ODENSE: H. C. Andersens Hus
Et aktivitetsmuseum
Foto: © Mette Riisager
✮✮✮✮✮✮
' …. tiden flyver afsted, når eventyret først har fået tag i dig …. '
– Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Historien om H. C. Andersen er blevet fortalt igen og igen, men jeg synes ikke den kan blive fortalt ofte nok, for H. C. Andersen er det mest strålende eksempel på, at man kan bryde ud af den sociale arv. Andersen blev født i et fattigt kvarter, hvor hvert tredje barn var født uden for ægteskab. Op til en hel familie kunne være stuvet sammen på 10-12 m2. Han blev født 2. april 1805.
Andersens barndom og hans erindringer derfra betød meget for ham, og i hans forfatterskab beskriver han ofte barnesindets fantasiverden og natur, samt de mange historier han mødte overalt. ’H. C. Andersens Hus’ ligger lige der hvor han er født. Mere autentisk kan det ikke blive.
H. C. Andersens museum er ganske imponerende og leverer lige det man håber og ønsker vil vise Andersens mangesidede, fænomenale og enestående talent. Bygningen er halvrund og det giver ekstra plads ved, at udstillingen snor sig med store plancher sat op langs væggene, hvor Andersens liv og levned er beskrevet i kronologisk rækkefølge.
1820 – Det Kongelige Teater
H.C. Andersen var bidt af en gal teatermand. I 1820 blev han ansat på Det Kongelige Teaters Balletskole og er statist på forestillinger, og som han skriver i sine erindringer, 1832: ’Min tanke levede og åndede kun for teatret’
Kvinderne i livet
Andersen var en passioneret person, som sikkert er blevet grebet af nuet og hovedkulds har forelsket sig. Der er utallige eksempler på, at han let bliver kastet i sine følelsers vold. Bl.a. Rigborg Voigt, 1806-1883. Hun var Andersens første kærlighed, men deres forhold var på forhånd dømt til at mislykkes. Hun var allerede forlovet med en anden. Den ’svenske nattergal’ Jenny Lind, 1820- 1887, kurtiserede han også. Hun blev smigret, men takkede nej til hans tilnærmelser og kaldte han i stedet ’sin broder’.
Venskaberne
H. C. Andersen var god til at knytte venskaber, Edvard Colllin og Albert Thorvaldsen, var bare nogle af dem, han havde et livslangt venskab med. Albert Thorvaldsen er Bertel Thorvaldsen. Da Bertel kom til Rom tog han tilnavnet Alberto, Albert, da det var nemmere og mere mundret for hans italienske venner og kolleger. Det var der, på en af Andersens utallige rejser, han mødte ’Albert’.
Foto: © Mette Riisager
Rejserne
Andersen var et utroligt nysgerrigt menneske. Et af hans mest kendte citater er: ’At rejse er at leve’. For ham var rejseaktiviteten ensbetydende med vitalitet. At både fysik og sind var i bevægelse. Han foretog 30 udenlandsrejser i sit liv. Når man regner antallet af dage sammen, bliver det til i alt 9 år af hans liv, han var på farten. Den gang var det en mere langsommelig måde at rejse på med tog, hestevogn og skib, men Andersen fandt inspiration i nær sagt alt, han mødte på sin vej. I 1837 har han på et tidspunkt skrevet i en af sine dagbøger: Jeg er alene-alene! Som jeg altid skal være det. Dag for dag blev jeg mere pebersvend. Alligevel forelsker han sig, igen, men også denne gang løber det ud i sandet. Samme år udgiver han ’Kejserens nye klæder’ og ’Den lille havfrue’. Man kan næsten foranlediges til at tro, at han projekterede sin uforløste energi og kærlighed over i sine skriverier!
Andersen var med på noderne, visionær og ikke bange for fremskridt. I 1839 bliver fotografiet opfundet og ved den lejlighed udtaler Andersen: Vor tid er opfindelsernes Guldalder. På et andet tidspunkt skriver han med begejstring: Vor tid er opfindelsernes store tid…… Det at menneskene rykker nærmere….. synes mig så åndigt stort.
1840 – tog
I 1840 kører Andersen i tog for første gang. Allerede året efter tager han en stor rejse til Grækenland og Tyrkiet. På vej hjem fra rejsen møder Andersen en dame og hun spørger ham: ’Har De nu på Deres mange rejser set noget ude, som er så dejligt som vores lille Danmark? Ja, responderer han, det ved Gud jeg har! Jeg har set meget smukkere. Fy, fnyste kvinden, De er ikke patriot’. Andersen var aldrig bleg for et give svar på tiltale.
I 1844 bliver eventyret ’Den lille pige med svovlstikkerne’ publiceret. I den historie er det faktisk sin mor han har haft i tankerne, for hun havde siddet og tigget på den måde i sin barndom. På det tidspunkt havde moren været død i 11 år. Hun dør af druk. Som fattig vaskekone, har hun stået i koldt vand sommer og vinter og det eneste hun havde at varme sig på, var snapsen.
Allerede i 1856 udkom H. C. Andersen på russisk og i 1857 blev nogle af dem sågar udgivet på bengali. I dag er H. C. Andersens eventyr oversat til 160 sprog.
Foto: © Mette Riisager
Æresborger – en svane
I 1867 havde Andersen den lykkeligste dag i sit liv. Han blev æresborger i Odense og fejret med fakkeltog. En spådom fra hans barndom var gået i opfyldelse, fra at være en grim ælling, blev han en smuk svane.
De mange eventyr
H. C. Andersen dør 1875. Samme år skriver han: ’Mit mål var at være digteren for alle, det naive var kun en enkelt del i eventyret, humoren var derimod saltet i det’. H. C. Andersen blev den store digter han drømte om at blive. Se, det er et rigtigt eventyr!
I slutningen af udstillingen er der er kæmpestort aktivitetsområde, delt ind i små afdelinger, der hver især repræsenterer et eventyr, såsom Tinsoldaten, Nattergalen, Tommelise, Prinsessen på ærten etc. Man kan gå på opdagelse, lege og der er stillet bøger frem som man kan læse i.
H. C. Andersens Hus er et besøg værd. Det ligger centralt lige midt i bykernen og der er rigtig meget at se og opleve. Men giv dig god tid, du opdager ikke hvor hurtigt tiden flyver afsted, når eventyret først har fået tag i dig. Alle i alle aldre, kan med fordel besøge museet og bagefter er der en hel del at tale om. Måske kan du også fortælle et eventyr?
Museet åbnede i 2021 og er tegnet af den japanske arkitekt Kengo Kuma.
Foto: © Lærke Beck Johansen
ODENSE: H. C. Andersens Hus – se mere her
ODENSE: H. C. Andersens Hus – coverfoto: © Lærke Beck Johansen
ODENSE: H. C. Andersens Hus er anmeldt af Louise Frevert, KULTURINFORMATION
Redaktion: Jesper Hillestrøm