Havets Kvinder
Kunst Rejser

M/S Museet for Søfart: Haenyeo – Havets Kvinder

M/S Museet for Søfart: Haenyeo – Havets Kvinder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

M/S Museet for Søfart: Haenyeo - Havets Kvinder

Foto: © Hannah Kirkland – all rights reserved

 

 

 

 

 

✮✮✮✮

 

 

 

 

 

 

 

‘ ……… en historie om en særlig kærlighed til havet ….’

– Hannah Kirkland, KULTURINFORMATION

 

 

 

 

 

 

Haenyeo er havets kvinder og nogle af de sejeste kvinder, jeg har haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med på det seneste. På den nyåbnede særudstilling på M/S Museet for Søfart i Helsingør kommer man tæt på 26 af disse kvinder.

Dagens dyk – for overlevelse

På store flotte live-størrelse fotografier kommer man ansigt til ansigt med Haenyeoerne lige efter dagens dyk i havet, kun iført deres våddragter og få redskaber. Hver en rynke i deres ansigter fortæller sin egen historie, en historie om en særlig kærlighed til havet og dets rige gaver.

 

Hovedparten af Haenyeo-kvinderne er over 80 år gamle, og de elsker deres liv på havet, det er blevet en afhængighed for dem.

 

Med livet som indsats dykkede Haenyeo-kvinderne indtil 1970’erne i simple bomuldsdragter, der, med min erfaring som vinterbader, ikke giver den store beskyttelse mod havets kulde!

 

Kvinderne er fridykkere, uden ilt og andet avanceret udstyr, nu kun iført deres slidte våddragter, simple dykkermasker og ganske få værktøjer. De svømmer ud på havet og fanger dagens fangst af alger, blæksprutter, fisk og andet fruits-de-mer.

Bæredygtighed for vores truede planet

Haenyeo-kvinderne lever i en fin symbiose med havet, hvor de aldrig høster mere end det, havet giver dem den dag. De opretholder en perfekt bæredygtig balance med naturen og forstår vigtigheden af at passe på den gave, de har fået!

 

Denne levevis er mere end tusind år gammel. Haenyeo-traditionen bygger på sammenhold, disciplin, bæredygtigt fiskeri og en spirituel dyrkelse af havets gudinde.

 

Haenyeo-kvinderne hører til på vulkanøen Jeju ud for den sydkoreanske kyst. Jeju er Sydkoreas største ø beliggende mellem Korea, Japan og Kina. Øen blev dannet ved et vulkanudbrud, og den stenede jord og de tropiske storme giver ringe muligheder for at dyrke agerjorden, hvorfor Jeju i stedet har udnyttet sit rige fiskeliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

M/S Museet for Søfart: Haenyeo - Havets Kvinder

 

Foto: © Hannah Kirkland – all rights reserved

 

 

 

 

 

En truet verdenskulturarv?

I dag bor der omkring 4.500 aktive dykkere på øen. Mange af Haenyeo-kvinderne arbejder, indtil de er over 80 år gamle, og meget tyder på, at de yngste, der er mellem 30-50 år, bliver de sidste Haenyeo’er, fordi den yngre generation flytter fra øen for at uddanne sig i de større byer. Derfor har Haenyeo-traditionen siden 2016 været på listen over UNESCO’s immaterielle kulturarv.

En omvendt ligestilling

Op til 1500-tallet var det både mænd og kvinder, der dykkede efter havets frugter, men efterhånden var det kvinderne, der overtog hvervet, og mændene passede børnene.

 

En Haenyeo-kvinde ved navn Jeong-Ja Kim på 86 år fortæller: “Mændene frøs for meget til at kunne dykke uden dragt, kvinderne frøs også, men vi holdt ud!”

 

Udstillingen er en god påmindelse til os alle om at passe på vores natur, både det våde og det tørre element, og arbejde med naturen i stedet for imod den.

M/S Museet for Søfart: Haenyeo – Havets Kvinder

M/S Museet for Søfart er i det hele taget turen værd. Det er et spændende og anderledes museum, der er bygget under jorden midt i den nyrenoverede Kulturhavn Kronborg og som nabo til Kronborg Slot. I en gammel tørdok har tegnestuen BIG – Bjarke Ingels Group skabt et museum i særklasse, hvor man føler, at man er ‘ombord’ hele rejsen gennem Museet.

 

Søfartshistorien er en mandsdomineret verden, men den 8. marts 2023 hylder M/S kvinderne. Det er Museets nye direktør, Anni Mogensen, der inviterer til bobler og Haenyeo, og Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær, er klar med en kamptale. Du vil også få en kort intro til udstillingen om Haenyeo kvinderne. Arrangementet er gratis, og hvis du vil med, skal du lige forudbestille billetter. God tur!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

M/S Museet for Søfart: Haenyeo - Havets Kvinder

 

Foto: © Hannah Kirkland – all rights reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

M/S Museet for Søfart: Haenyeo – Havets Kvinder kan ses frem til 3. september 2023.

 

 

 

Se mere om M/S Museet for Søfart: Haenyeo – Havets Kvinder her

 

 

 

M/S Museet for Søfart: Haenyeo – Havets Kvinder er anmeldt af Hannah Kirkland, KULTURINFORMATION

Se mere om Hannah Kirkland & Helsingør Guide Tours her