Kristian von Hornsleth: MIG, MIG, MIG

Eller hvordan jeg forsøgte at redde verden

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

✮✮✮✮✮

 

 

 

Sjældent har jeg været så opslugt af en bog som denne. Det er jo ikke en kriminalroman, men ligeså spændende, for du sidder og venter på, hvad Hornsleth nu kan finde på af vanvittige ting og hvad der videre vil ske. Der er drøn på fra første side. Mikkel Boris, der kalder sig selv ghostwriter, har nærmest skrevet et kunstværk. Med et medrivende sprog, tager han os igennem Hornsleths liv på godt og ondt, og det er ikke kedeligt.

 

Denne mand er selvsagt noget for sig selv. Han har blæst højt og flot på alle konventioner hele sit liv, samt været i stand til at iscenesætte sig selv i de fleste sammenhænge. Store dele af hans liv har han været totalt uden for, hvad man ville kalde, terapeutisk rækkevidde. Alligevel har han formået at holde skruen i vandet og komme tilbage til det såkaldte virkelige liv.

Opvæksten

Hans opvækst har sat sine spor, hans forældre blev skilt og de finder hver især nye partnere. Hornsleth bliver sendt på kostskole, det bliver starten på en ny æra for ham. Han er vokset op i et overklasse hjem og ved selvklart, hvordan man skal gebærde sig på de bonede gulve. Da han kommer på Herlufsholm Kostskole finder han venner for livet. Vennerne køber hans kunst, samt hjælper ham ud af en ‘enkelt’ knibe her og der.

Introvert?

Kristian von Hornsleth kan man enten elske eller hade, men én ting er sikkert, man kan ikke komme uden om ham. Man drages af hans fandenivoldskhed, hans aversion mod at ville indordne sig og hans totale tro på sin egen selvtilstrækkelighed. Eftersom han kender den kapitalstærke overklasse, både de adelige og ‘bare’ de rige, ved han hvordan han skal sno sig og dem.

 

Hans umiddelbarhed, eller lad os kalde det uigennemtænkte opførsel, skaber mange akavede situationer for ham, men der er altid en eller flere der redder ham. Han omtaler sig selv som introvert. Det er lidt vanskeligt at forstå, for han har en blændende overtalelsesevne til at få andre med på idéer, der kunne være småkriminelle, pornografiske samt anderledes spektakulære.

Berlin

I 1999 tager Hornsleth til Berlin. Han er blevet skilt og havde på det tidspunkt to drenge. Berlin er en by der altid har kaldt på kunstnere og kunsten. Hornsleth mødte kunsthistorikeren Wolf-Günter Thiel, der blev starten på et langt venskab. Det viste sig, at de var to alen ud af det samme vanvittige stykke. De var sammen i tykt og tyndt og han gav Hornsleth den største idé af alle. Kristian var besat af Hornsleth som varemærke, så hvad var mere nærliggende end at sætte sit navn på sine billeder. Altså, ikke som en diskret signatur nede i hjørnet, men tværs over kunstværket. Endelig. Sådan blev det. Han havde fundet sit image.

 

 

 

 

 

 

Foto fra bogen: Louise Frevert

 

 

 

 

 

Janteloven? Hvad er det?

Han rejser verden rundt og prøver på alle mulige og specielt umulige måder at få et internationalt gennembrud. Det han foretager sig på denne odyssé, har kun kunnet lade sig gøre qua sine venner og evne til at få penge til sine projekter og få pengene til at yngle. Alle hans internationale projekter har på en eller anden måde fået ham i fedtefadet. Han har været arresteret og igennem utallige retssager. Alligevel har han ikke været til at slå ned, kun lidt tilbage.

 

Hans kunst er grænseoverskridende, provokerende, til tider temmelig vulgær. Han blæser på Janteloven, jeg tror ikke at han ved at ordet eksisterer, og improviserer sig igennem livet. Hornsleth har også en anden ærlig side, og til tider følsomt gemyt, der skjuler sig bag en opblæst egocentriker. Der er flere eksempler i bogen på, hvor oprigtig og opofrende han har været over for hans venner. Han har haft og har en status, som han har udnyttet og hvad er der galt i det? Folk kan jo selv sige fra.

Ærligheden selv

Han besidder et eminent forretningstalent og har været i stand til at skabe sig en karriere mange vil misunde ham. Hans attitude har skabt mange problemer for ham, men han har altid viklet sig ud af dem igen. Det kommer derfor helt bag på én og bliver en formildende omstændighed, at han er fuldkommen hudløs ærlig. Han erkender at han mere eller mindre har levet på en løgn, at han ikke kan elske andre så højt som han elsker sig selv, at han har været lidt bedragerisk, blot for at nævne et par selverkendelser. Det viser at manden ikke er helt ude i tovene, men ovenikøbet er fornuftig.

 

Han mener også at ægteskabet med Signe er det rigtige for ham. Selvom hun er en hård negl, siger han. De har to børn og Kristian Hornsleth er ved at blive sat? Næ, som hans mor sagde til ham da han var 5 år: Lov mig at du aldrig bliver ældre. Der er vidunderlige definitioner på at være kunstner, bl.a.: Kunsten skal du have i dig, men du skal være dum nok til at turde udføre den. Desuden er han morsom og charmerende.

 

Hornsleth minder i den grad om nogle af vore andre store egocentriske kunstnere, Rudolph Tegner og J. F. Willumsen, der også hele deres liv iscenesatte sig selv og ikke altid var lige populære i deres samtid. (Hornsleth har købt ”von”, fordi han syntes det lød bedre). Der er selvfølgelig en grund til at Kristian von Hornsleth er blevet til den han er. Det forstår man, når man har læst hans bog.

 

 

 

Kristian von Hornsleth: MIG, MIG, MIG – Eller hvordan jeg forsøgte at redde verden. Forfatter Kristian von Hornsleth i samarbejde med Mikkel Boris. Udgivet på forlaget Alpha.

 

 

 

Se mere om Kristian von Hornsleth: MIG, MIG, MIG her

 

 

Kristian von Hornsleth: MIG, MIG, MIG er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION