, viser 7 danske kunstneres værker fra det tidligere Jugoslavien. De har alle rødder derfra og er uddannet fra de danske kunstakademier i Danmark. De er næsten alle kommet hertil som børn/unge, undtaget en, der er født her. Deres familier var på flugt fra krigen på Balkan.

 

Værkernes omdrejningspunkt er migration, krig, politik og tilhørsforhold til kunstnernes familier og til et land, der ikke længere eksisterer. Værkerne beskriver også, hvordan kunst kan skabe forståelse mellem forskellige kulturer, deres historier og geografiske placeringer. Kunst kan virke som en katalysator og skabe forståelse, for det er at være i en trans kulturel verden, hvor tilhørsforhold og identitet er næsten flydende.

 

‘FORBINDELSER – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien’ er samtidskunst, der er hudløs ærlig og rammer publikum som geværkugler. Krigens rædsler kryber helt ind til benet og tilskueren står tilbage med en forfærdende følelse af dens meningsløshed.

 

 

 

 

 

FORBINDELSER på SMK

Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

Krigen i 90’erne

I 1990’erne var mere end en halv million mennesker på flugt, i særdeleshed fra Bosnien og Hercegovina. Der kom ca. 20.000 til Danmark og blev gæstearbejdere. De fleste valgte at blive i Danmark med deres familier. Der er en usædvanlig stor talentmasse i denne gruppe, der besidder stor energi og kreativitet, i alle kunstneriske retninger. Denne udstilling afspejler i høj grad dette høje kunstneriske niveau indenfor billedkunst, installations – samt fotokunst.

 

Det er en yderst alsidig udstilling, hvor der bl.a. indgår et hæklet verdenskort, der viser Suada Demirović families migration til forskellige kontinenter, og kunstneren har også ønsket at fortælle sin mors historie. Titel: ‘Home – the terrible beauty of unbelonging’.

 

Med Amel Ibrahimović installation ‘Coffins’, kommer vi helt tæt på døden. Kunstneren har udstillet en kiste, som samlesæt, hvor fundne ofre fra massegrave bliver lagt i, for at få en værdig begravelse. Det er, så det løber én koldt ned ad ryggen. Dette blot for at nævne nogle enkelte værker.

 

 

 

 

FORBINDELSER på SMK

Alen Aligrudić, In the same boat, from the series ‘Greetings from Yugoslavia’, 2016. © Alen Aligrudić / VISDA

 

 

 

 

 

 

Alle værkerne fortæller en speciel historie og det er meget givtigt at lytte til de opstillede ‘lydkasser’, hvor hver kunstner ikke alene fortæller om værkets betydning, men også baggrunden for værkets historie.

Refleksion

SMK har enkelt og smukt kædet udstillingen sammen i udstillingsgaden, som den bliver kaldt, med små snedkererede sorte skamler. Man forestiller sig små malkeskamler med hul i foroven, så man kan bære dem, og på siderne er der udskårne motiver, der udspringer fra traditionelle jugoslaviske tæppemønstre. Man kan flytte rundt med skamlerne, sætte sig ned og komme i øjenhøjde med værkerne.

 

Udstillingens kunstnere er: Alen Aligrudić, Ismar Čirkinagić, Suada Demirović, Nermin Duraković, Amel Ibrahimović, Vladimir Tomić, Ana Pavlović. Udstillingsdesigner: Lovorika Banović.

 

Det er en udstilling, der giver stof til eftertanke og refleksion. Ikke alene over krigen på Balkan, men også den krig vi har så tæt inde på livet af os nu: Krigen i Ukraine. Det er en aktuel udstilling, der er vedkommende, og viser hvordan man via kunst kan formidle og kommunikere alle budskaber, så modtageren kan tage dem til sig og bearbejde dem. Det viser også med tydelighed, at kunst ikke på nogen måder har grænser. En udstilling der skal ses.

 

 

 

 

 

 

 

Statens Museum for Kunst

Foto: © Niels Lyksted – all rights reserved

 

 

 

 

 

‘FORBINDELSER – danske kunstnere fra det tidligere Jugoslavien’ vises t.o.m. 19. februar 2023.

 

 

Se mere om FORBINDELSER på SMK her

 

Redaktionen retter en særlig tak til fotograf Niels Lyksted

 

FORBINDELSER på SMK er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION